Skip to main content

Der er også forekomst af ghost og gift authors i Ugeskrift for Læger og Danish Medical Journal

Siri Vinther1 & Jacob Rosenberg1, 2 1) Kirurgisk gastroenterologisk afdeling D, Herlev Hospital 2) Ugeskrift for Læger

24. aug. 2012
3 min.

INTRODUKTION

Forfattere til videnskabelige, biomedicinske publikationer skal opfylde de forfatterskabskriterier, som er formuleret af International Committee of Medical Journal Editors (ICMJE). Hvis en person skrives på som forfatter uden at opfylde disse kriterier, taler man om gift, guest eller honorary authorship. Omvendt er der tale om ghost authorship, når en person, der opfylder forfatterskabskriterierne, uretmæssigt udelades fra forfatterlisten.

Tidligere studier af videnskabeligt forfatterskab, herunder gift og ghost authorship, har fokuseret på internationale/engelsksprogede tidsskrifter med store oplag og høje impact factors. Dette studie tog udgangspunkt i Ugeskrift for Læger (UfL) og Danish Medical Journal (DMJ). Formålet med studiet var at undersøge forfatternes erfaringer med og holdninger til videnskabeligt forfatterskab, herunder i hvilken grad de kender til og opfylder de gældende forfatterskabskriterier.



Materiale og metoder

Korresponderende forfattere, der havde publiceret i UfL eller DMJ i løbet af 2010, modtog en mail med et link til et webbaseret, anonymt spørgeskema. Vi spurgte blandt andet til den publicerede artikel, medforfattere og bidragsydere til denne samt generelle erfaringer med og holdninger til forfatterskab, herunder ICMJE's forfatterskabskriterier.

Resultater

I alt 470 forfattere modtog spørgeskemaet og 292 responderede (responsrate 62%). 29% havde oplevet, at nogen (enten vedkommende selv eller en bekendt/kollega) ikke var blevet skrevet på som forfatter, selv om dette burde være sket. 17% havde selv oplevet at få et eller flere tilbud om uberettiget at blive skrevet på som forfatter. 16% havde selv tilbudt uberettiget forfatterskab til en eller flere personer. 16% kendte ikke til ICMJE-kriterierne, og 25% var uenig i, at man for at være berettiget forfatter skal have bidraget i et omfang, så alle tre ICMJE-kriterier er opfyldt. De typer af bidrag og funktioner, som udgør de aktuelle ICMJE-kriterier, var ifølge respondenterne væsentlige for forfatterskabet. Dog blev andre funktioner, såsom supervision af medforfattere, statistisk analyse og forskergruppeledelse, også anset for væsentlige.

Diskussion

At blive skrevet på som forfatter selv om man ikke opfylder forfatterskabskriterierne er ikke ualmindeligt blandt dem, der publicerer i UfL og DMJ. Ligeledes forekommer det tilsyneladende ofte, at personer, der ellers burde stå som forfattere, udelades fra byline. Gift og ghost authorship er tidligere blevet påvist i studier, der har omhandlet internationale high impact -tidsskrifter. Dette studie tydeliggør, at der også i mindre prestigefyldte tidsskrifter kan være problemer omkring forfatterskab. For at mindske disse problemer kan obligatoriske bidragserklæringer (»hvem gjorde hvad«) blandt andet overvejes, men derudover må oplysning om de nuværende kriterier fortsat prioriteres. På længere sigt bør man diskutere, hvilke (øvrige) bidrag og funktioner, der kunne være væsentlige for forfatterskab, herunder om forfatterskabsbegrebet og forfatterskabskriterierne skal revurderes.

Danish medical JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2012;59(5):A4455