Skip to main content

Dødsfald og sygdom som følge af infektion med antibiotikaresistente bakterier

Europæisk studie har dokumenteret antallet af dødsfald og øget sygelighed, som kan tilskrives resistente bakterier.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

27. dec. 2018
2 min.

Infektioner med antibiotikaresistente bakterier betragtes med rette som en alvorlig trussel mod vores sundhedsvæsen. Disse infektioner er vanskelige og dyre at behandle, fordi de kræver brug af særlige antibiotika, som typisk også har flere bivirkninger. En ny artikel, som baserer sig på data fra det europæiske overvågningssamarbejde European Antimicrobial Resistance Surveillance Network, gennemgår data fra 2015 og sammenligner udviklingen over tid mellem forskellige lande i 2007-2015. Forfatterne konkluderer, at både dødelighed og sygelighed som følge af infektioner med disse bakterier er stigende. De resistente bakterier rammer især børn under et år og ældre over 65 år. Sygdomsbyrden er størst i lande som Italien, Grækenland, Rumænien og Portugal, mens Danmark ligger i den lave ende sammen med de øvrige nordiske lande.

Professor Henrik C. Schønheyder, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, kommenterer: "Tidligere studier har gennemgående fokuseret på bestemte bakterier, resistensmekanismer eller patientgrupper. Dette studie skiller sig ud ved den systematiske brug af resistensdata for bloddyrkningsisolater i 30 europæiske lande. Der er undersøgt 16 kombinationer af bakterieart og resistenstype bygget på i alt 2.400 modeller for de vigtigste infektionstyper hos indlagte patienter. Analyserne dokumenterer, at de bakterier, som bidrager mest til den samlede byrde af resistente bakterier, er i rækkefølge: Escherichia coli resistent for tredjegenerationscefalosporiner, Staphylococcus aureus med resistens for penicilliner og cefalosporiner og Klebsiella pneumoniae med samme resistenstype som E. coli. På fjerde- og femtepladsen kommer Acinetobacter og K. pneumoniae med carbapenemresistens. I forhold til Danmarks plads i rangordenen er de andre skandinaviske lande bedre placeret og i er selskab med Holland og Estland. Forfatterne har understreget, at den gennemsnitlige byrde af de undersøgte bakterier i europæiske lande svarer til den samlede byrde af influenza, tuberkulose og hiv”.

Cassini A, Högberg LD, Plachouras D et al. Attributable deaths and disability-adjusted life-years caused by infection with antibiotic-resistant bacteria in the EU and European Economic Area in 2015: a population-level modelling analysis. Lancet Inf Dis 5. nov 2018 (e-pub ahead of print).

Interessekonflikter: Ingen