Skip to main content

Forgiftning med muldvarpegift kan være livstruende for såvel patient som redningspersonale

Jørgen Rahr German Jørgensen & Petra Rosemarie Rössel Nyremedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital

7. jun. 2013
5 min.

Aluminiumfosfid (AlP) benyttes til bekæmpelse af gnavere og insekter. I Danmark bruges stoffet kun af certificerede personer, men i Asien er det udbredt og kan erhverves uden restriktioner. I Asien er forgiftninger både hyppige og velbeskrevne, mens forgiftning i Danmark sidst er beskrevet i 1996 [1].

Denne sygehistorie understreger, hvor vigtig beskyttelse af sundhedsfaglige personer er, også selvom det betyder øget risiko for patienten.

SYGEHISTORIE

En 31-årig landbrugsarbejder med en vægt på 82 kg blev efter indtagelse af i alt 672 mg AlP (to tabletter) i suicidalt øjemed fundet vågen og klagede over smerter i brystet og maven. Der blev tilkaldt en ambulance og en akutlægebil. Akutlægen kontaktede undervejs Giftlinjen på Bispebjerg Hospital for yderligere information om giftstoffet og modtog efterfølgende fortløbende vejledning om behandlingen.

Patienten blev transporteret i en ambulance, der kørte rendezvous med akutlægebilen. På grund af risiko for sekundær forgiftning blev ambulancen ved evakueret rendezvous, og patienten blev efterladt, da man måtte afvente ankomsten af redningsberedskab med indsatsdragter og fuld åndedrætsbeskyttelse. Patientbehandlingen blev herved forsinket i 20 minutter.

Patienten var svært shockeret (blodtryk 70/– mmHg) og hypoksisk (iltsaturation 90%). Han blev behandlet med O2 og i.v. givet NaCl under transporten til Aalborg Universitetshospital.

På sygehusets renseplads blev han renset med vand og fik foretaget ventrikelskylning, også med postevand. Herefter kunne han overflyttes til sygehusets modtagelse og hurtigt herefter til intensivafdelingen.

Ved ankomsten var han vågen og havde intensiverede smerter. Man fandt en iltmætning på 98% på 10 l/min O2, og han var fortsat hypotensiv (blodtryk: 70/40 mmHg) og havde let sinustakykardi (105 slag/min). En arteriegasanalyse viste svær, ukompenseret metabolisk acidose med pH 7,05; baseoverskud 18,5 mmol/l; H2CO3 10,3 mmol/l; laktat 10,3 mmol/l; PO2 40,3 kPa og PCO2 5,3 kPa.

På intensivtafsnittet påbegyndte man behandling med noradrenalin og dobutamin samt infusion af i alt 1.100 mmol NaHCO3. På grund af respiratorisk insufficiens det første døgn blev der behandlet med intermitterende noninvasiv ventilation. Forløbet blev kompliceret af supraventrikulære takyarytmier, som blev behandlet med adenosin og metoprolol.

Efter tre dages behandling blev patienten overflyttet til en stamafdeling til psykiatrisk tilsyn, og han kunne udskrives i habituel tilstand med opfølgning i psykiatrisk regi.

DISKUSSION

Forgiftninger med AlP er forbundet med væsentlig livsfare, specielt ved indtagelse af stoffet. Fosfinforgiftede patienter har forskellige symptomer afhængigt af, hvordan de er blevet udsat for toksinet. Ved inhalation ses luftvejsirritation, åndenød og trykkende fornemmelse i brystet. Desuden ses der hyppigt kvalme, opkastning og hovedpine.

Ved indtagelse eller inhalation af store doser vil man opleve konfusion, paræstesier, svær respirationsinsufficiens, hjertesvigt og eventuelt cirkulatorisk kollaps og kardiale arytmier. I svære tilfælde ses lever- og nyrepåvirkning [2-4].

AlP reagerer med vand eller syrer og danner den svært toksiske gas fosfin (PH3). Dødelig dosis er 20 mg/kg, men dødsfald er set ved væsentligt lavere dosis [2, 3] . Letal dosis angives visse steder som værende 0,5 g [4] .

PH3 hæmmer cytochrom C-oxidasen i cellernes mitokondrier, hvorved cellernes metabolisme hæmmes, og der opstår cellulær hypoksi. Fosfin er ætsende og kan ved direkte kontakt eller inhalation være vævsskadende.

Behandlingen er symptomatisk. Målet er at sikre sufficient iltmætning og vævsperfusion ved hjælp af respiratorisk støtte, væsketerapi og inotropi. Bikarbonat kan anvendes til korrektion af acidose, og magnesium kan anvendes i tilfælde af arytmier.

Ventrikelskylning med kaliumpermanganat kan neutralisere fosfin til fosfat. Aktivt kul bør ikke anvendes rutinemæssigt, da toksinet hurtigt absorberes via slimhinderne [2-4] .

Lugten af fosfin er beskrevet som lugten af »rådne fisk« [1, 3]; dette burde kunne advare det tilkaldte ambulancepersonale, så personlige værnemidler kan påføres umiddelbart.

Den opståede situation blev behandlet korrekt, så forgiftningen blev begrænset til patienten. Forud for evakueringen var der dog risiko for sekundær forgiftning ved kontakt med patientens opkast eller inhalation af hans udåndingsluft.

Selvom AIP kun benyttes af certificerede personer, viser ovenstående sygehistorie, at der fortsat forekommer alvorlige forgiftninger, og at sundhedspersonalet fortsat skal være opmærksom på den mulige eksponering for giften.



Korrespondance: Jørgen Rahr German Jørgensen, Nyremedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, Mølleparkvej 4, 9000 Aalborg. E-mail: rahrgerman@dadlnet.dk

Antaget: 13. april 2013

Interessekonflikter: Hent PDF

Taksigelser: Tak til Poul Lenler-Petersen for korrekturlæsning.


Summary

Jørgen Rahr German Jørgensen & Petra Rosemarie Rössel:

Poisoning with aluminumphosphide can be life-threatening for patients as well as health professionals

Ugskr Læger 2013;175:1706-1707

Aluminumphosphide (AlP) is used worldwide as a rodenticide. Exposed patients are rare in northern Europe due to restricted use. AlP reacts with water or acid to form phosphine which inhibits cellular metabolism and cause cellular hypoxia leading to respiratory distress, unconsciousness, hypotension and cardiac arrhythmias. The treatment is symptomatic and no antidote is available. We present a case story of an intended poisoning in which initial treatment was pos tponed until proper safety measures for health professionals were available.





  1. Andersen TS, Holm JW, Andersen TS. Forgiftning med muldvarpegasningsmidlet aluminiumfosfid. Ugeskr Læger 1996;158:5308-9.

  1. Gurjar M, Baronia AK, Azim A et al. Managing aluminum phosphide poisonings. J Emerg Trauma Shock 2011;4:378-84.

  2. Bumbrah H, Krishan K, Kanchan T et al. Phosphide poisoning – a review of literature. Forensic Sci Int 2012;214:1-6.

  3. Mehrpour O, Jafarzadeh M, Abdollah M. A systematic review of aluminium phosphide poisoning. Arh Hig RadaToksikol 2012;63:61-73.



Summary

Summary Jørgen Rahr German Jørgensen & Petra Rosemarie Rössel: Poisoning with aluminumphosphide can be life-threatening for patients as well as health professionals Ugskr Læger 2013;175:1706-1707 Aluminumphosphide (AlP) is used worldwide as a rodenticide. Exposed patients are rare in northern Europe due to restricted use. AlP reacts with water or acid to form phosphine which inhibits cellular metabolism and cause cellular hypoxia leading to respiratory distress, unconsciousness, hypotension and cardiac arrhythmias. The treatment is symptomatic and no antidote is available. We present a case story of an intended poisoning in which initial treatment was postponed until proper safety measures for health professionals were available.