Skip to main content

Effekt af antibiotika ved asymptomatisk bakteriuri

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

22. maj 2015
2 min.

Asymptomatisk bakteriuri et hyppigt fund hos især ældre og personer med diabetes. Mange får antibiotika, men indikationen for denne behandling er tvivlsom. Formålet med dette Cochranereview var at evaluere effekt og sikkerhed af antibiotisk behandling af asymptomatisk bakteriuri hos ikkegravide voksne. Mere specifikt var formålet at undersøge antibiotikas effekt mht. udvikling af symptomatisk urinvejsinfektioner (UVI), UVI-relaterede komplikationer, mortalitet, ophør af bakteriuri, resistensudvikling samt forekomst af bivirkninger.

Reviewet omfattede ni studier, heraf syv randomiserede forsøg, som blev vurderet til at være af medium-høj kvalitet. Det samlede antal forsøgsdeltagere var 1.614. Ved sammenligning af antibiotisk behandling og placebo/ingen behandling fandtes ingen signifikante forskelle mht. udvikling af symptomatisk UVI (relativ risiko (RR) 1,11; 95% konfidens-inerval (KI): 0,51-2,43), komplikationer (RR: 0,78; 95% KI: 0,35-1,74) eller mortalitet (RR: 0,99; 95%: KI 0,70-1,41). Ophør af bakteriuri sås hyppigere blandt dem, som fik antibiotika (RR: 2,32; 95% KI: 1,11-4,83), men denne gruppe oplevede samtidig flere bivirkninger (RR: 3,77; 95% KI: 1,40-10,15). Påvirkning af nyrefunktion lod ikke til at forekomme. Data tillod ikke nogen endelige konklusioner mht. resistensudvikling efter antibiotisk behandling.

Læge, ph.d.-studerende Anne Holm og professor Lars Bjerrum, Afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, kommenterer: »Dette review slår endelig fast, at man ikke sparer patienterne for komplikationer ved at behandle asymptomatisk bakteriuri, men derimod påfører dem bivirkninger. Vi bør derfor ikke undersøge urin hos symptomfrie patienter eller foretage kontroldyrkning af urinen efter endt antibiotisk behandling, medmindre patienten er gravid eller skal have foretaget urologiske procedurer, da et positivt dyrkningssvar ikke får behandlingsmæssig konsekvens«.

Interessekonflikter: ingen

Zalmanovici Trestioreanu A, Lador A, Sauerbrun-Cutler MT et al. Antibiotics for asymptomatic bacteriuria. Cochrane Database Syst Rev 2015;4:CD009534 (epub ahead of print).