Skip to main content

E-vitamin og blødningstendens

Reservelæge Nanna Reiter, overlæge Bo Jönsson, overlæge Erik Jansen & overlæge Kurt Espersen H:S Rigshospitalet, HovedOrtoCenteret, Anæstesiafdelingen

5. dec. 2005
4 min.

Ved søgning på internettet kan man oplyses om, at E-vitamin muligvis kan hæmme cancercellers udvikling. Derfor kan man undertiden se et excessivt, ikkelægeordineret indtag af E-vitamin i profylaktisk hensigt.

E-vitamin er den vigtigste antioxidant i humant plasma og er samlebetegnelsen for stofferne tokoferol og tokotrienol, hvoraf der i alt findes otte forskellige former. E-vitamin er et fedtopløseligt vitamin, der indtages med fedtholdige produkter i kosten. D-alfa-tokoferol er den mest aktive form og oftest den, man indtager med kosten eller i form af vitamintilskud. E-vitamin kan stimulere immunsystemet hos ældre. Den daglige anbefalede E-vitamin-dosis er 8-10 mg.

Sygehistorie

En 50-årig kvinde fik foretaget mastektomi og efterfølgende venstresidig mammarekonstruktion med fri transverse rectus abdominis muscle (TRAM)-lap) pga. duktalt mammakarcinom med anaplasigrad II. Ifølge indlæggelsesjournalen indtog
patienten præoperativt ingen medicin. Patienten havde tidligere fået foretaget brystbevarende kirurgi med postoperativ komplikation i form af sivning fra cikatricerne.

Den præoperative koagulationsstatus var normal, og operationen forløb ukompliceret. Peroperativt fik patienten lavmolekylært heparin i tromboseprofylaksedosis, og blodtabet blev estimeret til at være ca. 2,2 l. Postoperativt udvikledes der hæmatom i mammarekonstruktionen, og ved reoperation samme dag udtømtes ca. 700 ml. fra hæmatomet. Det sivede diffust fra lappen, og en ny koagulationsstatus viste international normalized ratio (INR): 1,4 og faktor (II+VII+X): 0,53. Aktiveret partiel tromboplastintid: 44 og trombocytter: 122 mia. pr. l. Hæmatomet gendannedes, og allerede ca. otte timer
efter første reoperation udtømtes yderligere ca. 250 ml koagler, og man observerede diffus hæmoragi. Det fremkom, at
patienten indtog ca. 500 mg. E-vitamin daglig, hvilket er langt over den anbefalede daglige tilførsel. Først efter indgift af i alt fem portioner frisk frosset plasma (FFP), 500 ml trombocytkoncentrat, 1 g cyklokapron og 5 mg K-vitamin ophørte blødningstendensen. Koagulationstallene normaliseredes hurtigt. TRAM-lappen gik tabt og måtte operativt fjernes på fjerde dagen efter rekonstruktionsindgrebet. Tocoferol-koncentra-
tionen blev ikke målt.

Diskussion

Ved en mekanisme, der er uafhængig af den antioxidante
effekt, hæmmer vitamin E trombocytaggregation [1]. Denne mekanisme involverer inhibition af proteinkinase C-aktivering. Den deraf følgende hæmning af trombocytaggregationen er mest udtalt ved brug af blandede tocoferoler end ved brug af alfa-tokoferol alene [2]. Øget blødningstendens ses specielt, når E-vitamin kombineres med en potent trombocytaggregationsinhibitor [3].

Trombocytaggregationshæmningen er koncentrationsafhængig og således større ved høje E-vitamin-koncentrationer. Den inhibitoriske effekt på trombocytaggregationen er dog vidtgående reversibel ved sænkning af E-vitamin-koncentra-
tionen ved tilførsel af FFP [4].

Flere plastikkirurgiske privatklinikker anbefaler på deres hjemmesider, at man på grund af øget blødningstendens undgår E-vitamin 1-2 uger før og efter f.eks. fedtsugning.

I denne sygehistorie tog patienten præoperativt ingen
lægeordineret medicin og havde normal faktor (II+VII+X), APTT og trombocyttal. Den postoperative blødning ophørte først efter indgift af adskillige portioner FFP og trombocytkoncentrat.

Stadig flere patienter indtager forskellige former alternativ medicin. Et amerikansk prospektivt studie fra 2000 viste, at 482 ud af 755 patienter indtog mindst en type kosttilskud præoperativt, herunder vitaminer, hvoraf visse kunne forårsage svær lægemiddelinteraktion og hæmodynamisk instabilitet under operation [5].

Konklusion

Man må antage, at patientens blødningstendens på trods af normal faktor (II+VII+X), APTT og trombocyttal, kunne skyldes det høje daglige E-vitaminindtag. Set i lyset heraf synes det væsentligt ved journaloptagelse at indføre oplysninger om patienternes eventuelle indtag af ikkelægeordineret medicin, naturmedicin og kosttilskud, herunder specielt E-vitamin, idet dette indtag kan have klinisk betydning og derfor bør dokumenteres.


Nanna Reiter , Hostrups Have 20, 1. tv., DK-1954 Frederiksberg C. E-mail: nannareiter@dadlnet.dk

Antaget: 23. oktober 2004

Interessekonflikter: Ingen angivet


Summary

Summary Vitamin E and excessive bleeding Ugeskr Læger 2005;167(49):4664-4666 A case of excessive postoperative bleeding in a 50-year-old woman undergoing breast surgery is reported. Preoperatively, the patient consumed a daily dose of vitamin E of 500 mg, which is far more than the recommended daily intake of 8-10 mg. There is reason to believe that the extensive postoperative bleeding was due to vitamin E-induced inhibition of protein kinase C, which decreases platelet adhesion. Preoperatively, blood samples showed normal prothrombin time index, activated partial thromboplastin time and platelet count, and no other explanation for the excessive bleeding was found.

Referencer

  1. Freedman JE, Keaney JF Jr. Vitamin E inhibition of platelet aggregation is
    independent of antioxidant activity. J Nutr 2001;131:374S-7S.
  2. Liu M, Wallman A, Olsson-Mortlock et al. Mixed tocoferols inhibit platelet
    aggregation in humans: potential mechanisms. AJCN 2003;77:700-6.
  3. Steiner M. Vitamin E, a modifier of platelet function: rationale and use in cardiovascular and cerebrovascular disease. Nutr Rev 1999;57:306-9.
  4. Bakaltcheva I, Gyimah D, Reid T. Effects of alpha-tocopherol on platelets and the coagulation system. Platelets. 2001;12:389-94.
  5. Kaye AD, Clarke RC, Saber R et al. Herbal medicines: current trends in anesthesiology practice-a hospital survey. J Clin Anesth 2000;12:468-71.