Skip to main content

Flow-mediated dilation

Ph.d.-afhandling

Læge Beata Boruta Malmqvist

12. dec. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Kardiologisk Afdeling, H:S Hvidovre Hospital. Infektion med bakterien Chlamydia pneumoniae (C. pneumoniae) synes at være impliceret i patogenesen for iskæmisk hjertesygdom (IHS). C. pneumoniae-antistoffer er vist at have en svag association til IHS og til kendte risikofaktorer for aterosklerose. Endotelfunktionen spiller en meget vigtig rolle i aterogenesen. Kendte risikofaktorer for IHS er associeret til endoteldysfunktion og nedsat flowmedieret dilatation (FMD).

Denne afhandlings formål var at undersøge, om tilstedeværelsen af C. pneumoniae -IgA- og -IgG-antistoffer kunne være associeret til nedsat FMD, og om intervention med makrolidantibiotika hos patienter med akut koronart syndrom (AKS) kunne bedre FMD. Vi har udført to studier.

Første studie var en observationel tværsnitsundersøgelse af 225 patienter med mistanke om AKS. FMD, samt fore-komsten af positive C. pneumoniae -IgA- og -IgG-antistoffer hos patienter med IHS og patienter uden IHS, blev sammenlignet. Patienter med IHS havde dårligere FMD end patienter uden IHS (4,2% vs. 5,6%, (p < 0,001)). Der var ingen forskel i FMD blandt C. pneumoniae -seropositive versus seronegative. Alder og forekomsten af IHS, men ikke C. pneumoniae IgA- og -IgG-seropositivitet, var signifikant associeret med FMD ved en multipel lineær regressionsanalyse.

Det andet studie var en randomiseret dobbeltblindet in-tervention med clarithromycin (to uger) versus placebo hos 40 mænd med AKS. Seks uger efter randomiseringen var FMD højere i clarithromycingruppen end i placebogruppen (6,2% vs. 4,9%, p=0,07). Resultaterne antyder, at FMD er reversibel efter intervention med makrolidantibiotika. Hvorvidt disse resultater eventuelt kunne få kliniske konsekvenser, må afgøres ved at intervenere med makrolidantibiotika hos et større antal af patienter, gennem en langvarig opfølgning af FMD og med fokus på udviklingen af kliniske aterosklerotiske manifestationer.