The first international workshop on HIV persistence during therapy

Det behagelige klima og de mange interessante diskussioner skabte en særdeles udbytterig workshop. Målet med workshoppen var at fokusere på mekanismer, der gør sig gældende ved den persisterende hiv-infektion, og at diskutere nye behandlingsstrategier.

Der er endnu ikke publiceret studier, hvori man fuldstændig beskriver sædet for den virale replikation hos velbehandlede patienter. Zvi Grossman (Israel) uddybede sin model, der beskriver lokaliserede celle til celle-infektioner, der skyldes aktivering af de latent inficerede memory -celler som del af et generaliseret immunrespons.

Da infektionen er så svær at kurere, er der naturligvis stor fokus på, hvilke celler der er inficerede hos velbehandlede patienter.

I in vivo-undersøgelser har man vist, at det virale reservoir primært består af CD4+-memory -celler. Naive T-celler, CD8+-celler, monocytter, folikulære dendritiske celler og makrofager udgør en mindre del.

Det er især monocytter af fænotypen CD1410 CD16hi , der er modtagelige for hiv-infektion. Dette skyldes, at de i højere grad udtrykker CCR5-receptoren (S. Crowe , Australien).

I makrofagen akkumuleres virionerne i de endosomale kompartmenter; her er de infektive i længere tid og kan transmitteres til T-celler (M. Stevenson , USA).

Også en population af NK-celler er inficerede hos velbehandlede patienter. Cellerne udtrykker både CCR5 og CD4+-receptorer og har en høj P-glykoprotein-effluks-aktivitet, hvilket betyder, at proteasehæmmere eksporteres. Dette giver mulighed for resistensudvikling (Pavlakis , USA).

Det har været meget omdiskuteret, om der er sanctuary sites (anatomiske områder med suboptimale farmakologiske koncentrationer) for den virale replikation.

Der blev fremlagt flere studier, hvori man afviste både CNS og de kvindelige genitalier som sanctuary sites .

Den legendariske Robert Gallo (USA) lod kun hånt om begrebet reservoir. Under konferencen hvæsede han: »People here are talking about it as if it was some special place, and it just doesn't exist. Find wherever there is an infection and you will find CD4+ T-cells and macrophages and that's it. It's a convenient term, but I think that it is misleading« .

Simon Wain-Hobson (Frankrig) viste, at splenocytter gennemsnitlig indeholder 3-4 integrerede hiv-genomer. Dette kunne tyde på, at rekombination i højere grad end først antaget bidrager til hiv-evolutionen.

Christine Rouzioux (Frankrig) og Leondios Kostrikis (Cypern) viste, at den stærkeste markør for sygdomsprogression er niveauet af hiv-DNA hos den enkelte patient. Denne markør er uafhængig af både hiv-RNA og CD4+-celle-tallet. Hiv-DNA-niveauet etableres tidligt i infektionen og holder sig relativt stabilt over tid. Det reflekterer muligvis infektionens initiale udbredelse.

Nye behandlingsmuligheder omfatter »super-HAART«-regimener, terapeutiske vacciner i kombination med strukturerede behandlingspauser, deacetylaseinhibitorer og immunotoksiner.