Skip to main content

Diæt og menopause

Diæt med højt indhold af fede fisk og bælgfrugter ser ud til at udskyde tidspunktet for menopause med ca. 3 år.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

12. jun. 2018
2 min.

Når ovariernes follikelreserve er opbrugt, indtræder menopausen, som defineres som tidspunktet for den sidste menstruation.

De flest kvinder har menopause i 47-55-årsalderen, og medianalderen i Danmark er 51 år. Foruden arv spiller en række andre faktorer ind på alder ved menopausen: F.eks. får rygere menopause ca. 2 år tidligere end ikkerygere, mens høj kropsvægt disponerer til senere menopause. I en ny engelsk undersøgelse med ca. 15.000 kvinder søger man at relatere alder ved menopause til kvindernes kostvaner. På baggrund af data fra 914 kvinder, som fik menopause i løbet af den fireårige observationsperiode, konkluderer forfatterne, at en række diætetiske faktorer er associerede til alder ved menopause. Mens højt indtag af fede fisk og bælgfrugter (f.eks. ærter, bønner og linser) var relateret til en ca. 3 år senere optrådt menopause, var højt indtag af pasta og ris relateret til, at menopausen indtrådte et år tidligere.

Læge Kamma Lund, Center for Forskning og Uddannelse i Almen Medicin, Københavns Universitet, kommenterer: »Tidspunktet for menopausen og hvordan denne periode opleves, varierer fra kvinde til kvinde. Nogle kvinder går igennem perioden uden de store gener, hvor andre er plaget af f.eks. hede- og svedeture samt søvnforstyrrelser. Ligesom kosten muligvis kan påvirke tidspunktet for menopausen, har det også været foreslået, at kost med f.eks. øget indhold af bælgfrugter, kan mindske de menopausale gener. Dette studie bidrager med ny viden om kostens indflydelse på menopausens indtræden. Forskerne bag studiet foreslår, at antioxidanter, som findes i bælgfrugter og stimuleres af Omega-3-fedtsyrer fra fede fisk, muligvis kan påvirke ovariernes follikulære atresi og dermed forsinke menopausens indtræden. Samtidig foreslår de, at raffinerede kulhydrater, som findes i ris og pasta, hos nogle kan nedsætte insulinfølsomheden og derved påvirke kønshormonerne og ægreserven, hvorved menopausen vil indtræde tidligere. Selvom denne forklaringsmodel er interessant, er der forsat behov for yderligere evidens om kostens mulige indflydelse på menopausens indtræden, men inddragelse af kostvejledning i forhold til menopauserelaterede problemstillinger kan fremadrettet være relevant«.

Dunneram Y, Greenwood DC, Burley VJ et al. Diatary intake and natural menopause: results from the UK Women’s Cohort Study. J Epidemiol Comm Health 2018, 30 april (e-pub ahead of print).

Interessekonflikter: ingen.