Epiduralblokaden betragtes som den mest effektive smertelindring under fødslen og anvendes ved cirka 25% af alle fødsler i Danmark. Selvom brugen af epiduralblokade kan medføre et øget behov for vestimulerende medicin, øger den ikke risikoen for brug af sugekop eller konvertering til kejsersnit. Det har dog ikke været undersøgt, om brugen af epiduralblokade under fødslen påvirker risikoen for maternelle komplikationer.
Overlæge og professor Thomas Bergholt, Afdelingen for Kvindesygdomme, Graviditet og Fødsler, Herlev og Gentofte Hospital, kommenterer: »Studiet beskriver erfaringerne med anvendelse af epiduralblokade blandt gravide og fødende i Skotland fra 2007 til 2019 fra graviditets uge 24 + 0 til 42 + 6. Forfatterne har anvendt flere nationale registre og inkluderet i alt 567.216 gravide kvinder i analyserne. Det primære effektmål i studier er alvorlig sygelighed hos mødrene: severe maternal morbidity. Dette er et sammensat effektmål, der inkluderer flere forskellige alvorlige og sjældne sygdomme hos moderen. Det konkluderes, at anvendelse af epiduralblokade under fødslen reducerer forekomsten af svær sygelighed hos de fødende med 35%, og at denne reduktion overvejende ses hos kvinder, der føder for tidligt, og hos dem, der får epiduralblokaden af medicinsk årsag. Men sammensatte effektmål i observationelle studier skal mane til eftertanke hos læseren, da de enkelte sygdomme i sammensatte effektmål ofte kan forklares ved forskellige biologiske mekanismer, og man kan derfor som udgangspunkt ikke udtale sig om en mulig årsagssammenhæng. Men studiet viser, at det ikke ser ud til, at anvendelse af epiduralblokade hos fødende kvinder øger den samlede risiko for alvorlig sygelighed hos mødrene. Og det er godt for de mange gravide og fødende, som hvert år får epiduralblokade under fødslen«.
Interessekonflikter ingen