Skip to main content

The effectiveness of highly active antiretroviral therapy in HIV-infected patients

Læge Søren Jensen-Fangel: Forf.s adresse: Skt Pauls Gade 17, 3. th., DK-8000 Århus C. E-mail: fangel@dadlnet.dk Forsvaret finder sted torsdag den 11. november 2004, kl. 14.00, Auditorium 424, Anatomisk Institut, bygning 230, Universitetsparken, Aarhus Universitet. Opponenter: Peter Skinhøj og Kaare Christensen .

1. nov. 2005
2 min.

Doktordisputatsen er baseret på ni originalarbejder og en sammenfattende oversigt, og udgår fra Infektionsmedicinsk Afdeling, Århus Universitetshospital.

Prognosen for hiv-infektion er forbedret betydeligt efter indførelsen af antiretroviral kombinationsbehandling i 1996, med et eklatant fald i såvel incidensen af nye aids-definerende tilstande, som i dødeligheden blandt hiv-inficerede patienter i Danmark. Afhandlingen omhandler aspekter vedrørende udviklingen i hiv-epidemien i Vestdanmark, herunder effekten af den implementerede antiretrovirale kombinationsbehandling. En væsentlig del af afhandlingen bygger på data fra et populationsbaseret kohortestudie omfattende alle patienter tilknyttet hiv-behandlingscentrene i Jylland og på Fyn.

En række forhold er vist at påvirke udfaldet af hiv-behandling, såsom brugen af suboptimale behandlingsregimer, nedsat komplians i medicinindtagelsen, selektion af resistent virus, bivirkninger med behandlingsophør til følge, samt graden af immundefekt ved behandlingsstart. I afhandlingen diskuteres flere af disse forhold, herunder brugen af saquinavir hard gel capsule (SQVhgc) som proteasehæmmer-del, frekvensen af skift i, eller ophør med den initierede behandling, betydningen af race/etnicitet for behandlingsudfaldet, samt mulige prædiktorer for klinisk progression af hiv-sygdommen trods potent antiretroviral behandling.

I overensstemmelse med rapporter fra den nationale hiv/aids-overvågning fandt vi, at der op gennem 1990'erne er sket et skift i hiv-epidemien i Vest-Danmark. En stigende andel af de nydiagnosticerede hiv-inficerede patienter er heteroseksuelt smittede og af ikkedansk oprindelse, hvoraf mange kommer fra højendemiske områder, og især fra det afrikanske kontinent.

Effekten af antiretroviral kombinationsbehandling på dødeligheden hos hiv-patienter er veldokumenteret, med en væsentlig forlænget overlevelse blandt patienterne til følge. Dødeligheden blandt hiv-patienter er i høj grad afhængig af sværhedsgraden af hiv-relateret immundefekt ved behandlingens påbe-gyndelse. Patienter, der starter behandling inden de udvikler svær immundefekt (CD4-celletal ≥200×106 /l) har kun en moderat overdødelighed i forhold til baggrundsbefolkningen. Om end standardiserede mortalitetsrater med brug af forskellige referencegrupper skal tolkes med forsigtighed, synes denne at være sammenlignelig med overdødeligheden fundet i studier af mortaliteten blandt yngre insulinbehandlede diabetespatienter.