Effekten af et minuts intervention på alkoholindtag
Alkoholbehandling er kompleks, hvorfor mange patienter hverken opspores eller behandles på trods af alkoholens alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser.

Redigeret af Camilla Dalby Hansen, camilla.dalby.hansen@rsyd.dk
Godt 400.000 danskere har et moderat alkoholproblem, og 67.000 har et svært alkoholproblem. Alligevel findes der stadig ingen enkel løsning på, hvordan problemet skal behandles. I dag bygger indsatsen typisk på en kombination af medicin og samtalebaserede tilgange som motiverende samtaler, kognitiv adfærdsterapi og andre terapiformer. Et nyt studie har undersøgt effekten af et minuts ultrakort intervention på alkoholforbruget hos mennesker med skadeligt alkoholoverforbrug i almen praksis.
Professor, dr.med., Ulrik Becker, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, kommenterer: »Kort intervention: SBIRT – Screening and Brief Intervention Referral to Treatment, bestående af screening og korte, motiverende samtaler har været kendt i de sidste 25 år og vundet stor udbredelse. Der er mere end 80 randomiserede studier af effekten af kort intervention på patienter med alkoholproblemer. De fleste er gode, men stærkt kontrollerede efficacy-studier på selekterede grupper af patienter, og disse studier dokumenterer signifikant effekt af kort intervention. Det aktuelle studie føjer sig til en række efficiency-studier, som langt mere ligner den kliniske virkelighed, vi arbejder i, og i den situation ser det ikke ud til, at kort intervention virker. Det største problem er formentlig, at det er nødvendigt at investere rigtig meget i implementering, hvis det skal lykkes. Det gælder uddannelse, forankring, ledelsesmæssig opbakning, opfølgning, kontakt til behandlingssystemet og meget mere. Og så er det også lidt naivt at tro, at et alkoholproblem, der for mange har stået på i adskillige år, kan fikses med en ultrakort intervention på mindre end et minut og en folder. En anden forklaring på det negative resultat er, at selv det at screene har en effekt, hvilket nogle studier kunne tyde på«.
Interessekonflikter ingen