Fald, skrøbelighed og frakturer hos ældre

Fald er blandt de hyppigste og mest alvorlige hændelser hos ældre og udgør et centralt klinisk problem i relation til skrøbelighed [1]. Omkring hver tredje person over 65 år oplever mindst ét fald årligt, og risikoen stiger markant med alderen, ved multimorbiditet og er uløseligt forbundet med skrøbelighed [2, 3]. Da gruppen af danskere over 65 år udgør mere end 1,2 mio. personer, betyder det, at der hvert år forekommer 400.000 fald i Danmark – svarende til ca. 46 fald i timen. Fald er sjældent en tilfældig hændelse, men afspejler ofte nedsat muskelstyrke samt reduceret balance og gangfunktion [2]. Konsekvenserne kan være betydelige for den enkelte ældre i form af skader inklusive frakturer, akut og varigt funktionstab, tab af selvstændighed, social isolation, bekymring for nye fald, nedsat livskvalitet og øget mortalitet [4, 5]. Samtidig medfører faldrelaterede frakturer – ofte på baggrund af osteoporose – betydelige samfundsøkonomiske omkostninger knyttet til akutte indlæggelser, kirurgi, rehabilitering og pleje [6]. På grund af heterogenitet blandt ældre, som falder, anvendes Clinical Frailty Scale (CFS) i stigende grad til vurdering af skrøbelighed som udtryk for biologisk alder og funktionel reserve; CFS foreligger i en dansk valideret version [7]. Behandlingen af disse patienter involverer i stigende grad både hospitalsbaserede, kommunale og fremadrettet regionale indsatser, hvilket stiller krav om bedre sammenhæng og koordinering på tværs af sektorer. Fald, frakturer og osteoporose bør derfor forstås som kliniske manifestationer af skrøbelighed snarere end isolerede hændelser og repræsenterer et centralt indsatsområde i forebyggelse og behandling af skrøbelighed hos ældre (Figur 1).

Omfang og konsekvenser af fald

Faldrisikoen hos ældre er betydelig, og i et kohortestudie blandt hjemmeboende ældre medførte 24% af faldene alvorlige skader, og 6% førte til fraktur [8]. Andre studier har vist, at op til 70% af fald resulterer i forskellige former for skader, og at omkring 2% af fald fører til hoftefraktur [9].

Hos ældre borgere med skrøbelighed og samtidig osteoporose medfører fald en markant øget risiko for lavenergifrakturer, herunder rygsammenfald og hoftefrakturer [4]. Immobilisering i forbindelse med smerter og frakturer kan yderligere forværre skrøbeligheden ved at accelerere en nedadgående spiral af funktionstab, øget afhængighed og forhøjet mortalitet [10].

Ud over de direkte fysiske skader, som et fald kan medføre, findes der også en række mindre iøjnefaldende, men lige så alvorlige konsekvenser, som påvirker ældres livskvalitet. Efter et fald er bekymring for at falde igen en af de mest almindelige psykologiske konsekvenser [11]. Bekymring for fald kan medføre, at den ældre undgår daglige aktiviteter, som tidligere understøttede fysisk aktivitet, hvilket kan accelerere funktionstab, føre til nedsat livskvalitet og yderligere øge risikoen for efterfølgende fald [11]. Den kliniske betydning af samspillet mellem skrøbelighed, fald, osteoporose samt frakturer understreger behovet for integrerede strategier for at forebygge yderligere fald og funktionstab hos ældre. Ved behandling af hoftefraktur bør der derfor være systematisk fokus på skrøbelighed gennem hele patientforløbet, herunder kirurgi, indlæggelse og genoptræning, da skrøbelighed påvirker komplikationsrisiko, rehabiliteringspotentiale og behandlingsudfald [12].

Opsporing, forebyggelse og behandling

Systematisk opsporing af faldrisiko er en forudsætning for effektiv forebyggelse og behandling af fald. I internationale faldguidelines foreslås en algoritme for henvisning til faldudredning, hvori vurdering af skrøbelighed nu er en væsentlig risikomarkør [13]. Faldrisikoen er multifaktoriel, hvorfor forebyggelse af fald hos ældre kræver en integreret og multimodal tilgang. Ved faldudredning anvendes Comprehensive Geriatric Assessment (CGA), som er en multidimensionel, tværfaglig og systematisk vurdering, der har til formål at identificere medicinske, funktionelle, psykosociale og miljømæssige problemstillinger [14]. I relation til faldudredning fungerer CGA og i stigende grad CFS som et centralt klinisk redskab til at identificere modificerbare risikofaktorer og danne grundlag for individualiserede, multidomænebaserede forebyggende interventioner (Figur 2) [13].

Evidensbaserede strategier omfatter fysisk træning, hvor styrke- og balancetræning har vist sig at reducere antal fald med 23% [15]. Træningsprogrammer, der er designet til at forebygge fald hos ældre, har også vist sig at forebygge faldrelaterede skader, herunder frakturer [16]. Desuden er medicingennemgang essentiel, da polyfarmaci og uhensigtsmæssig medicinering øger risikoen for fald og frakturer; en systematisk medicingennemgang bør derfor indgå i alle faldudredningsprogrammer [13].

Interventionsstrategier bør desuden inkludere osteoporosebehandling, herunder kalk- og D-vitamintilskud, da kombinationen af fald og osteoporose markant øger risikoen for frakturer. Antiresorptiv behandling og anabolbehandling af osteoporose hos ældre er generelt både effektivt og sikkert og reducerer frakturrisikoen [17, 18]. Metaregressionsanalyser tyder på større absolut effekt af antiresorptiv behandling hos ældre, da frakturrisikoen stiger med alderen [17]. Ernæringsmæssige faktorer spiller en vigtig rolle i faldforebyggelse hos ældre. D-vitaminmangel er hyppig og associeret med nedsat muskelstyrke og -funktion. Studier har vist, at protein- og D-vitamininterventioner hos underernærede ældre kan reducere risikoen for fald, hvilket understøtter betydningen af at korrigere ernæringsmæssige mangeltilstande som led i faldforebyggelse [13, 19]. Desuden er miljømæssige tiltag såsom forbedret belysning, faldforebyggende tiltag i hjemmet og hjælpemidler vigtige komponenter [20].

Samlet set understøtter en multimodal indsats, der kombinerer træning, ernæring, komorbiditetsbehandling, medicingennemgang og osteoporosebehandling, en helhedsorienteret strategi til at reducere faldrisiko og frakturforekomst (Tabel 1). Denne tilgang er central i geriatrisk og ortogeriatrisk praksis og repræsenterer en evidensbaseret ramme for både primær og sekundær forebyggelse.

Fraktur som følge af fald

Frakturer hos ældre bør ikke ses som et isoleret problem, men som et symptom på et sygdomskontinuum med tiltagende skrøbelighed, osteoporose og faldrisiko medførende reduceret mobilitet, livskvalitet og øget mortalitetsrisiko. Frakturer opstår med stigende risiko med alderen. En 80-årig mand og kvinde har hhv. omkring 2% og 4% risiko for at pådrage sig en fraktur inden for det næste år [21]. Distale radiusfrakturer dominerer omkring 60-årsalderen efterfulgt af rygsammenfald og skulderfrakturer, mens hoftefrakturer hyppigst forekommer efter 80-årsalderen, hvor evnen til at afbøde fald er reduceret [21]. Kun 40% af hoftefrakturpatienter genvinder den tidligere basismobilitet ved udskrivning fra hospitalet, og omkring hver fjerde dør inden for det første år [21, 22]. Ved frakturbehandling er kirurgisk optimering afgørende. Hurtig, skånsom kirurgi med frakturtilpasset operationsmetode kombineret med perioperativ optimering af ernæring, væskebalance, smertebehandling og mobilisering reducerer funktionstab og understøtter rehabilitering [23, 24]. Tidlig mobilisering (≤ 12 t) er i et dansk registerstudie fra 2025 associeret med reduceret 30-dagesmortalitet efter hoftefrakturoperation [24], og mobilisering ≤ 24 t reducerer risikoen for infektioner, herunder lungebetændelse. Intensiv fysioterapi i den første postoperative uge er forbundet med bedre mobilitet, større sandsynlighed for udskrivning til eget hjem og øget overlevelse. Senere i genoptræningsforløbet kan træningsterapi forbedre mobilitet, ADL, muskelstyrke, balance og livskvalitet [25].

Ortogeriatri er en tværfaglig indsats, der bygger på et samarbejde mellem ortopædkirurger, geriatere, sygeplejersker, fysioterapeuter m.fl. og sikrer helhedsorienteret behandling af skrøbelige frakturpatienter. Ortogeriatriske tværfaglige modeller har vist sig at forbedre funktionsevne, reducere komplikationer og øge overlevelsen hos patienter med hoftefraktur [21, 26].

Fracture Liaison Service

Fracture liaison service (FLS) er et evidensbaseret internationalt koncept, hvor frakturpatienter systematisk identificeres via selektionsalgoritmer og får påbegyndt behandling af osteoporose under indlæggelse eller henvises til et tværfagligt ambulatorium for udredning, behandling og opfølgning af osteoporose, faldrisiko, medicin og relevant komorbiditet [27, 28]. Sundhedsaftalen for 2026 fastslår, at FLS skal udbredes til alle landets hospitaler, hvilket forventes at øge den osteoporotiske profylakse markant hos patienter med større frakturer.

Behandling af patienter, der lever med skrøbelighed, kræver individualiseret afstemning af mål for behandling og rehabilitering med involvering af patienten, så der tages hensyn til helbred, livskvalitet og præferencer.

Økonomi

Fald hos ældre udgør ikke alene et betydeligt sundhedsproblem for den enkelte patient, men også en væsentlig samfundsøkonomisk byrde. Nationale såvel som internationale analyser viser, at faldrelaterede skader beslaglægger en betydelig andel af sundhedsvæsenets ressourcer. De samlede danske sundhedsudgifter udgjorde ca. 278 mia. kr. i 2024 [29]. Opgørelser fra højindkomstlande anslår, at faldrelaterede skader hos ældre udgør 0,85-1,5% af de samlede direkte sundhedsudgifter [30]. Dette afspejler det omfattende ressourceforbrug knyttet til faldskader hos ældre og illustrerer, at fald blandt ældre ikke blot har store menneskelige konsekvenser, men også medfører betydelige økonomiske omkostninger i sundhedsvæsenet, som understreger behovet for effektive forebyggelsesstrategier.

Forskningsmæssige perspektiver

Fremtidig forskning bør fokusere på flere tværfaglige og sektorielle interventioner med fokus på at forbedre fysisk funktion, livskvalitet og mere selvstændighed og færre fald. Dette sker igennem en præcis risikostratificering, hvor funktionelle mål, skrøbelighedsvurdering og knoglesundhed integreres i klinisk beslutningstagning. Der er desuden behov for studier, der identificerer patienter med størst gavn af specifikke interventioner, og hvordan indsatsen bedst individualiseres på tværs af skrøbeligheds- og funktionsniveauer.

Der er behov for mere implementeringsforskning, som belyser, hvordan evidensbaserede fald- og frakturforebyggende tiltag bedst forankres i klinisk praksis på tværs af sektorer. Herunder bør organisatoriske modeller, samarbejdsstrukturer og arbejdsgange evalueres med fokus på kliniske effekter og ressourceudnyttelse.

Samtidig rummer nye teknologiske løsninger et betydeligt forskningspotentiale. Digitale funktionstests, sensorer og data fra hverdagsaktivitet kan bidrage til tidligere identifikation af øget faldrisiko. Kombinationen af kliniske vurderinger, funktionelle mål og teknologi kan understøtte mere målrettet og proaktiv forebyggelse i en aldrende befolkning.

Konklusion

Fald, skrøbelighed og frakturer udgør et komplekst klinisk syndrom, der bidrager væsentligt til funktionstab, morbiditet og mortalitet hos ældre. Disse faktorers indbyrdes samspil skaber en selvforstærkende negativ spiral, hvor skrøbelighed øger risikoen for fald og frakturer, og frakturer yderligere accelererer skrøbelighedens progression.

Implementering af strukturerede modeller som CGA, FLS og ortogeriatriske samarbejdsprogrammer repræsenterer en evidensbaseret strategi, der integrerer diagnostik, behandling og sekundær forebyggelse. Den forestående integration af det nære sundhedsvæsen muliggør et skifte fra fragmenteret behandling til en proaktiv, sammenhængende indsats mod skrøbelighed, fald og frakturer. Denne tilgang kan reducere den samlede sygdomsbyrde og fremme livskvaliteten hos den ældre befolkning.