Skip to main content

En udvidet model for diagnostik af kronisk obstruktiv lungesygdom

Diagnosen kronisk obstruktiv lungesygdom medtager i dag ikke fund fra billeddiagnostik. En ny undersøgelse samler både kendte diagnostiske mål og billeddiagnostik i en ny model for diagnostik af sygdommen.

Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk

9. jul. 2025
2 min.

Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) diagnosticeres i dag på kliniske data og en lungefunktionsundersøgelse. Men sygdommen forudgås af forandringer i lungevæv forud for en egentlig funktionsændring. Et nyt studie har forsøgt at inkludere lungevævsforandringer fra billeddiagnostik i den samlede diagnose.

Professor, overlæge Ulla Møller Weinreich, Aalborg Universitetshospital, kommenterer: KOL-diagnosen diskuteres i disse år. Global initiative for chronic obstructive pulmonary disease (COPD) har lanceret Preserved ratio with impaired spirometry (PRISm) og pre-COPD som begreber i de senere år som definitioner for ikkeobstruktive patienter. Prævalensen af PRISm i dette studie er sammenlignelige med de 12% beskrevet af Robertson et al. i en nylig metaanalyse. Det bemærkes, at 77% af den nonobstruktive kohorte er overvægtige eller svært overvægtige, næsten halvdelen af gruppen er svært overvægtige. Dette er en væsentlig konfounder i artiklen. Artiklen foreslår age-related obstructivity som forklaring på den obstruktive ikke-KOL-gruppe – selv om gennemsnitsalderen i gruppen er 57 år. COPD-Gene og CanCOLD har ikke foretaget reversibilitetstest eller provokationstest på forsøgspersonerne. Disse har en rigtig i øvrigt god lungefunktion og en betydelig rygeanamnese. Der er stadig > 60% overvægtige og svært overvægtige. Der er ingen beskrivelse af bronkiektasier på CT. Både astma, adipositas og bronkiektasi kan være forklaring på obstruktiv lungefunktionsnedsættelse uden KOL. Særligt adipositas savner jeg diskuteret i artiklen.

Interessekonflikter ingen