Skip to main content

Dokumentation af lægemiddelordinationer set i et MTV-perspektiv

Stig Ejdrup Andersen: Forf.s adresse: klinisk farmakologisk enhed, H:S Bispebjerg Hospital, Bispebjerg Bakke 23, 2400 København NV. E-mail: sea01@bbh.hosp.dk Forsvaret fandt sted den 29. november 2002. Bedømmere: Jannik Hilsted , Per Buch Andreasen og Mogens Hørder . Vejledere: Hanne Rolighed Christensen , Thomas Gjørup og Jens Peter Kampmann .

2. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen er baseret på to tværsnitsstudier, et kontrolleret, ikkerandomiseret studie og et kvalitativt studie udført under ansættelse på klinisk farmakologisk enhed, H:S Bispebjerg Hospital, og klinisk farmakologisk afdeling Q7642, H:S Rigshospitalet.

Formålet var at gennemføre en medicinsk teknologivurdering til støtte for tilrettelæggelsen af lægemiddelordination på intern medicinske afdelinger. Der fokuseredes på processer, hvor sektor- og/eller faggrænser markerer en overdragelse af ansvar. Medicinanamnesen var ufuldstændig hos hhv. 69% og 70% af patienterne vurderet ud fra et supplerende interview og en medicinliste fra egen læge. De supplerende oplysninger havde en potentiel klinisk betydning for 18% af patienterne. Fejl på grund af overskrivning imellem journal og medicinkardex berørte 64% af patienterne. Hos 54% og 56% af patienterne indeholdt medicinlisterne i epikriserne ikke ordinationer, som var gældende ved udskrivelsen. Efter indførsel af enstrenget medicinark berørte disse fejl stadig 30% af patienterne. Interview med læger og sygeplejersker viste en række kulturelle og strukturelle barrierer imod indførsel af ny teknologi (medicinark), fx motivation og konflikter imellem faggrupper.

Det blev konkluderet, at skrivning af lægemiddelordinationer ofte er forbundet med informationstab. Indførelse af medicinark løser nogle problemer, men forudsætter lederskab og organisatorisk tilpasning. Der er behov for at udvikle systemer, som beskytter imod informationstab ved overgange imellem sektorerne. Ikke alle fejl skal nødvendigvis forhindres, men hvis gældende praksis accepteres, kan der stilles spørgsmål ved hensigtsmæssigheden af den lægemiddelbehandling, som patienterne modtager.