Det tryghedsskabende anæstesitilsyn til børn og forældre

I Danmark modtager hvert år tusindvis af børn anæstesi i forbindelse med kirurgiske eller diagnostiske indgreb på landets sygehuse [1]. Forud for indgrebet tilbydes barnet og dets forældre som hovedregel et anæstesitilsyn. Under tilsynet gennemgår anæstesilægen patientens journal, medicinsk anamnese og aktuelt funktionsniveau med særligt fokus på luftveje, kardiopulmonal status, allergier, medicinforbrug og den objektive undersøgelse. Derudover omfatter tilsynet en gennemgang af hele anæstesiforløbet, herunder anæstesiindledning og opvågning [2-4].

Hos voksne udgør den somatiske vurdering typisk hoveddelen af tilsynet, mens den psykologiske forberedelse ofte spiller en større rolle ved pædiatriske anæstesitilsyn, da mange børn frygter bedøvelse og operation [2, 3]. Formålet med denne artikel er derfor at belyse, hvordan man kan etablere en god kontakt og relation til både barn og forældre, og dermed håndtere den præoperative frygt. Målet er at give familien et trygt og sammenhængende anæstesiforløb.

Præoperativ frygt

Mange børn oplever betydelig utryghed i forbindelse med hospitalsophold. Anæstesi og tanken om denne er en af de situationer, der kan udløse præoperativ frygt [5, 6]. Ubehandlet præoperativ frygt er forbundet med flere perioperative udfordringer, herunder samarbejdsvanskeligheder ved anæstesiindledning, øget behov for præmedicin, forstærket stressrespons samt øget risiko for postoperative adfærdsændringer som regressiv adfærd, søvnforstyrrelser og spiseproblemer [2, 3, 7]. Tidligere negative oplevelser udgør den stærkeste prædiktor for fremtidige negative erfaringer i mødet med sundhedsvæsenet og kan påvirke både barn og forældre langt ud over det aktuelle forløb [8]. En systematisk tilgang til håndtering af præoperativ frygt er derfor essentiel for at sikre en rolig og samarbejdsvillig anæstesiindledning. Vi anbefaler at benytte den pædagogiske ABCD-tilgang (Tabel 1) til barnet og forældrene, både til anæstesitilsyn og på operationsdagen.

Håndtering af barnets præoperative frygt

Den præoperative frygt varierer fra barn til barn. Det er derfor vigtigt, at man giver sig tid til at observere barnet og først tilgå barnet, når det viser tegn på tryghed og samarbejdsvilje. Hvis barnet er roligt og virker trygt, kan du nærme dig hurtigt – ellers må du vente og interagere på afstand. Skab tryghed ved at »spejle« barnet. Brug samme stemmeniveau som barnet, når du taler, og sæt dig, så du kopierer barnets kropsposition. Træk vejret med samme hastighed som det, og sænk roligt hastigheden på vejrtrækningen: Ofte vil barnet kopiere og følge dig [9].

Vind barnets tillid ved at tale om noget, barnet interesserer sig for, eller noget, som børn i den aldersgruppe interesserer sig for. Små børn lærer ved at imitere de voksne: Leg med udstyret, tal med barnets dukke, eller vis en dukke, der kan interagere med barnets dukke.

Separationsangst er et velkendt fænomen, som kan forekomme i alle aldre. Brug derfor forældrene aktivt, og lad børnene være hos forældrene, hvis de ønsker det. Hos nogle fylder frygten for smerte og ubehag ved anlæggelse af venekateter, mens andre kan have en mere eksistentiel frygt for ikke at vågne efter anæstesien [2, 5, 10]. Tabel 2 illustrerer, hvordan barnets alder har betydning for både karakteren af den præoperative angst, og for hvilke tilgange der er mest hensigtsmæssige i mødet med barnet og dets familie.

Positivt ordvalg

Ordvalg og formuleringer brugt til anæstesitilsynet kan have stor betydning for barnets oplevelse af selve anæstesien. Et simpelt eksempel er, at hvis man bliver bedt om ikke at tænke på sin højre hånd, vil man ubevidst rette opmærksomheden mod højre hånd [11, 12]. På samme måde kan bestemte udsagn under samtalen med barn og forældre få utilsigtede effekter. En sætning som »Det er ikke farligt« eller »Det gør ikke ondt« er objektivt set en positiv information, men hos modtageren kan fokus let flyttes til ordene farligt eller ondt, hvilket kan skabe utryghed. Derfor er det vigtigt at vælge formuleringer, der entydigt understøtter tryghed. I stedet kan man sige: »Anæstesi er meget sikkert for dig. Vi sidder sammen med dig og passer på dig hele tiden«. Denne type udsagn fremhæver sikkerhed og omsorg og hjælper både barn og forældre til at opleve situationen som mere rolig og tillidsfuld [13-15].

Reframing

En anden effektiv metode er reframing, hvor fokus flyttes fra det skræmmende til det hjælpsomme. Et barn med et brækket ben kan f.eks. mindes om, at operationen gør det muligt at lave det, barnet kan lide: »Hvor er det heldigt, at du kom her i dag, så du hurtigt bliver frisk og, hvem ved, måske kan skyde endnu bedre mål end tidligere?« Når man forklarer fasteregler, kan man f.eks. sætte fokus på, at på operationsdagen får barnet lov til at spise en sodavandsis til morgenmad. På den måde bliver situationen forstået i et mere positivt perspektiv [16, 17].

Drømmerejser

Drømmerejser guider barnet til et trygt, fantasifuldt sted og kan læres af forældrene som forberedelse før operationen. Spørg barnet, hvad det kunne tænke sig at drømme om, når det skal bedøves. Barnet kan forestille sig at flyve, lege på en strand eller svømme med delfiner, mens spørgsmål, som inddrager sanserne, »Hvilke farver ser du?«, »Hvad kan du høre?« og »Er det kold eller varmt?«, fastholder koncentrationen. Gentagen øvelse i rolige omgivelser derhjemme før operationsdagen skaber genkendelse og mestring, som kan anvendes ved anæstesiindledning. Hvis man til tilsynet har lært barnets interesser at kende, kan man eventuelt bruge disse oplysninger til en spontan drømmerejse, som anæstesipersonalet kan lave på operationsdagen. Metoden kan med fordel kombineres med rolig og dyb vejrtrækning, som kan inkorporeres, inden drømmerejsen starter, f.eks. ved at forestille sig, at man forsigtigt puster en sæbeboble [12, 18, 19].

Håndtering af forældrenes præoperative frygt

Det er ikke kun barnet, der kan opleve præoperativ frygt – også forældrene kan føle sig utrygge i situationen [20, 21]. Forældrene kan under anæstesitilsynet med fordel forberedes på, hvordan de hjælper og støtter deres barn mest optimalt op til og på operationsdagen ved at spille en aktiv rolle under forberedelse og indledning af anæstesien (Tabel 3).

Når forældrene er velinformerede, er det lettere for dem at være rolige, og de kan aktivt bidrage til at skabe tryghed for barnet. Omvendt kan ængstelige eller uforberedte forældre utilsigtet overføre deres usikkerhed til barnet. En grundig orientering om forløbet og forældrenes rolle er derfor essentiel [2, 22, 23]. Det kan også med fordel beskrives meget kort i udleveret informationsmateriale (Tabel 3).

Mange af de mest almindelige bekymringer, forældre har, kan adresseres indirekte i den samtale, man har med barnet om anæstesien, f.eks.: »Du skal vide, at vi sidder og passer på dig hele tiden, mens du ligger og drømmer. Mor og far er sammen med dig, når du falder I søvn – og de er der også, når du vågner«.

Planlægning af operationsdagen

Efter at have adresseret den angst, der må forekomme hos barnet og forældrene, er næste skridt at etablere en klar plan for operationsdagen. Dette gøres til anæstesitilsynet, hvor en struktureret gennemgang af anæstesiforløbet sikrer, at alle parter er forberedte og trygge i forløbet, og barnet så vidt muligt inddrages og gives medbestemmelse. Barnet kan f.eks. vælge, om det vil have en bamse med, og om det ønsker at sidde hos mor eller far (Figur 1). Der tages stilling til induktionsmetode og eventuelle afledningsstrategier såsom sæbebobler, hospitalsklovne, mobiltelefon eller VR-briller. En klar plan er særligt vigtig for børn, der skal i anæstesi for første gang, mens børn og familier med gentagne gode erfaringer ikke nødvendigvis behøver nyt tilsyn hver gang, men blot selv fortæller, hvordan det er bedst for ham/hende.

Hos meget bekymrede børn kan der udarbejdes særligt detaljerede planer og individuelle aftaler. Præmedicin kan være et nyttigt supplement, men kan efter vores vurdering aldrig erstatte samtalen. Da det sjældent er den samme anæstesilæge, der udfører tilsynet og møder barnet på operationsdagen, er det væsentligt at forsikre barnet om, at de aftalte planer videregives til personalet på dagen. Alle beslutninger bør derfor dokumenteres grundigt i journalen, så personalet er forberedt, og aftalerne overholdes [2, 3]. Det anbefales desuden at notere, hvilken forælder der deltog i samtalen, så personalet på dagen kan sikre, at den tilstedeværende forælder er bekendt med planerne.

Ændring i planer

Det forekommer, at de planer, der er udarbejdet ved anæstesitilsynet, ikke kan gennemføres, fordi barnet på operationsdagen bliver overvældet af frygt eller bekymring. Det er væsentligt at identificere disse børn i god tid, så planen kan justeres, før barnet ankommer på operationsstuen. Her er et tæt samarbejde mellem modtagende sygeplejerske og anæstesipersonale afgørende for et godt forløb. Justeringerne kan omfatte anlæggelse af venekateter på sengeafdelingen eller i et roligt lokale uden for operationsområdet, skift fra i.v. indledning til inhalationsindledning, ændring af afledningsstrategi eller anvendelse af præmedicin.

I sjældne tilfælde skal planen tilpasses på grund af anæstesifaglige hensyn. I sådanne situationer bør familien informeres så tidligt som muligt, hvorefter der udarbejdes en ny tryg plan.

Fordelen ved et anæstesitilsyn med fysisk fremmøde

Det fysiske anæstesitilsyn rummer særlige kvaliteter, og mange børn oplever øget tryghed ved det personlige møde. For både barn og forældre giver det mulighed for at etablere en relation til en sundhedsperson, mens anæstesilægen opnår en væsentlig indsigt i barnets samarbejdsevne. Et barn, som oplever tillid til behandleren, deltager ofte aktivt og legende i undersøgelsen, hvilket i sig selv bidrager til at styrke forældrenes oplevelse af tryghed i situationen. Det fysiske møde muliggør desuden inddragelse af flere sanser, hvilket reducerer antallet af ukendte faktorer på operationsdagen. Barnet kan f.eks. få lov til at holde og mærke anæstesimasken samt vælge en duft hertil. Barnet kan mærke på et venekateter uden nål for at se, at den er lavet af plastik og ikke er farlig. Lægen kan samtidig inspicere vener og vejlede forældrene i korrekt placering af lokalbedøvende plaster.

Alternativer til fysisk fremmøde

Inden for voksenanæstesien vinder videobaserede konsultationer til præanæstetisk tilsyn i stigende grad indpas [25]. Børn er vokset op med digitale medier og er generelt fortrolige med denne kommunikationsform. Der ses samtidig øget brug af digitalt forberedelsesmateriale, herunder interaktive apps og videoer, hvor sundhedspersonale forklarer procedurer i et alderstilpasset sprog. Flere studier viser, at virtuelle samtaler før anæstesi hos børn kan være både effektive og tidsbesparende. De digitale løsninger giver særligt fordele for familier med lang transporttid, og for nogle børn og forældre kan forberedelsen have større effekt i hjemmets trygge rammer, f.eks. for børn med neurodivergens [26-30].

Der kan dog være udfordringer med at opbygge tillid gennem skærmen. Særligt yngre børn kan have vanskeligt ved at aflæse mimik og nonverbal kommunikation over skærm, hvilket kan vanskeliggøre den ønskede relationen mellem barn og sundhedspersonale [26]. Skolebørn synes derimod at være den mest egnede målgruppe til virtuelle samtaler, da de i højere grad forstår lægens information og kan indgå aktivt i dialogen. En væsentlig begrænsning er, at der ikke kan foretages en objektiv klinisk undersøgelse, hvis dette kræves. Det er desuden afgørende, at de teknologiske løsninger er stabile, sikre og brugervenlige [26, 30].

Konklusion

Mange børn oplever betydelig præoperativ utryghed. Overordnet set handler frygten for børn i alle aldersgrupper ofte om tab af kontrol, smerte, adskillelse fra forældre og det ukendte. Anæstesitilsynet rummer en væsentlig psykologisk dimension, der kan reducere præoperativ frygt og styrke samarbejdet mellem personale, barn og forældre ved anæstesiindledning.