Skip to main content
Akademisk afhandling

Effekter af IL-6 og IL-10 på differentiering af humane dendritceller

Cand.scient. Jacob Nersting: Forf.s adresse: Institut for Inflammationsforskning, afd. 7521, H:S Rigshospitalet, Tagensvej 20, DK-2200 København N. E-mail: jnersting@hotmail.com Forsvaret finder sted den 13. april 2004, kl. 12.00, Dam Auditoriet, Panum Instituttet, Blegdamsvej 3B, København. Bedømmere: Carsten Røpke, cand.scient. Ralf Agger og Torben Barington . Vejledere: Cand.scient. Morten Svenson, Klaus Bendtzen og Mogens Claesson

4. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-studiet er udført på Institut for Inflammationsforskning, H:S Rigshospitalet. Afhandlingen beskriver effekten af IL-6 og IL-10 på dendritcelle (DC)-differentieringen af monocytter i kulturer med IL-4 og GM-CSF. Nedsat ekspression af DC-markørerne CD23 og CD1a samt ekspression af makrofagmarkøren CD14 indicerede, at IL-6 og IL-10 faciliterer makrofagdannelse på bekostning af DC-differentiering.

IL-10 var mere potent end IL-6 til at hæmme DC-udviklingen, men deres effekter var kvalitativt ens: For begge cytokiner sås kun ekspression af CD14 og inhibition af CD83-opregulering ved monocytdensiteter over ~3×105 /ml, tydende på, at reguleringen af disse markører involverer sekundære mediatorer. Hvorvidt disse er celleassocierede eller secernerede er uvist, men neutralistationseksperimenter udelukkede M-CSF som en afgørende faktor.

I modsætning til CD14/CD83 var ekspressionen af CD23/CD1a følsom for IL-6 og IL-10 ved alle celledensiteter, tydende på differentiel regulering af disse markørpar.

Sammenlignet med CD1a/CD23 afspejlede CD14/CD83 mere nøjagtigt de funktionelle konsekvenser af IL-6- og IL-10- tilsætning, idet nedsættelsen af cellernes allostimulatoriske kapacitet (MLR) som følge af IL-6 eller IL-10, ligeledes aftog ved lav celledensitet.

Parallelt udførtes et studie af DC-modning induceret ved såkaldt monocytkonditioneret medium. Det konkluderes, at dette medium ikke er DC-stimulatorisk medmindre det tilsættes LPS. Dets tidligere foreslåede kliniske anvendelse ved DC-immunterapi må derfor udelukkes.

Afhandlingen belyser mulige mekanismer af endogen DC-regulering, og hvordan DC kan manipuleres in vitro. Dette bidrager til forståelsen og på sigt behandling af immunologisk betingede sygdomme.