Skip to main content

Depressionsrisiko for individer med depression i familien

Sygdom kan aggregere i familier. Et dansk studie sætter tal på risikoen for at udvikle f.eks. depression, hvis der er diagnosticeret depression i den nærtstående familie.

Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk

17. sep. 2025
2 min.

Mental sundhed og sygdom kan skyldes mange forhold. At risikoen for at udvikle f.eks. depression er øget, hvis man er i familie med individer, der tidligere har fået diagnosen, er velkendt. Et stort anlagt dansk studie sætter konkrete tal på den risiko.

Læge Christoffer Cramer Lundgaard, Psykiatrisk Center Glostrup, kommenterer: »I dette prospektive kohortestudie, som har fulgt mere end tre mio. individer mellem 1970 og 2021, har forfatterne anvendt danske registre til at beregne risikoestimater for udvikling af psykisk sygdom. Som forventet finder studiet øget risiko for depression hos individer i familier med sygdommen: Livstidsrisikoen (her defineret som risikoen før 60-årsalderen) for depression hos individer med en førstegradsslægtning med sygdommen findes at være 15,5 % mod 4,7 % hos patienter uden første- eller andengradsslægtninge med depression. På den anden side finder studiet, at 60 % af personer diagnosticeret med depression ikke har tidligere tilfælde af sygdommen i familien. Dette er, som også anført af forfatterne, vigtigt at tage højde for ved implementering af forebyggelsesindsatser, som altså ikke udelukkende bør fokusere på individer med en familiehistorik med depression. Der kan dog have været anden psykisk sygdom i familien af betydning for depressionsrisikoen, som ikke indgår i estimatet, hvilket bør haves in mente, hvis studiets resultater anvendes som argument for universel forebyggelse af depression. Studiets data giver mulighed for at estimere risikoen for at udvikle depression i et elegant, online visualiseringsværktøj, hvor der kan tages højde for både køn, familiær disposition og alder. Man skal her være opmærksom på, at studiet anvender Landspatientregisteret (som er baseret på diagnoser ved hospitalskontakter), og at patienter, der enten ikke diagnosticeres eller bliver diagnosticeret efter 60-årsalderen, ikke er medtaget«.

Interessekonflikter ingen