Forelæsningen - en undervisningsform, der er kommet for at blive?

Der har været en generel tendens til at nedprioritere forelæsningsformen i forbindelse med uddannelsesreformer. Et af argumenterne mod forelæsningsformen er, at den repræsenterer en lærerstyret undervisningsform, som gør studerende til passive modtagere af informationer snarere end til aktive konstruktører af ny viden (Figur 1 ). Man kan imidlertid stille spørgsmålstegn ved, om det er forelæsningen som sådan, der passiviserer de studerende, eller om det er dårligt udførte forelæsninger, der bærer skylden for undervisningsformens dårlige ry [1]. I den engelsksprogede litteratur ser man i stigende grad, at man i stedet for lecture bruger begrebet large group teaching [2]. Hermed signaleres, at en underviser ikke behøver have envejskommunikation med de studerende, bare fordi der kun er én underviser til en stor gruppe studerende. Tilsvarende betyder holdundervisning ikke, at man som underviser uden videre kommer i dialog med sine studerende.

Der er en række udfordringer knyttet til at levere en god forelæsning. En af de største er, at det er svært for tilhørerne at fastholde fuld opmærksomhed i de 45 minutter, som en forelæsning sædvanligvis varer [3]. Det er også svært for tilhørerne at huske, hvad der bliver gennemgået i en forelæsning, med mindre forelæsningen handler om kendt stof eller er på et forståelsesmæssigt let niveau. Når man forelæser for et stort antal personer, kan man af gode grunde ikke have en personlig relation til alle tilhørere eller være i tæt dialog. Dette kan i sig selv være angstfyldt for den uerfarne forelæser. Endelig kræver en 45 minutters »optræden« betydelig forberedelse. Selv den dygtigste og mest erfarne forelæser, hvis præsentation i forelæsningslokalet kan synes legende let, vil have brugt tid på forberedelse.

Formålet med denne artikel er dels at pege på forelæsningens styrker og de færdigheder, som en god forelæser besidder og dels at præsentere tre personlige indsatsområder (planlægning, aktivering og afslutning på forelæsningen), hvormed en forelæser vha. relativt små midler kan øge deltagernes udbytte af forelæsningen.

Forelæsningen som undervisningsform

Der er sparsom empirisk litteratur om forelæsningsformen. Derimod er der en ganske omfattende litteratur i form af lærebøger om undervisningsteknik, der videregiver erfaringsbaseret viden om forelæsningen som undervisningsform. I denne tekst har vi valgt at trække på begge typer viden.

Selve ordet forelæsning stammer fra en tid, hvor bøger var kostbare og sjældne. De blev skrevet - ikke trykt. Forelæsningen - lectio eller praelectio - foregik ved, at professoren bogstaveligt talt læste for af autoritative tekster, som de studerende skrev af. Forelæsninger varer i dag typisk 45 minutter, hvilket formentlig daterer sig tilbage til den tid, hvor afskrivning var deltagernormen. De 45 minutter udgør den maksimale tid, som en person kan klare at skrive af i uden at holde pause [4].

Forelæsningen vælges uden tvivl som undervisningsform, både fordi der er en langvarig tradition for denne undervisningsform, og fordi det er en økonomisk favorabel undervisningsform. Forskningsbaseret litteratur viser desuden, at forelæsningen er lige så god som dialogbaserede undervisningsformer til at videreformidle informationer, hvorimod den ikke egner sig til at fremme avanceret forståelse af et emne, træne færdigheder eller skabe holdningsmæssige ændringer [3]. Forelæsningen kan med fordel bruges til at:

• skabe overblik over et stofområde »at se skoven for bare træer«. Dette er især vigtigt, når et nyt fag eller emne introduceres

• opdatere et fagområde og dermed supplere forældede lærebøger

• prioritere og strukturere stof for eksempel i relation til en eksamen

• udvide tilhørernes forståelse for eksempel ved at forelæseren konkretiserer et abstrakt emne eller præsenterer forskellige perspektiver på et stofområde

• skabe fagidentitet, fordi fagets sprog og skjulte læreplan i form af adfærd, prioriteringer og vægtning af værdier formidles indirekte.

Hvad karakteriserer den dygtige forelæser

Det er en yndet øvelse på kurser for undervisere at bede deltagerne om at beskrive, hvad der karakteriserer den gode forelæser. Samme øvelse er foretaget som mere systematiske undersøgelser udført blandt undervisere og studerende. Der er enighed om, at den gode forelæser bl.a. er fagligt dygtig, kan formidle sit stof og formår at skabe positive relationer til sine tilhørere ved hjælp af sin personlighed [5]. At der på ingen måde er tale om nye karakteristika kan man se af Vincent Beauvais´ optegnelser fra det 13. århundrede. Han skrev, at en god forelæsning er kort, tydelig, relevant, rigtigt afmålt og afbalanceret og desuden behagelig at høre på [4]. Der er altså stor enighed over tid og mellem givere - og modtagere - af forelæsninger om, hvad der karakteriserer den gode forelæser og den gode forelæsning. Dette kunne forlede en til at tro, at det var enkelt at blive en god forelæser. Det er det desværre ikke. De færreste - hvis overhovedet nogen - er fødte forelæsere, men alle kan gennem erfaring og ved at arbejde bevidst med sin undervisning blive bedre til at forelæse. Man kan også lade sig inspirere af retorikken, den ældgamle kunst om at formidle hensigtsmæssigt [6]. Den beskæftiger sig både med forelæserens virkemidler og med, hvordan et stof bearbejdes. Der eksisterer også en efterhånden omfattende litteratur om, hvordan man kan krydre sin forelæsning med aktiviteter, der kan øge tilhørernes opmærksomhed og give dem tid til bearbejde forelæsningens indhold [7].

Færdigheder hos en forelæser

Listen over færdigheder, som en forelæser skal beherske, er lang (Tabel 1 ) [8]. Denne artikeltekst tillader ikke uddybning af alle punkterne. Men en indledning , der sætter forelæsningens indhold ind i en ramme vil sammen med en afslutning , der resumerer forelæsningens hovedbudskaber øge tilhørernes udbytte, blandt andet ved at støtte deres hukommelse. Udbyttet kan også øges ved at tilhørerne aktiveres , fordi det både skærper deres opmærksomhed og giver dem mulighed for at bearbejde det hørte stof.

In dledningen

I luftfarten er start og landing de vanskeligste manøvrer. Dette gælder også forelæsninger. Effektive indledninger er karakteriseret ved, at forelæseren: 1) fanger og vedligeholder opmærksomheden, 2) beskriver forelæsningens indhold og struktur og 3) sætter emnet ind i en sammenhæng [3, 9]. Det er vigtigt, at forelæseren formår at skabe en relation til sine tilhørere. Der er mange måder at fange og vedligeholde opmærksomhed på. En velplaceret humoristisk indledning kan skabe en god stemning, men virker ikke for alle. Alle kan til gengæld fortælle, hvorfor det, der skal forelæses om, er vigtigt. Supplerer man med en personlig vinkling på emnet, øges chancen for at fange tilhørernes opmærksomhed. Tilhørerne har også behov for at forstå, hvordan en forelæsning er struktureret. Studier tyder på, at et grundigt og generelt overblik over en indlæringsmæssig opgave givet forud for en undervisningsseance har en gavnlig virkning på indlæring og hukommelse. Forklaringen på dette fænomen er, at kapaciteten til at optage nye, isolerede informationer er stærkt begrænset. Hvis nye informationer skal give mening, er det afgørende, at de kobles til kendte informationer. Dette opnås effektivt ved, at forelæseren omtaler, hvordan dagens emne hænger sammen med tidligere - og kommende - undervisning.

Aktivering

Aktivering af tilhørerne undervejs i forelæsningen har to formål: styrkelse af tilhørernes opmærksomhed og bearbejdning af stoffet. Tabel 2 viser eksempler på aktiviteter, der kan bruges i forelæsningen, så deltagerne både har det sjovt og lærer mere. Først og fremmest kan aktiviteter, som indlægges i løbet af en forelæsning sikre, at emner der er blevet præsenteret også bliver bearbejdet og dermed husket bedre. Et nordamerikansk studie, der blev udført på mere end seks tusinde fysikstuderende, viste en højsignifikant positiv sammenhæng mellem interaktivitet og indlæring [10]. Igen gælder det, at nye informationer skal kobles sammen med kendte informationer for at blive husket. Aktivering af tilhørerne i løbet af en forelæsning skaber også en afveksling, som kan skærpe tilhørernes - og forelæserens - opmærksomhed. Opmærksomheden, som er størst i begyndelsen af en forelæsning, falder støt hen over en forelæsning for hen imod slutningen kortvarigt at øges igen. Den ensformighed, som forelæserens envejskommunikation kan medføre, kan brydes ved at indlægge en aktivitet. Herved skærpes tilhørernes opmærksomhed. Den simpleste - og mest brugte - aktivitet er spørgsmål fra forelæseren til tilhørerne eller omvendt. Mange forelæsere finder tilhørernes vilje - eller evne - til at svare på spørgsmål forbavsende lav. Her gælder imidlertid, at man som forelæser ofte undervurderer de krav, som man stiller, når de ellers passive tilhørere pludselig skal producere et svar. Det kræver tid til at tænke, hvis man skal svare på andre typer spørgsmål end de, der går på paratviden. Der kan også være et socialt pres på tilhørerne for at svare korrekt. Som forelæser kan man imødekomme disse problemer ved dels at være opmærksom på, at der skal indlægges mere end et par sekunder til at gennemtænke et svar, og dels kan man kvalificere svarene ved at bede tilhørerne diskutere svaret i grupper på to eller tre.

Afslutning

Evnen til at afslutte en forelæsning er en undervurderet færdighed. Forelæseren synes måske, at det er unødvendigt at sige det samme flere gange, men netop når det gælder envejskommunikation af mange og måske komplekse informationer gælder flosklen: gentagelse fremmer forståelse . Det viser sig nemlig, at en opsummering af forelæsningens hovedbudskaber hjælper tilhørerne med bedre at huske det gennemgåede stof [3, 9]. Vi snakker ikke om en detaljeret gentagelse, men om et resume af hovedpointer. Afslutningen kan også bruges til at kæde det gennemgåede stof sammen med tidligere og kommende undervisning og dermed hjælpe tilhørerne med at sætte det hørte i et perspektiv.

Om at blive en bedre forelæser

Det er muligt at forbedre sin forelæsningsteknik med små konkrete indsatser. Nogle af teknikkerne er gennemgået i denne artikel. Det er dog endnu vigtigere at erkende, at man kun bliver en bedre underviser af at undervise og fortløbende justere sin undervisning efter, hvad der fungerer, og hvad der kan forbedres. Man kan også bede tilhørere eller kolleger om at være med i forelæsningslokalet og efterfølgende give konkret feedback, helst på punkter, der er aftalt på forhånd.

Forelæsningen er en undervisningsform, der er kommet for at blive. Det er en kendt og økonomisk favorabel undervisningsform. Den er lige så god som andre undervisningsformer til at videregive informationer, men indebærer en stor risiko for at passivisere tilhørerne. Dette kan imødegås blandt andet ved at indlægge aktivering i forelæsningen. Desuden kan forelæseren arbejde med at raffinere sine delfærdigheder som forelæser, for eksempel ved at arbejde med mulighederne i forelæsningens indledning og afslutning.

Berit Eika , Enhed for Medicinsk Uddannelse, Forskerpark Skejby, Aarhus Universitet, DK-8200 Århus N. E-mail: be@medu.au.dk

Antaget: 10 juli 2008

Interessekonflikter: Ingen