Effekt af rehabilitering efter myokardieinfarkt hos ældre
Tiden efter et myokardieinfarkt betyder noget. Et nyt studie har undersøgt effekten af en større rehabiliteringsindsats med medicinsk optimering, kostvejledning og fysisk genoptræning.


Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk
Det synes oplagt, at rehabilitering efter alvorlig sygdom giver mening. Men det er ofte ikke videnskabeligt dokumenteret. Et studie fra Italien har undersøgt effekten af rehabilitering efter et akut myokardieinfarkt på 1-årsoverlevelsen.
Professor Thomas Maribo, Institut for Folkesundhed – Sektion for Sundhedsfremme og Sundhedsvæsen, Aarhus Universitet, kommenterer: »Evidensen bag rehabilitering efter iskæmisk hjertesygdom er stærk, og hjerterehabilitering er en integreret del af behandlingen. Men viden om hjerterehabilitering til de ældste er mangelfuld, da mange randomiserede studier har haft fokus på en yngre målgruppe. Et randomiseret multicenterstudie fra Italien har inkluderet 512 patienter over 65 år med nedsat fysisk funktion en måned efter et akut myokardieinfarkt. Patienterne blev fordelt til en rehabiliteringsindsats, der indeholder samme komponenter som de danske anbefalinger, eller sædvanlig behandling, som bestod af hospitalskontrol. Medianalderen var 80 år, og to tredjedele var vurderet til at have en grad af skrøbelighed. Det er altså en gruppe, der minder om danske patienter. Efter et års opfølgning havde interventionsgruppen signifikant lavere risiko for det kombinerede outcome: kardiovaskulær død eller ikkeplanlagt kardiovaskulær indlæggelse (12,6% vs. 20,6%, HR 0,57). Effekten skyldtes primært færre genindlæggelser. Der sås også forbedringer i fysisk funktion og livskvalitet uden alvorlige bivirkninger. Resultaterne understøtter, at ældre patienter bør tilbydes hjerterehabilitering efter indlæggelse for iskæmisk hjertesygdom, også den gruppe, der har nedsat funktionsevne. Studiet peger på, at individuelt tilpassede forløb er mere relevante end standardiserede interventioner alene. Dog er der begrænsninger: Kun patienter med bevaret kognitiv funktion blev inkluderet, og da patienterne blev inkluderet en måned efter udskrivelse, kan resultaterne naturligvis kun overføres til dem, der overlever 30 dage. Samlet giver studiet vigtig evidens for, at en bred, helhedsorienteret rehabiliteringsindsats kan reducere indlæggelser og forbedre funktionen blandt ældre med iskæmisk hjertesygdom«.
Tonet E, Raisi A, Zagnoni S, et al. Multidomain Rehabilitation for Older Patients with Myocardial Infarction. N Engl J Med. 2025; 393:973-82. https://doi.org/10.1056/NEJMoa2502799
Interessekonflikter ingen