Skip to main content

Færre, men bedre artikler er vejen frem

Anja Pinborg Ugeskr Læger 2016;178:V68958

12. dec. 2016
4 min.

Allerførst tusind tak for alle de mange gode bidrag, vi har fået fra alle dele af landet i 2016. Julen står for døren, og det giver os på redaktionen anledning til at se tilbage på det forgangne år. Da vi for snart to år siden indførte forespørgsler på statusartikler og kasuistikker var det med henblik på at få bragt antallet af manuskripter i redaktionel behandling ned, fordi vi så at sige var ved at drukne i bunken af indsendte artikler. I 2016 har vi nået målet og fået en fornuftig balance mellem de artikler, vi får ind, og de artikler, vi har mulighed for at trykke. Samtidig med nedgangen i antallet af manuskripter i redaktionel behandling har vi bemærket en markant øget kvalitet i de manuskripter, vi får indsendt. Tiltaget med forespørgsler var nødvendigt, da vores publikationstid var op til halvandet år, hvilket står i skarp kontrast til i dag, hvor tiden fra vi antager et manuskript til det kommer på tryk er mindre end tre måneder til glæde for både forfatterne og læserne.

Samtidig har vi også strammet op på antallet af originalartikler til Danish Medical Journal (DMJ), så det nu balancerer det antal, som vi har mulighed for at bringe. Fra at have haft en acceptrate på 80-90%, er den nu ca. 50%. Færre artikler betyder også, at hver redaktør nu kan bruge mere tid på at få finpudset de enkelte manuskripter, hvilket yderligere bidrager til en kvalitetsøgning i artiklerne.

Artikelpuklen betød i 2015, at antallet af temanumre også blev reduceret, men nu er vi klar til igen at udgive mindst fire temanumre om året, og vi kan allerede nu løfte sløret for, at de planlagte temanumre i 2017 bliver om demens, smerter, knæsygdomme og skizofreni. Samtidig er redaktionen begyndt at invitere forfattere til at skrive statusartikler om emner, som mangler at blive belyst, eller hvor der er kommet opdateret viden. Sidder du allerede nu og har en idé, som du brænder for, til en statusartikel eller et temanummer, så tag endelig kontakt til redaktionen, vi modtager meget gerne forslag fra både læsere og forfattere.

Som det meste i livet består godt redaktionsarbejde i en balance. Med vores forespørgsels- og afvisningsregler har vi set en ikke ubetydelig nedgang i antallet af indsendte manuskripter. Så derfor skal der fra redaktionens side lyde en venlig opfordring til at komme til tasterne og indsende masser af manuskripter i 2017 – naturligvis af høj kvalitet. Vi vil meget gerne have statusartikler om interessante nye emner, men i særlig grad om emner, hvor vi har fået ny viden. Tænk på, hver gang I ønsker at indsende en kasuistik, om det i virkeligheden ikke ville være mere interessant at skrive en statusartikel om emnet. Statusartikler dækker et emne mere bredt end kasuistikker og giver større mulighed for perspektivering og vil generelt blive læst af en bredere skare. For at fremskynde publikationsprocessen har vi nu indført en kortere frist for indsendelse af manuskripter efter accept af en forespørgsel.

Som nogle måske har bemærket, er Månedens billede blevet til Ugens billede, således at vi har mulighed for at bringe flere af de mange interessante billeder, som redaktionen modtager, og vi modtager gerne flere. Web-tv og podcast er at dømme efter det antal, som klikker ind på disse nye medietiltag, blevet en succes, da vi registrerer ca. 500 lyttere og seere på hver udsendelse. Videnskab nu fået sin egen podcast, så vi kan gå lidt dybere ind i specifikke emner, og vi er meget glade for at have fået Sedrah Butt, en yngre læge med journalistuddannelse, tilknyttet som vært.

Vi vil også gerne byde velkommen til vores nye redaktører, som blev ansat i 2016: Per Lav Madsen (medicin og kardiologi), Per Hölmich (ortopædkirurgi), Jeanett Bauer (neurofag) og Lene Agersnap

(almen medicin).

I Vancouvergruppen International Committee of Medical Journal Editors (ICMJE) fortsætter vi arbejdet med data sharing guidelines, som bliver finpudset og offentliggøres i begyndelsen af 2017. Samtidig med offentliggørelsen bringer vi en leder i Ugeskrift for Læger. Vi ser frem til, at redaktionen i 2017 skal være vært for Vancouvergruppens årlige møde, hvor Domus Medica kommer til at danne den smukke ramme.

Glædelig jul og god skrivelyst.

Korrespondance:

Anja Pinborg,

Ugeskrift for Læger.

E-mail: anja.bisgaard.

pinborg@regionh.dk

Interessekonflikt: ingen.

Se http://ugeskriftet.dk/videnskabelig-redaktion