En 61-årig mand med semiokkluderende histologisk verificeret godartet planocellulært papillom i højre øregang. Han havde gener i form af kløe, brændende fornemmelse, intermitterende ekssudation og socialt ubehag. Man overvejede plastikkirurgisk fjernelse af elementet og efterfølgende hudtransplantation, men forsøgte først en mere skånsom behandling med kombineret CO2-laser og curettage.
Der blev anlagt eksternt nerveblok af n. auricularis posterior og en forsigtig infiltrationsanæstesi. Herefter blev elementet fjernet i sekventielle sessioner med en kombination af kirurgisk curettage og fraktioneret ablativ CO2-laser (Lumenis Ultrapulse, Active FX, 125 mJ/cm2, 150-350 Hz, size 2-4, densitet 9).
Patienten oplevede minimalt ubehag under behandlingerne. Helingstiden var 1-2 uger efter hver behandling. Efter fire behandlinger var elementet helt fjernet, symptomerne svandt, og man opnåede et flot kosmetisk resultat uden ar eller skade på brusken.
Man bør overveje kombineret CO2-laser og curettage til fjernelse af benigne læsioner på svært tilgængelige hudområder, før man initierer kirurgisk fjernelse med efterfølgende hudtransplantation.
Korrespondance Elisabeth H. Taudorf. E-mail: etau@regionsjaelland.dk
Publiceret på ugeskriftet.dk 31. oktober 2022
Interessekonflikter ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på ugeskriftet.dk
Artikelreference Ugeskr Læger 2022;184:V71138