Skip to main content

EPO forbedrer hukommelsesprocesser ved affektiv sygdom

Et dansk randomiseret dobbeltblindet studie med patienter med affektiv sygdom viste øget aktivitet i hjerneområder relevante for hukommelsesprocesser efter behandling med erythropoietin (EPO). Effekten korrelerede til forbedret genkaldelse ved test.

Foto: Wikipedia.
Foto: Wikipedia.

Redigeret af Jeanet Bauer, jeanett.oesterby.bauer@regionh.dk

2. aug. 2016
2 min.

Et dansk randomiseret dobbeltblindet studie med patienter med affektiv sygdom viste øget aktivitet i hjerneområder relevante for hukommelsesprocesser efter behandling med erythropoietin (EPO). Effekten korrelerede til forbedret genkaldelse ved test.

Ved affektiv sygdom er der ofte påvirkning af kognitive funktioner som hukommelse og koncentration. Påvirkningen ses også i stemningsneutrale faser og kan medføre funktionshæmning. Der eksisterer ikke specifikke behandlingsmuligheder, hvilket afspejler manglende viden om de præcise neuronale mekanismer bag de kognitive deficit. I tidligere studier har man peget på sammenhæng med ændret aktivitet i mediale temporale regioner inklusive hippocampus og mediale og dorsolaterale præfrontale cortex. Behandling med EPO har vist neuroprotektiv og neurotrofisk effekt og bedring af kognition.

Undersøgelsen var en del af to randomiserede dobbeltblindede studier, hvor henholdsvis patienter med behandlingsresistent depression og patienter med bipolar lidelse i remission fik infusion med enten saltvand eller EPO ugentligt i otte uger. EPO havde positiv effekt på kognition, ledsaget af øget volumen af hippocampus. Formålet med det aktuelle studie var at undersøge, om effekten var ledsaget af funktionelle ændringer. Patienterne fik foretaget funktionel MR-skanning (fMRI) ved baseline og seks uger efter afsluttet behandling, mens de løste opgaver med billedkategorisering og genkaldelse. I alt 84 patienter blev inkluderet, og man fik fuldstændige data på 62. fMRI viste øget aktivitet i dorsolaterale præfontale cortex og temporo-parietale regioner, men ikke i hippocampus. Effekten var ikke afhængig af ændringer i stemningsleje, antal røde blodlegemer, blodtryk eller medicin.

Overlæge og klinisk lektor Claudio Csillag, Psykiatrisk Center Nordsjælland, kommenterer: »Studiet, som er baseret på data fra to tidligere publicerede randomiserede undersøgelser, viste en korrelation mellem EPOs gavnlige effekt på kognition og øget aktivitet i relevante kortikale områder, dog mod forventning ikke i hippocampus. Dette underbygger EPOs potentielle terapeutiske anvendelse og åbner muligheden for at undersøge, som også påpeget af forfatterne, om kortikale aktivitetsmønstre kan anvendes som surrogatmarkør ved vurdering af kognitive funktioner. Dette kan være relevant, ikke alene hos patienter med bipolar lidelse i remission og med behandlingsresistent depression, men også i større patientgrupper, såsom patienter med recidiverende depression med vedvarende kognitive deficit«.

Miskowiak KW, Macoveanu J, Vinberg M et al. Effects of erythropoietin on memory-relevant neurocircuitry activity and recall in mood disorders. Acta Psychiatr Scand 3. jun 2016 (e-pub ahead of print). doi: 10.1111/acps.12597.

Interessekonflikter: Ingen