Skip to main content

Farmakologisk induceret unilateral mydriasis

Månedens billede.
Månedens billede.

Mette Graversgård Christensen e-mail: mgch@biomed.au.dk, Andreas Skræddergård Mogensen Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Herning & Rajesh Mohey Infektionsmedicin, Regionshospitalet Herning Ugeskr Læger 2015;177:V66393

20. jul. 2015
2 min.

En 71-årig mand blev indlagt med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL)-exacerbation. Han blev under indlæggelsen behandlet med et inhalationsmiddel, der indeholdt ipratropium og salbutamol. Han supplerede selv behandlingen med et inhalationsmiddel, der indeholdt tiotropium. Efter behandlingen blev der observeret reversibel unilateral mydriasis. Et område af masken sluttede ikke helt tæt, hvorfor der var kommet antikolinergika op i det ene øje, hvorefter den parasympatiske innervering af sfinktermuskulaturen blev hæmmet. Patienten havde ikke gener af tilstanden, og der var ikke indikation for udredning med CT af cerebrum.

Det er vigtigt at kende til farmakologisk induceret mydriasis, så unødvendige undersøgelser kan undgås. Yderligere undersøgelser er indiceret, hvis der er tegn på cerebral skade med påvirkning af tredje kranienerve. Cerebral skade er den alvorligste differentialdiagnose til farmakologisk induceret unilateral mydriasis. Exacerbation af KOL behandles ofte med aerosolantikolinergika. Der er tidligere beskrevet unilateral mydriasis hos patienter i forbindelse med denne behandling. I disse tilfælde skyldtes det et observeret læk fra masken op mod øjnene [1, 2]. Generne ved mydriasis er oftest vage, men kan være fotosensibilitet og sløret syn. Tilstanden er fuldstændig reversibel.

 

Interessekonflikter: Forfatterernes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk

Referencer

LITTERATUR

  1. Iosson N. Nebulizer-associated anisocoria. N Engl J Med 2006;354,e8.

  2. Lust K, Livingstone I. Nebulizer-induced anisocoria. Ann Intern Med 1998;128,327.