Skip to main content

European Society of Hypertension Annual Meeting 2007

Læge Thomas Kümler E-mail: tkumler@dadlnet.dk

10. sep. 2007
3 min.

European Society of Hypertension (ESH)s årlige møde fandt sted den 15.-19. juni i Fiero Milano Congressi Center.

På konferencen blev de nye guidelines for behandling af hypertension præsenteret. Guidelines er publiceret i Journal of Hypertension [1] og kan downloades fra European Society of Cardiologys hjemmeside (www.escardio.org) i pdf-format.

Guidelines er meget omfangsrige med mere end 80 sider tekst og 825 referencer. Imidlertid er der i dokumentet en række gode tekstbokse og figurer, som fremhæver centrale dele af anbefalingerne. Herudover vil der på ESH's hjemmeside [2] ca. 14 dage efter konferencen blive lagt en række lysbilleder og foredrag for konferencen.

Af højdepunkter fra rapporten kan det nævnes, at det generelle mål for blodtrykket fortsat er < 140/90 mmHg, men for patienter i høj risiko eller meget høj risiko, f.eks. patienter, der har apoplexia cerebri, proteinuri, myokardieinfarkt og nedsat nyrefunktion, er målet for behandling nu < 130/80 mmHg.

Betablokkernes plads som førstevalg i behandlingen af hypertension har været diskuteret [3], men i de nye guidelines har betablokkerne bevaret deres position som førstevalgspræparat. Imidlertid er kombinationen betablokkere og thiazider ikke længere førstevalg, især ikke til behandling af patienter, der har eller er i risiko for at få metaboliske forstyrrelser (diabetes eller nedsat glukosetolerans).

Blodtryksreduktionen er vigtig, og visse data tyder på, at det optimale blodtryk er omkring 115/75 mmHg. Der er stor forskel i patienternes risiko for kardiovaskulære events afhængigt af graden af kontrol af blodtrykket, og med responset efter en måned kan man forudsige events og overlevelse [4]. Det viser sig dog, at den opnåede blodtryksregulering er skuffende. Man estimerer, at omkring halvdelen af hypertensionspopulationen er udiagnosticeret, og for de diagnosticerede varierer andelen med god blodtrykskontrol fra land til land, men ligger i vores område 25-35% (for oversigt over graden af blodtrykskontrol henvises til ESH Newsletter om dette emne). I den sammenhæng er det vigtigt at vide, at kun et fåtal af patienterne kan klare sig med ét stof. Størstedelen skal have enten to eller tre stoffer [5].

Denne viden manifesterer sig i guidelines ved, at hos patienter med markant blodtryksforhøjelse, høj eller meget høj risiko for kardiovaskulære endepunkter eller et lavere blodtryksmål (< 130/80 mmHg) anbefales det at starte med to stoffer i lav dosis.

Der var adskillige danske bidrag på konferencen, og professor Carl Erik Mogensen fik overrakt den fornemme hypertensionspris opkaldt efter Bjørn Folkow.

Til slut kan ESH's nyhedsbreve anbefales. Nyhedsbrevene er ca. to sider lange og centreret om afgrænsede hypertensionsrelaterede emner.


Referencer

  1. Mancia G, De Backer G, Dominiczak A et al. 2007 Guidelines for the management of arterial hypertension: The task force for the management of arterial hypertension of the European Society of Hypertension (ESH) and of the European Society of Cardiology (ESC). J Hypertens 2007;25:1105-87. www.escardio.org
  2. www.eshonline.org /juni 2007
  3. Ong HT. Beta blockers in hypertension and cardiovascular disease. BMJ (Clinical research ed) 2007;334:946-9.
  4. Weber MA, Julius S, Kjeldsen SE et al. Blood pressure dependent and independent effects of antihypertensive treatment on clinical events in the VALUE Trial. Lancet 2004;363:2049-51.
  5. Bakris GL, Williams M, Dworkin L et al. Preserving renal function in adults with hypertension and diabetes: a consensus approach. National Kidney Foundation Hypertension and Diabetes Executive Committees Working Group. Am J Kidney Dis 2000;36:646-61.