Ernæring og kosttilskud ved kronisk inflammatorisk tarmsygdom

Kronisk inflammatorisk tarmsygdom (inflammatory bowel disease (IBD)) omfatter colitis ulcerosa og Crohns sygdom. Begge nødvendiggør ofte medicinsk behandling og præges af perioder med aktiv inflammation vekslende med klinisk remission. Symptomer på opblussen fra tarmkanalen kan være diarré, blod i afføringen og mavesmerter. Hos op til en femtedel af patienterne ses tillige ekstraintestinale manifestationer såsom ledsmerter samt øjen- og hudforandringer. Et flertal af patienterne kan identificere fødevarer, der enten forbedrer eller forværrer tendensen til diarré, mavesmerter og oppustethed, og hovedparten ændrer kostvaner, efter at de har fået diagnosen [1]. Samtidig kan ingen særlig diæt generelt anbefales eller frarådes [2]. En individualiseret ernæringsvejledning kan være nødvendig. I denne artikel sammenfattes den nuværende viden om ernæring og kosttilskud ved IBD.

ERNÆRINGSSTATUS, VITAMINER OG MINERALER

Underernæring ved IBD kan skyldes nedsat kostindtagelse, malabsorption, tab af næringsstoffer fra tarmen samt et øget behov for energi og protein pga. inflammation. I nyere studier har man fundet underernæring hos 6-7%, hyppigst efter tarmresektion og ved fistelsygdom [3].

Vitamin- og mineralmangel er hyppig ved IBD og ledsages ikke altid af kliniske symptomer eller underernæring. Nedsat muskelstyrke er ofte forbundet med vitamin- og mineralmangel. Vitamin- og mineralstatus, navnlig for B₁₂-vitamin, D-vitamin, jern, folinsyre og zink, er nedsat ikke alene hos underernærede og tyndtarmsopererede patienter med IBD, men også hos patienter, der er i remission [3]. Især ved Crohns sygdom har man set et nedsat indtag af A-, C- og B₁₂-vitamin samt riboflavin, tiamin, folinsyre, kalk, fosfor og jern i forhold til indtaget hos raske. I Tabel 1 gives en oversigt over de vigtigste vitaminer og mineraler, der kan mangle hos patienter med IBD [4]. Jernmangel er den hyppigste mineralmangel ved IBD, og peroral eller intravenøs substitution anbefales ved jernmangel. B₁₂-vitaminmangel forekommer ofte efter resektion af terminale ileum og ses ved nedsat indtag af kød og mælk. I begge tilfælde er tilskud som regel nødvendigt.

LAKTOSE

Primær laktoseintolerans forekommer hos 6-10% af de etniske danskere og ikke hyppigere hos patienter med IBD. Sekundær laktoseintolerans, påvist ved laktosebelastning eller tyndtarmsbiopsi, ses hos en tredjedel
af patienterne med Crohns sygdom, navnlig ved tyndtarmssygdom og aktiv sygdom. Patienter, der har IBD og symptomer, der er forenelige med symptomerne ved irritabel tarm (irritable bowel syndrome (IBS)), rapporterer hyppigt om diarré, mavesmerter og oppustethed ved indtag af mælk og mælkeprodukter. Det er uvist, om der er tale om laktosemalabsorption eller intolerans over for andre bestanddele i mælken [5]. Dog tåles små mængder laktose af de fleste, og smør og faste oste kan indtages frit. Plantedrikke, der er baseret på mandler, havre, ris eller soja er ikke gode erstatninger for mælk, bl.a. pga. det høje indhold af simple kulhydrater og det lave indhold af protein og kalk.

GLUTEN

Korn, mel og gryn er i Danmark de vigtigste kilder til fuldkorn og kostfibre samt bl.a. protein, B-vitaminer og mineraler. I en glutenfri diæt erstattes hvede, rug og byg ofte af majs, ris, hirse og produkter, der er baseret på hvedestivelse. De glutenfri stivelsesprodukter har ofte et lavt indhold af fuldkorn og fibre, og rismel har
et højt indhold af arsen; en del færdige glutenfri brødprodukter har et højt fedtindhold [6]. En glutenfri diæt er derfor ikke altid ensbetydende med en sund kost, men kræver omtanke og undertiden vejledning. I et
observationsstudium med 1.647 patienter med Crohns sygdom har man fundet en sammenhæng mellem reduktion i glutenindtag og mindre træthed (fatigue) hos knap 10%, men der foreligger ikke kontrollerede kliniske studier [7]. Glutenfri diæt kan derfor ikke generelt tilrådes ved IBD.

KOSTFIBRE

Kostfibre er plantepoly- og oligosakkarider, der ikke nedbrydes af tyndtarmens enzymer og uændret passerer til colon [8]. Fibrene nedbrydes (fermenteres) i varierende grad af bakterier, hvorved der dannes kortkædede fedtsyrer samt kuldioxid, hydrogen og metan. Kostfibre opdeles i vandopløselige/viskøse (f.eks. psylliumfrøskaller, havre og inulin) og vanduopløselige
(f.eks. hvedeklid) samt efter deres evne til fermentering. Et nedsat indtag af fibre er i observationsstudier fundet at være forbundet med øget risiko for at udvikle IBD. Samtidig ses et nedsat antal indlæggelser og færre kirurgiske indgreb hos patienter, der har et højt fiberindtag [9]. På trods heraf reducerer op til 30% af patienterne med Crohns sygdom fiberindtaget. Derimod fandt man i en kohorte af patienter med colitis ulcerosa ingen bivirkninger ved indtag af op til 60 g fibre dagligt, hvilket er det dobbelte af de nordiske anbefalinger. Observationsstudierne kan være behæftet med betydende selektionsbias. Randomiserede studier af fiberindtag ved IBD omfatter tre studier med patienter med Crohns sygdom og 11 studier med patienter med colitis ulcerosa. Hovedparten af studierne er gennemgået i et systematisk review [10]. Der er ikke påvist hverken positiv eller skadelig effekt af kostfiberindtag i randomiserede studier med patienter med Crohns sygdom. Ved indtag af kostfibre hos patienter med colitis ulcerosa har man i flere studier fundet positiv effekt i form af reduceret score for gastrointestinale symptomer og graden af inflammation ved endoskopi, hvor forskelle imellem studierne kan bero på, at der er anvendt forskellige fibertyper. I studierne, hvor der er påvist gavnlig effekt, er der anvendt specifikke fibertilskud og ikke kostændringer.

Sammenfattende kan det konkluderes, at fibre ikke er skadelige for patienter med IBD, medmindre der foreligger stenose. Et øget fiberindtag har i studier med patienter med colitis ulcerosa reduceret sygdomsaktiviteten, mens der hos patienter med Crohns sygdom ikke er fundet effekt på symptomerne eller sygdomsaktiviteten.

FEDTSYRER

Fiskeolie er rig på omega-3-fedtsyrer, der kan have antiinflammatoriske egenskaber. I små kliniske studier har man hos patienter med IBD fundet positiv effekt i form af reduceret forekomst af fornyet opblussen (59% i interventiongruppen var i fortsat remission efter et år mod 26% i placebogruppen) [11]. I en samlet vurdering af de kliniske studier, herunder to store randomiserede studier, konkluderes det, at et særskilt indtag af fiskeolie næppe har klinisk effekt, men at der ikke er nogen risiko ved at tage det [12].

Indtag af linolsyre, som er en kilde til omega-6-fedtsyrer og især findes i mørkt kød, er i epidemiologiske studier fundet at være forbundet med en øget forekomst af colitis ulcerosa. I et britisk studie fulgte man 191 patienter med colitis ulcerosa i et år efter at have foretaget en grundig kostgennemgang og fandt, at risikoen for opblussen af sygdommen var øget ved indtag af oksekød, sulfitter og alkohol [13]. I en japansk kohorte af patienter med Crohns sygdom fandt man ligeledes større risiko for opblussen af sygdommen ved øget indtag af omega-6-fedtsyrer end ved indtag af omega-3-fedtsyrer. Der er ikke udført randomiserede behandlingsforsøg, men det er muligt, at et stort indtag af kød fra firbenede dyr (okse, kalv, lam og svin) hos nogle patienter kan fremkalde eller forværre inflammation ved colitis ulcerosa. Den nordiske anbefaling er højst 500 g kød fra firbenede dyr ugentligt.

PROBIOTIKA OG PRÆBIOTIKA

Tarmens mikrobiota er ændret ved IBD. Der er tale om både et nedsat antal arter (reduceret biodiversitet) og fravær af specifikke, gavnlige arter. Ved IBD er risikoen for bakterielle tarminfektioner øget, og Clostridium difficile er en særlig udfordring. Behandlinger, som kan styrke eller genetablere en varieret mikrobiota, kan potentielt gavne sygdomsforløbet.

Probiotika er levende mikroorganismer, mens præbiotika er ikkenedbrydelige kostelementer, især fibre, som virker fremmende for bestemte mikroorganismer, og hvis omsætningsprodukter kan have helbredsfremmende effekt. Synbiotika er produkter, der er sammensat af probiotika (f.eks. mælkesyrebakterier) og præbiotika (f.eks. inulin) [14].

Ved Crohns sygdom har man i stort set alle studier fundet en manglende effekt, og i enkelte tilfælde endda en skadelig effekt, af probiotika. I Cochranereview fra 2006 og 2008 og de britiske nationale guidelines er man kommet til samme konklusion [15, 16].

Hos patienter med colitis ulcerosa har en forskergruppe fundet en effekt af bakterien Escherichia coli Nissle 1917 på niveau med effekten af 5-aminosalicylsyre (5ASA)-præparater, således var der ikke en signifikant forskel på interventionsgruppen og kontrolgruppen hvad angår remissionsrate [17], mens andre forskergrupper ikke har fundet en tilsvarende effekt. Ved gentagen pouchitis har bakterieblandingen VSL#3 vist klinisk effekt ved bevaret remission (15% i interventionsgruppen havde registreret opblussen under ni måneders observation mod 100% i placebogruppen) [18], men behandlingen har ikke vundet større udbredelse [19]. Der er ikke beskrevet øget risiko ved indtag af probiotika ved colitis ulcerosa. De p.t. tilgængelige probiotika er generelt ikke fundet effektive eller har kun vist svag effekt ved behandling af aktiv sygdom.

D-VITAMIN

D-vitamin dannes i huden ved soleksponering og findes i kosten især i fede fisk. Ofte er tablettilskud nødvendigt for at opnå et højt D-vitaminindhold i blodet. Nedsat D-vitaminniveau er en risikofaktor for udvikling af autoimmunsygdomme som Crohns sygdom.

Patienter med Crohns sygdom har generelt nedsat indhold af plasma-D-vitamin, og D-vitaminniveauet er negativt associeret med graden af sygdomsaktivitet.
I en kohorte med over 3.000 patienter med IBD fandt man øget risiko for behov for kirurgisk behandling hos patienter med nedsat plasma-D-vitaminniveau. Det er ikke klarlagt, om der er tale om et årsag-virknings-
forhold [20]. Tilskud af D-vitamin ved Crohns sygdom er afprøvet i et randomiseret, dansk forsøg med 108 patienter. Man fandt en tendens til færre tilfælde af opblussen af sygdommen og et mildere klinisk forløb efter et års behandling med en moderat dosis på 1.200 IE (30 mikrogram) D₃-vitamin dagligt [21]. P.t. kan højdosis-D-vitamin (op til 70 mikrogram dagligt) alene tilrådes ved påvist mangel.

GURKEMEJE OG URTEMEDICIN

Gurkemeje er en ingefærlignende plante med antiinflammatoriske egenskaber. I et japansk placebokontrolleret studie fandt man ved behandling af patienter med colitis ulcerosa med 5ASA og 2 g gurkemeje dagligt en øget remissionsrate på 95% mod 80% i placebogruppen [22]. I en Cochraneanalyse, hvor man alene inkluderede det randomiserede studie, konkluderede man, at stoffet var sikkert at anvende og havde en mulig terapeutisk effekt, men at yderligere studier var nødvendige. I et nyligt publiceret randomiseret studie fandt man, at halvdelen af 5ASA-resistente patienter, der havde colitis ulcerosa og fik 3 g gurkemeje dagligt i fire uger, opnåede klinisk remission, mod ingen i placebogruppen [23]. Et væsentligt forbehold er, at de anvendte produkter ikke er alment tilgængelige. Gurkemeje har et muligt potentiale som behandling af 5ASA-resistent mild til moderat colitis ulcerosa, hvor man ikke ønsker at give biologisk terapi.

Kamilleekstrakt er afprøvet i et randomiseret studie med 96 patienter med colitis ulcerosa i ro, hvor det var ligeværdigt med mesalamin til at bevare remission gennem et års behandling [24].

Sammenfattende kan det konkluderes, at der er lovende studier med behandling af colitis ulcerosa med planteekstrakter. I klinisk praksis er det en markant begrænsning, at det ikke er kontrollerede kvalitetssikrede produkter med myndighedsregulering, herunder registrering af bivirkninger og komplikationer.

ALKOHOL

Andelen af patienter, der har IBD og indtager alkohol, er på niveau med eller lidt lavere end andelen i den øvrige voksenbefolkning [25]. Alligevel angiver 75% af patienterne med IBD, at de får tarmsymptomer i form af diarré og mavesmerter efter indtag af alkohol, sammenlignet med 43% i en sammenlignelig population med IBS [25]. Der er dog ikke tegn på, at alkohol fremkalder eller forværrer IBD.

DIÆTER OG KOSTFORMER

Diæter og kostformer omfatter bl.a. specifik kulhydratkost, stenalderkost (palæolitisk kost) og diæt med et lavt indhold af fermenterbare kulhydrater. Diæterne er detaljeret gennemgået af Hou et al [26].

Specifik kulhydratdiæt er oprindelig beskrevet til behandling af cøliaki og har muligvis potentiale som behandling af børn med IBD. Der er ikke evidens for anvendelse hos voksne, hvor en reduktion af sukker og polysakkarider såsom stivelse og sukker vil medføre et højt indhold af fedt og nedsat kulhydratindtagelse.

Effekten af stenalderkost [27] er ikke undersøgt hos patienter med IBD. Er kosten uden korn og med et højt indhold af fedt og mørkt kød, må det antages, at den vil virke modsat den kost, der i andre studier er fundet gavnlig ved IBD.

En diæt med lavt indhold af fermenterbare oligo-, di- og monosakkarider og polyoler benævnes low FODMAP diet (LFD). Der er få studier med LFD hos patienter med IBD og pouchitis. I observationsstudier har LFD været forbundet med symptomlindring, og en klinisk effekt af LFD på IBD kan tilskrives en reduktion af IBS-relaterede symptomer [28, 29].

MÅLTIDSFORDELING

Generelle kostråd, som er målrettet patienter med IBD, er undersøgt i et studie fra 2014, hvor man randomiserede 112 patienter med colitis ulcerosa til generel vejledning med almene kostråd eller standardbehandling [30]. Rådene omfattede bl.a. små hyppige måltider, rigeligt væskeindtag samt nedsat indtag af fedt og simple kulhydrater. Det kliniske aktivitetsindeks og livskvaliteten bedredes i interventionsgruppen. Studiet støtter, at almene kostråd kan mildne sygdomsforløbet, men taler også for, at der ikke er tale om en specifik intervention.

KONKLUSION

Ved IBD bør vejledning om ernæring primært sikre patienten dækning af behovet for proteiner, energi, kostfibre, vitaminer og mineraler. Specifikke mangeltilstande kan relateres til såvel sygdomsfaktorer som kostændringer og behandles med tilskud, hvor navnlig tilskud af jern, D-vitamin og B₁₂-vitamin er relevante. Individualiseret ernæringsvejledning er ofte påkrævet og kan omfatte ændret indtag af kostfibre, fermenterbare kulhydrater og kød samt tilskud af vitaminer og mineraler. Lindring af diarré, oppustethed og mavesmerter er den væsentligste effekt af kostændring.
En overvægt af omega-3-fedtsyrer fra fisk i forhold til omega-6-fedtsyrer fra kød og sikring af tilstrækkeligt D-vitaminniveau har en mulig antiinflammatorisk effekt.

Korrespondance: Christian Lodberg Hvas.
E-mail: christian.hvas@auh.rm.dk

Antaget: 17. april 2017

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 31. juli 2017

Interessekonflikter: ingen.

Artiklen bygger på en større litteraturgennemgang. En komplet referenceliste kan rekvireres hos forfatterne.