Skip to main content

Feber og udslæt hos ældre mand viste sig at være hånd-, fod- og mundsygdom

Fotos bringes med patientens tilladelse.

Charlotte Näslund-Koch & Silje Haukali Omland

1. dec. 2025
2 min.

En 71-årig mand ses i dermatologisk regi grundet smertefuldt udslæt i håndflader, fodsåler og ansigt samt feber. På hænder og fødder ses multiple erytematøse, vesikobulløse læsioner. I ansigtet ses lignende crustabelagte forandringer med erosion i kindslimhinde. Paraklinisk ses CRP på 180 mg/l og neutrofil leukocytose. Hudpodninger er uden vækst af bakterier, men virus-PCR fra vesikel er positiv for rhino-/enterovirus. En hudbiopsi fra foden viser subepidermalt ødem og inflammation foreneligt med viral infektion. Patienten diagnosticeres med hånd-, fod- og mundsygdom og behandles symptomatisk.

Hånd-, fod- og mundsygdom skyldes entero- eller coxsackievirus og ses oftest hos børn < 5 år [1], men voksne kan også rammes [2]. Karakteristisk ses feber og et akralt vesikulopapuløst udslæt samt erosioner i munden. Diagnosen er klinisk, men kan bekræftes med læsionel PCR-podning. Udslættet forsvinder inden for to uger med efterfølgende afskalning af huden og evt. onychomadosis [1]. Dette tilfælde med hånd-, fod- og mundsygdom hos en ældre mand illustrerer vigtigheden af at medtænke denne differentialdiagnose hos voksne med akralt udslæt og feber.

Korrespondance Charlotte Näslund-Koch. E-mail: charlotte.naeslund.koch@regionh.dk

Antaget 20. august 2025

Publiceret på ugeskriftet.dk 1. december 2025

Interessekonflikter ingen. Alle forfattere har indsendt ICMJE Form for Disclosure of Potential Conflicts of Interest. Disse er tilgængelige sammen med artiklen på ugeskriftet.dk

Artikelreference Ugeskr Læger 2025;187:V73061

doi 10.61409/V73061

Open Access under Creative Commons License CC BY-NC-ND 4.0

Referencer

  1. Zhu P, Ji W, Li D et al. Current status of hand-foot-and-mouth disease. J Biomed Sci. 2023;30(1):15. https://doi.org/10.1186/s12929-023-00908-4
  2. Afonso C, Almeida A. Hand, foot, and mouth disease in adults. Cureus. 2023;15(11):e48387. https://doi.org/10.7759/cureus.48387