Professor, overlæge og forskningsleder Peter Rossing, Steno Diabetes Center Copenhagen, uddyber: »Det er virkelig stort, at vi nu har en ny behandling til diabetisk nyresygdom ved type 1-diabetes. Ikke siden ACE-hæmmeren captopril blev testet i 1993, er der noget, som har haft positiv effekt ved type 1-diabetes, i modsætning til de positive fund ved type 2-diabetes og nyresygdom med SGLT2-hæmmere, GLP-1-agonister og finerenon. FINE-ONE-studiet undersøgte finerenon over for placebo hos 242 personer med type 1-diabetes og forhøjet albuminuri: albumin-kreatinin-ratio > 200 mg/g, trods behandling med ACE-hæmmer eller angiotensin 2-receptorblokker. Det primære endepunkt var ændring i albuminuri efter seks måneders behandling. Vi fandt 25% større fald i albuminuri med finerenon end placebo. Der var, som vi kender fra behandling med finerenon ved type 2-diabetes, lidt højere serumkalium: 0,15 mmol/l, ved behandling med finerenon, men få måtte stoppe på grund af forhøjet kalium: 1,7%. Der var et lille fald i eGFR: ca. 5 ml/min/1,73 m2, som formentlig er hæmodynamisk, da nyrefunktionen blev normaliseret, når medicinen blev stoppet igen. Der er undersøgt tæt på 13.000 personer med type 2-diabetes og nyresygdom, hvor man har fundet 23% fald i kliniske nyreendepunkter: en kombination af halvering af nyrefunktion, udvikling af nyresvigt eller eGFR < 15 ml/min/1,73 m2 eller død på grund af nyresygdom. Her så man, at over 85% af effekten på det kliniske endepunkt var medieret af fald i albuminuri. Vi får ikke den type studier med type 1-diabetes og nyresygdom, men FDA har givet udtryk for, at man i USA kan få indikation til behandling af nyresygdom ved type 1-diabetes, hvis man kan vise en effekt på albuminuri på baggrund af data med finerenon inden for type 2-diabetes. Der er dermed lagt op til en bredere anvendelse af finerenon ved kronisk nyresygdom både ved type 1- og type 2-diabetes og nyresygdom uden diabetes, idet det også lige er meddelt, at studiet FIND-CKD, der undersøger finerenons effekt på tab af nyrefunktion ved ikkediabetisk nyresygdom, er positivt; data præsenteres først senere på året«.