Skip to main content

Eksperters vurdering af best practices i levering af sundhedsydelser til indvandrere i Danmark

Natasja Koitzsch Jensen, Signe Smith Nielsen & Allan Krasnik

23. mar. 2011
2 min.




Introduktion

Levering af sundhedsydelser til indvandrere er et felt, der er under udvikling, og som der er stigende opmærksomhed omkring. Morbiditets- og mortalitetsmønstre hos indvandrere vil ofte adskille sig fra majoritetsbefolkningens, og i mange tilfælde har indvandrerpopulationerne dårlige sundhedsudfald. Desuden rapporteres det i danske såvel som udenlandske studier, at sundhedsprofessionelle støder på problemer i mødet med indvandrerpatienterne.

Materiale og metoder

En Delphiproces med fokus på »best practice i levering af sundhedsydelser til indvandrere« blev gennemført med otte danske eksperter, herunder to deltagere fra den akademiske verden, en fra en ngo, to politiske beslutningstagere og tre praktiserende behandlere. Eksperterne foreslog indledningsvis 60 forskellige faktorer af betydning for levering af sundhedsydelser til indvandrere. Disse blev kondenseret til 32 faktorer, inden faktorerne igen blev forelagt eksperterne. I første omgang blev faktorerne udsendt til eksperterne, for at de kunne vurdere vigtigheden af hver enkelt faktor, og dernæst blev de forelagt eksperterne med henblik på at opnå konsensus. Data blev indsamlet i perioden fra juni 2008 til januar 2009, og indsamlingen blev gennemført som et led i et større EU-projekt.

Resultater

I artiklen præsenteres de 11 faktorer, der af eksperterne blev vurderet til at have den største betydning for levering af sundhedsydelser til indvandrere. De tre vigtigste faktorer er adgang til tolke, kvalitet af tolkeservicen og sikring af komplians inden for medicinområdet. Disse efterfølges af faktorerne tilstrækkelig tid i konsultationen, sammenhæng i tilbud, interdisciplinært samarbejde, afsættelse af resurser, behandlerens rolle, anerkendelse af den enkelte patient, uddannelse af sundhedsprofessionelle og studerende samt mulighed for tolkning over telefonen.

Konklusion

En Delphiproces kan være et værdifuldt værktøj til at opnå konsensus blandt eksperter på et givet område – i dette tilfælde i forhold til levering af sundhedsydelser til indvandrere. Delphiprocessen kan være med til at skabe et beslutningsgrundlag for fremtidige politiske beslutninger. Set i lyset af fundene i dette studie kan det virke paradoksalt, at man fra politisk hold ønsker at indføre brugerbetaling på tolkebistand for personer, der har opholdt sig mere end syv år i Danmark fra juni 2011. Da det kan forventes, at gruppen af indvandrere med ophold i Danmark på over syv år og begrænsede danskkundskaber i forvejen vil høre til blandt de mest udsatte og sårbare indvandrere, vil dette tiltag sandsynligvis føre til en yderligere marginalisering af en allerede udsat gruppe. En mere fleksibel organisering og finansiering af arbejdet i almen praksis som eksempelvis mulighed for længere konsultationer for sårbare grupper, herunder for nogle indvandrere, kan give rum til at nedbryde eventuelle kulturelle barrierer mellem læge og patient.

Dette er et resume af en originalartikel publiceret på www.danmedbul.dk som Dan Med Bul 2010;57(9):A4170.