Skip to main content

Dynamic brain PET studies in cirrhosis patients with and without hepatic encephalopathy and before and after TIPS

Læge Peter Iversen: FORF.S ADRESSE: PET Centret, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, Nørrebrogade 30, DK-8000 Århus C. E-MAIL: piv@pet.auh.dk FORSVARET FANDT STED: den 9. oktober 2009. BEDØMMERE: Fin Stolze Larsen og Karin Weissenborn, Tyskland. VEJLEDERE: Susanne Keiding, Albert Gjedde og Peter Ott.

16. okt. 2009
3 min.

Denne ph.d.-afhandling udgår fra PET Centret og Medicinsk Afdeling V (hepatologi og gastroenterologi), Århus Universitetshospital, Århus Sygehus.

Levercirrose er en tilstand med høj morbiditet og mortalitet, og cirka halvdelen af patienterne overlever ikke mere end to år. Cirrose kan føre til portal hypertension og komplikationer som ascites, gastro-øsofageale varicer og hepatisk encefalopati (HE), hvilket fører til svækkelse og fare for tidlig død.

HE er en tilstand med toksisk hjernepåvirkning, som ses ved svært nedsat metabolisk leverfunktion og ved portal hypertension med vaskulære shunter fra portagebetet til det systemiske kredsløb. Ofte er blødning fra øsofagusvaricer den udløsende faktor. Symptomerne strækker sig fra lette personlighedsforstyrrelser til livstruende koma.

Patogenesen er ikke afklaret, men intoksikation med stoffer fra tarmen, der normalt fjernes fra portablodet af leveren, spiller utvivlsomt en rolle. Ammoniak, der bl.a. dannes i tarmen, har i mange år været under mistanke for at være en af flere faktorer. Dette er baseret på fund af forhøjet ammoniak i blodet hos patienter med HE samt dyreeksperimentelle holdepunkter for toksisk ammoniakpåvirkning af hjernens stofskifte og neurotransmission.

Formålet med denne afhandling var dels at afdække, om HE hos cirrotiske patienter kan relateres til et øget antal perifere benzodiazepin-receptorer (PBR) cerebralt, hvilket igen kan relateres til en øget syntese af gammaaminosmørsyre med en hæmmet neurotransmission til følge. Det andet formål var at afdække, om der sker en betydelig ændring i hjernens gennemblødning (CBF) efter planlagt anlæggelse af en transjugulær intrahepatisk portosystemisk shunt (TIPS) hos patienter med levercirrose uden HE.

Det tredje formål var at undersøge, om hjernens energiomsætning er nedsat hos patienter med HE.

Alle patienter og relevante kontrolgrupper blev undersøgt med skanning af hjernen med positronemissionstomografi. I et studie blev de regionale fordelingsvolumina bestemt for PBR-antagonisten [11 C]-PK11195 hos cirrotiske patienter med en akut episode med HE. [11 C]-PK11195 binder sig til PBR med stor affinitet. Studiet afviste hypotesen om et øget antal af PBR. Ligeledes blev der i et andet studie ikke fundet nogen forskel i CBF hos cirrotiske patienter før og efter TIPS-indsættelse. I det sidste studie blev CBF og hjernens iltomsætning (CMRO2 ) undersøgt hos cirrotiske patienter med HE. I alle regioner i hjernen fandtes CMRO2 reduceret til ca. 71% og CBF til ca. 60% af den værdi, som vi fandt hos cirrotiske patienter uden HE og hos raske forsøgspersoner. Dette indikerer, at ændringerne er associeret med HE-tilstanden og ikke med cirrose i sig selv. Data tyder på, at en global dysfunktion af hjernens energistofskifte er et led i udviklingen af akut HE hos patienter med levercirrose.