Development and evaluation of new QT-dispersion measures

Ph.d.-afhandlingen er udarbejdet under min ansættelse som klinisk assistent på hjertemedicinsk afdeling B, Skejby Sygehus, Århus Universitetshospital, 1998-2001.

Pludselig arytmisk død er fortsat et væsentligt klinisk problem, specielt hos patienter, der udskrives efter akut myokardieinfarkt. Vi undersøgte, om den lave prognostiske værdi af QT-dispersion kunne skyldes grundlæggende metodologiske problemer.

Analyse af QT-målinger af 3.500 ekg'er fra tre forskellige populationer viste, at QT-dispersionen er baseret på de QT-intervaller, som er sværest at måle præcist. De måles på de mest flade eller tofasede T-takker. Ved gentagne målinger af disse skifter man ofte mening om, hvorvidt T-takken skal kasseres, eller om hvilken fase slutningen af T-takken skal måles på. Dette resulterer ofte i målefejl på mere end 100 ms. Reproducerbarheden forbedres med 25% ved at beregne QT-dispersionen som forskellen mellem middelværdien af de tre længste og tre korteste QT-intervaller.

Studiet viste også, at middelværdien af de tre længste QT-intervaller er den bedste af alle kendte måder at vælge det prognostiske QT-interval på.

Der er udviklet en testmetode til at skabe kunstige, men realistiske ekg'er med kendt dispersion. Test af den klassiske QT-dispersion vha. testmetoden viste, at den målte dispersion er alt for lang, når den kendte dispersion er kort. Dette vil resultere i en dårlig prognostisk akkuratesse. Modellen blev brugt til at udvikle en ny QT-dispersionsmetode, som løser disse problemer, og som er stabil mht. variationer af basisline og rotation af T-takkens vektorloop.

Den prognostiske akkuratesse for den nye QT-dispersionsmetode evalueres p.t. i et nyt ph.d.-studium.