Skip to main content

Få patienter kunne udskrives inden for 24 timer efter laparoskopisk colonresektion

Is discharge within 24 h after laparoscopic colon surgery feasible?
Is discharge within 24 h after laparoscopic colon surgery feasible?

Erik Brandt, Martin Poulsen, Jakob Lykke, Per Jess & Henrik Ovesen

26. aug. 2013
3 min.

INTRODUKTION

Gennem de seneste 15 år har fast-track-regimer sammen med laparoskopisk kolorektalkirurgi vundet indpas i Danmark såvel som i hele den vestlige verden. Tidligere undersøgelser har typisk beskrevet 2-5 døgns postoperativ indlæggelse herefter ved åben såvel som ved laparoskopisk kolorektalkirurgi.

I august 2008 indførte vi et kirurgisk fast-track-program i forbindelse med elektiv laparoskopisk colonkirurgi. Dette inkluderede bl.a. 2-4 døgns postoperativ indlæggelse som standardprocedure.
Til trods for dette blev en mindre gruppe af vores
patienter efter eget ønske udskrevet inden 24 timer efter operation. Dette er tidligere beskrevet i andre mindre studier, men der foreligger ikke en beskrivelse af eventuelle forskelle mellem patienter, der
er blevet udskrevet inden for 24 timer, og patienter, der er blevet udskrevet på et senere tidspunkt.

Målet med nærværende undersøgelse var derfor at beskrive sådanne mulige forskelle i patienternes demografi og perioperative forløb.

MATERIALE OG METODER

Fra august 2008 til maj 2012 blev 24 patienter udskrevet inden for 24 timer efter elektiv laparoskopisk højresidig hemikolektomi eller laparoskopisk sigmoideumresektion. Disse patienter blev sammenlignet med 209 patienter, der i samme tidsrum gennemgik tilsvarende operationer, men som blev udskrevet inden for det 2.-4. postoperative døgn. Data blev indsamlet retrospektivt. Følgende data indgik i analysen: alder, køn, American Society of Anesthesiologists (ASA)-score, body mass index (BMI), tilstedeværelse af komorbiditet, tidligere abdominalkirurgi, resektionstype, operationstid, peroperativt blodtab, postopera-
tive komplikationer og genindlæggelse på hospital.

Alle patienterne fulgte vores standard-fast-track-regime.

RESULTATER

Medianalderen var lavere for de patienter, der blev udskrevet inden for 24 timer (64 år versus 70 år)
(p = 0,018). Derudover var medianoperationstiden signifikant lavere i 24-timersgruppen (120 minutter) end i kontrolgruppen (155 minutter) (p = 0,002).
Ingen øvrige signifikante forskelle blev fundet mellem de to grupper. Der var ingen genindlæggelser inden for 30 dage i 24-timersgruppen, mens ni patienter (4%) i kontrolgruppen blev genindlagt.

KONKLUSION

Som det første studie fokuserede vi på forskellene på de patienter, der blev udskrevet inden for 24 timer, og dem, der blev udskrevet inden for det 2.-4. postoperative døgn. Alder og operationstid var signifikant lavere i 24-timersgruppen.

Fast-track-kirurgi beror i høj grad på reduktion
af det kirurgiske stressrespons. Operationstyper med kort operationstid hos yngre patienter og i øvrigt med ukompliceret forløb kan muligvis indikere et mindre stressrespons, og disse patienter kan være kandidater til en tidligere udskrivelse.

Fraværet af andre signifikante forskelle mellem de to grupper i dette studie indikerer, at et større antal patienter kunne være kandidater til et 24-timers postoperativt forløb. Som anført gælder dette især yngre patienter med ukomplicerede operationer, der selv er indstillet på et kort hospitalsophold. For at dette er muligt, må der gives grundig præoperativ information og opfølgende postoperativ telefonisk kontakt til patienterne.

KORRESPONDANCE: Erik Brandt, Kirurgisk Afdeling, Roskilde Sygehus,
4000 Roskilde. E-mail: erikbr1980@gmail.com.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen. .

DANISH MEDICAL JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2013;60(7):A4658.