Professor, overlæge Nicolai Wewer Albrechtsen, Klinisk Biokemisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Peptidbaseret vægttabsmedicin har primært fokuseret på tarmhormoner som GLP-1, men i dette studie præsenteres et alternativt peptidsystem lokaliseret i hjernestammen – det glialt syntetiserede ODN. Forfatterne viser, at ODN reducerer fødeindtag, forbedrer glukosetolerance og sænker glukagonniveauer uden at inducere kvalme eller emesis. En modificeret version har desuden længere halveringstid og kan gives ved perifer administration. Studiet er imponerende i sin bredde – fra molekylær gliafysiologi til in vivo metaboliske forsøg i både rotte- og musemodeller. De translaterbare aspekter styrkes af, at det modificerede inducerer vægttab uden gastrointestinale bivirkninger – et stort klinisk problem ved GLP-1-analoger. Peptidernes virkning er ikke medieret via GABA-A-receptorens benzodiazepinsite, men via en endnu uidentificeret GPCR. Dette åbner for selektive lægemidler og dermed færre bivirkninger hos personer med fedme og type 2-diabetes. Dette studie introducerer dermed gliapeptider som en ny terapeutisk akse i behandlingen af fedme og type 2-diabetes – man kan kalde det et paradigmeskifte i metabolisk neuroendokrinologi«.