Et nyt studie af behandling med anti-CD3-antistoffet teplizumab hos slægtninge til personer med type 1-diabetes viser forsinket udvikling af diabetes.
Type 1-diabetes betragtes i dag som en kronisk inflammatorisk sygdom med destruktion af betacellerne i pancreas og afhængighed af tilførsel af eksogen insulin for overlevelse. Sygdommen forårsages af et samspil mellem miljøfaktorer og genetisk disposition, og i op mod 90% af tilfældene kan man påvise autoimmunitet. Den øgede risiko for at udvikle sygdommen blandt slægtninge til patienter med type 1-diabetes er knyttet til særlige kombinationer af vævstypeantigener. I et nyt pilotstudie har man undersøgt, om 14 dages behandling med teplizumap, som er et monoklonalt antistof, der reducerer funktionen af CD8+ T-lymfocytter, kan forhindre eller forsinke udviklingen af diabetes hos højrisikoslægtninge til patienter med type 1-diabetes. I studiet indgik 76 deltagere, hvoraf 55 var under 18 år. I alt 44 fik teplizumab, og 32 fik placebo. I gennemsnit forlængede den aktive behandling tiden til udvikling af diabetes fra 24 måneder til 48 måneder, hvilket svarer til en risikonedsættelse på ca. 60% i løbet af observationsperioden på ca. tre år.
Professor, dr.med. Flemming Pociot, Steno Diabetes Center Copenhagen, kommenterer: »Immunmodulerende behandling ved type 1-diabetes har primært været testet hos personer med klinisk sygdom med henblik på at bevare den endogene insulinproduktion. Dette er det første studie, der viser en effekt af immunmodulerende intervention hos personer med prædiabetes. I alt 43% af dem, der blev behandlet med teplizumab, udviklede type 1-diabetes mod 72% i placebogruppen. Alle deltagerne var positive for to eller flere autoantistoffer og havde glykæmisk dysregulering. Subanalyser viste, at deltagere, der fik teplizumabbehandling, delte sig i ’respondere’ og ’ikkerespondere’. Responderne var karakteriseret ved at være kvinder, have vævstypen DR4, have mindre restbetacellefunktion vurderet ved stimuleret C-peptidniveau og et aktivt autoimmunrespons. Dette tyder på, at den anvendte intervention virker bedst hos en undergruppe af personer, der er tæt på klinisk sygdomsdebut, og måske ikke vil være effektiv ved tidligere intervention. Der er brug for flere studier for at vise, om vi helt kan forhindre sygdomsudvikling med denne form for intervention. Resultatet understreger, at screening for præ-type 1-diabetes nu kan være relevant«.
Interessekonflikter: ingen.
