Skip to main content

Er halvsidigt ansigtsudslæt altid herpes zoster?

10. sep. 2018
2 min.

En tidligere rask 35-årig mand med et halvsidigt ansigtsudslæt blev henvist til en dermatologisk afdeling obs. herpes zoster. Han havde ca. tre uger før henvisningen pådraget sig en rift, hvor den omkringliggende hud blev tiltagende rød, skællende og pusfyldt trods antibiotikabehandling.

Der blev foretaget svampeskrab, og den direkte mikroskopi viste septate svampehyfer. Der var negativ fluorescens af øjenbrynshår ved Wood‘s light. Ved dyrkning blev der fundet Trichophyton erinacei, som er en zoofil svamp, der kan overføres fra f.eks. gnavere. Yderligere anamnese afslørede, at hans hustru også udviklede skællende elementer, og man havde derfor mistanke om, at smitten stammede fra familiens marsvin, der havde haft pelsforandringer og derfor var blevet aflivet. Patienten blev behandlet med peroral terbinafin 250 mg i seks uger kombineret med topikal antimykotika [1].

Tinea faciei, ringorm i ansigtet, er en dermatofytinfektion. Sygdommen kan ses hos personer i alle aldersgrupper, men er hyppigst hos børn og personer i alderen 20-40 år [2]. Diagnosen bør overvejes ved manglende effekt af antibiotisk behandling, eller hvis andre i familien også udvikler elementer i huden.

 

Viktoria Vandrup Sigsgaard. 

E-mail: vivs@regionsjaelland.dk

Ditte Marie L. Saunte, Susanne Fabricius & Gregor E.B. Jemec

Dermatologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Roskilde

Publiceret på ugeskriftet.dk: 10. september 2018

Interessekonflikter: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk

 

Referencer

LITTERATUR

  1. Tey HL, Tan AS, Chan YC. Meta-analysis of randomized, controlled trials comparing griseofulvin and terbinafine in the treatment of tinea capitis. J Am Acad Dermatol 2011;64:663-70.

  2. Dev T, Saginatham H, Sethuraman G. Tinea faciei: challenges in the diagnosis. J Pediatr 2017;187:331.