Skip to main content

Forebyggende hydroxychloroquin til personer med kontakt til sygdomsramte med COVID-19

Posteksponeringsprofylakse med hydroxychloroquin til tætte kontakter til personer med COVID-19 kunne ikke reducere udbrud af sygdommen.
Illustration: Bigstock
Illustration: Bigstock

Redigeret af Thomas Benfield, tlb@dadlnet.dk

26. jun. 2020
2 min.

Anbefaling til personer, som uden brug af tilstrækkelige værnemidler har været i tæt kontakt med COVID-19-syge personer, omfatter karantæne og observation for udvikling af eventuelle symptomer. I et nyt studie undersøgte man effekten af medikamentel posteksponeringprofylakse, som vi kender det fra f.eks. husstandskontakter til patienter med meningokokmeningitis. I studiet, som fandt sted i USA og Canada, blev 821 personer med tæt kontakt til COVID-19-syge personer (husstandskontakter eller arbejdskontakter) inden for fire dage efter eksponering randomiseret til enten hydroxychloroquin i fem dage eller placebo. I hydroxychloroquingruppen udviklede 11,8% klinisk sygdom, mens tilsvarende incidens var på 14,8% i placebogruppen (p = 0,35). Der var flere bivirkninger i den aktive gruppe (40,1% versus 16,8%). Forfatterne konkluderer, at hydrochloroquin ikke var effektiv som posteksponeringsprofylakse til personer, som har været i tæt kontakt med COVID-19-syge personer.

Professor, overlæge Thomas Benfield, Infektionsmedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital, kommenterer: »Studiet er udført på rekordtid ved at rekruttere deltagere fra Canada og alle 50 stater i USA via sociale medier. En vild bedrift i sig selv. Der var på den måde 821 individuelle sites, idet forsøgsmedicinen blev leveret til den enkelte med bud. Followup skete ved e-mail. Manglende respons udløste en sms, en e-mail, et telefonopkald eller en kombination af disse for at indhente oplysninger om virkning og bivirkninger. Svaghederne ved studiet var navnlig, at udfaldet var selvrapporteret infektion baseret på symptomer og lokal test for SARS-CoV-2, hvor sidstnævnte ikke altid var en mulighed. Casevalideringen synes dog at være grundig. Spørgsmålet er, om hydroxychloroquin ville have en effekt som forebyggende behandling før eksponering for SARS-CoV-2? Der er et studie undervejs designet til at besvare dette spørgsmål. Men med resultatet af studiet af Boulware et al og upublicerede negative resultater fra flere behandlingsforsøg er det efterhånden usandsynligt, at hydroxychloroquin nogensinde vil få en plads i forebyggelsen eller behandlingen af COVID-19«.

Boulware DR, Pullen MF, Bangdiwala AS. Randomized trial of hydroxychloroquine as postexposure prophylaxis for Covid-19. N Engl J Med 3. jun 2020.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen