Skip to main content

Detection of micrometastases in sentinel nodes from patients with malignant melanoma

Forskningsassistent Helene Nortvig Abrahamsen: Forf.s adresse: Ivar Huitfeldt Gade 71, DK-8200 Århus N. E-mail: abrahamsen@dadlnet.dk Forsvaret fandt sted den 21. oktober 2004. Bedømmere: Nina Hastrup, Per Guldberg og Hans von der Maase. Vejledere: Torben Steiniche, Stephen J. Hamilton-Dutoit og Ebba Nexø.

1. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Patologisk Institut og Klinisk Biokemisk Afdeling, Århus Universitetshospital og består af fire originalartikler og en oversigt.

Formålet var at optimere undersøgelsen af sentinel node (SN) fra patienter med malignt melanom.

Påvisning af metastaser i SN kræver følsomme metoder, idet tumorvolumen oftest er sparsomt. Rutinemæssigt undersøges SN histologisk til trods for, at denne metode af ressourcemæssige grunde kun undersøger ca. 1% af vævet. Et alternativ/supplement til histologien kunne være kvantitativ real-time RT-PCR af mRNA for melanocytære proteiner i SN.

SNs fra 100 patienter blev undersøgt med ekstensiv histologi bestående af serie/trinsnit samt immunhistokemiske farvninger (Melan-A, S-100, HMB-45). Man fandt, at antallet af patienter med metastaser og benigne nævusinklusioner (BNI) var signifikant øget, sammenlignet med andre studier. Melan-A fandtes velegnet som screeningsmarkør for melanocytære celler. Ingen af de immunhistokemiske farvninger kunne sikkert adskille metastaser og BNI, og vurdering af de cytologiske forhold var afgørende for diagnosen.

Kvantitativ real-time RT-PCR-analyse af MART-1 og tyrosinase-mRNA i SNs fra 95 patienter viste signifikante forskelle på median mRNA-værdierne mellem SNs med metastaser, SNs med BNI og SNs uden histologisk påviselige melanocytære celler. Metodens kliniske anvendelighed var dog begrænset af et betydeligt overlap i mRNA-værdier mellem grupperne. Baseret på metodens høje sensitivitet og høje negative prædiktive værdi for metastaser kunne real-time RT-PCR teoretisk udnyttes som screeningsværktøj i kombination med histologi. Den nøjagtige form af en sådan model vil også afhænge af en mulig klinisk betydning af mRNA-niveauerne.