Epidemiology of dermatophytosis and experimental dermatophytosis in an animal model

Afhandlingen udgår fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

Dermatofytter er en gruppe af svampe, som forårsager infektion i hud, hår og negle hos mennesker og dyr. Formålet var at belyse epidemiologiske aspekter af dermatofytose samt at optimere og evaluere en dermatofyt-dyre-model udarbejdet til at teste antimykotika samt nye diagnostiske metoder.

Dermatofytætiologien kan forandre sig på grund af immigration, krige og socioøkonomisk udvikling. For at belyse en eventuel ændring i speciessammensætningen blev data fra rutineundersøgelser af 24.752 hud-, hår- og negleprøver analyseret på Mykologisk Laboratorium, Statens Serum Institut, København, i 2003, sammenlignet med tidligere publicerede data fra 1993. Antallet af negleprøver var firedoblet samtidig med, at positivraten var steget. Trichophyton rubrum var den hyppigst isolerede species. Andelen af infektioner forårsaget af de antropofile dermatofytter, T. violaceum, T. tonsurans og Microsporum audouinii, steg fra 1,0% (n = 38) i 1993 til 2,8% (n = 154) i 2003. M. canis var den hyppigst isolerede species fra hår og T. violaceum var den næsthyppigste. Opmærksomhed på dette ætiologiske skift er vigtig, da den kliniske præsentation af endemiske antropofile dermatofytter kan være mere diskret, og da der er risiko for epidemier.

Det andet epidemiologiske studie undersøgte prævalensen af neglesvamp hos diabetiske patienter. I Vesteuropa er prævalensen 2,8-11%. I vores undersøgelse havde 22% af diabetikerne neglesvamp med øget forekomst hos ældre og patienter med svære negleforandringer. En fremtidig undersøgelse af behandlingseffekten hos denne patientgruppe kunne være interessant, især fordi neglesvamp er blevet associeret med udvikling af diabetiske fodsår.

En dermatofyt-dyre-model (marsvin), som skulle anvendes til test af nye antimykotika samt evaluering af diagnostiske metoder, blev optimeret og evalueret. Dermatofytterne T. mentagrophytes og M. canis blev valgt. Dermatofytinfektionen blev konfirmeret ved histologi og evalueret ved mikroskopi og dyrkning. Modellens anvendelighed blev bekræftet ved evaluering af en pan-dermatofyt-PCR og ved behandling med peroral indgift af itraconazol og voriconazol (VCZ). I forbindelse med det sidstnævnte antimykotikum blev farmakokinetiske undersøgelser udført. VCZ-koncentration blev målt i mikrodialysat, fuldblod og hudbiopsier ved hjælp af HPLC tre timer efter peroral indgift. Alle de fundne koncentrationer var højere end publicerede MIC-værdier for M. canis. VCZ blev opkoncentreret i huden ligesom tidligere vist at være tilfældet for andre azoler. Studiet viste endvidere, at VCZ er effektiv til behandling af M. canis -dermatofytose i en dyremodel. Fremtidige studier må vise, om VCZ får en plads i den humane dermatofytbehandling.