Skip to main content

Forgiftningsdødsfald blandt narkomaner i 2007

Kirsten Wiese Simonsen 1 , A. Carsten Hansen 2 , Dorte Rollmann 3 , Birgitte Kringsholm 4 , Irene Breum Müller 1 , Sys Stybe Johansen 1 & Kristian Linnet 1 1) Retskemisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, 2) Retskemisk Afdeling, Aarhus Universitet, 3) Retsmedicinsk Institut, Syddansk Universitet, og 4) Retspatologisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

26. aug. 2011
3 min.

Introduktion

Formålet med undersøgelsen var at undersøge forgiftningsdødsfald blandt narkomaner i 2007. Forgiftningsdødsårsager, misbrugsmønstre og geografiske forskelle beskrives. Dette er den femte i rækken af undersøgelser af forgiftningsdødsfald blandt narkomaner siden 1985, og resultaterne sammenlignes med undersøgelserne fra 1991, 1997 og 2002.

Materiale og metoder

Materialet omfattede alle forgiftningsdødsfald blandt narkomaner i 2007, der var undersøgt ved de retsmedicinske institutter i Danmark.



Resultater

Antallet af forgiftningsdødsfald blandt narkomaner udgjorde 226 i hele landet. Antallet af forgiftningsdødsfald steg i forhold til 2002, men set over en tiårig periode fra 1997 synes antallet af forgiftningsdødsfald at være uændret. Der var store geografiske forskelle, idet antallet af forgiftningsdødsfald steg i optageområdet for Aarhus, mens der var et fald i hovedstadsområdet. Mænd udgjorde 81% af forgiftningsdødsfaldene. Aldersfordelingen viser et maksimum i gruppen af 35-39-årige, median: 37,5 år. Aldersgennemsnittet var 38,5 år og var dermed uændret i forhold til 2002. Aldersspændvidden var 14-63 år. De dødelige forgiftninger udgjorde 83% af samtlige dødsfald blandt narkomaner. Antallet af metadonforgiftninger er steget siden 1997, mens antallet af heroin/morfinforgiftninger er faldet. Halvdelen døde som følge af en metadonforgiftning, der nu er den hyppigste dødsårsag blandt narkomaner. Antallet af heroin/morfinforgiftninger udgjorde 33%. Denne udvikling ses i hele landet; især i optageområdet for Retsmedicinsk Institut i Odense har der været en markant stigning i forgiftninger med metadon. Andelen af metadonforgiftninger var dog størst i optageområdet for København, hvoraf halvdelen forekom i hovedstaden, dvs. Frederiksberg og Københavns Kommuner. I de øvrige landsdele var der en ligelig fordeling mellem heroin/morfin- og metadonforgiftningerne. Hvor der tidligere kun forekom ganske få forgiftninger med de centralstimulerende stoffer kokain og amfetamin (1-1,5%), udgjorde disse stoffer 6% af forgiftningsdødsfaldene i 2007. 8% af de samlede forgiftningsdødsfald skyldtes et andet registreret lægemiddelstof end metadon. Der forekom kun et dødsfald med buprenorfin til trods for, at 600 opiatmisbrugere var i substitutionsbehandling med buprenorfin i 2004. Blandingsmisbruget var udbredt, og der blev gennemsnitligt påvist 3,6 stoffer hos de døde. Heroin/morfin, kokain, amfetamin, cannabis samt lægemidler og alkohol indgik i blandingsmisbruget. Metadon og benzodiazepiner var blandt de hyppigst påviste lægemiddelstoffer. Hos 8% blev opioiderne tramadol og oxycodon påvist.

Konklusion

Undersøgelsen viser en stabilisering i antallet af forgiftningsdødsfald blandt narkomaner. Der er store regionale forskelle, idet der ses en fortsat stigning i forgiftningsdødsfald blandt narkomaner i den vestlige del af landet, mens antallet fortsat falder i hovedstadsområdet. Metadon er nu den hyppigst forekommende forgiftningsdødsårsag, mens der fortsat ses et fald i forgiftningsdødsfald med heroin/morfin. Forgiftningsdødsfald med kokain og amfetamin er steget markant. Blandingsmisbruget er i lighed med tidligere undersøgelser udbredt.

Danish medical bulletin: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på www.danmedbul.dk som Dan Med Bul 2011;58(8):A4307

Ekstern finansiering: ingen

Forsøgsregistrering: ingen

Interessekonflikter: ingen