Formodet SARS-CoV-2-dødsfald hos en tidligere rask 50-årig mand

Coronavirus disease 2019 (COVID-19) er en ny, højaktuel sygdom, der er forårsaget af severeacuterespiratorysyndrome coronavirus-2 (SARS-CoV-2). COVID-19 blev initialt påvist i Kina i december 2019, men har siden været i eksponentiel vækst og har spredt sig med en global pandemi til følge. Pr.2. april 2020 er der rapporteret om udbrud af COVID-19 i 206 lande/regioner med mere end 900.306smittede (testpositive) og 45.693 døde [1], herunder i Danmark med 3.386smittede (testpositive) og 123 døde [2]. Foreløbige rapporter har vist, at symptomerne på COVID-19 hovedsageligt ses i form af milde luftvejssymptomer med feber, hoste og træthed (ca. 80% af tilfældene), mens ca. 20% oplever alvorligere forløb med bl.a. åndenød. Ca. 5% rammes af kritisk sygdom med respirationssvigt, septisk shock og/eller multiorgansvigt [3].

SYGEHISTORIE

En 50-årig mand blev indbragt til et hospital genoplivet efter flere præhospitale hjertestop. Han havde ingen tidligere kendte sygdomme, var erhvervsaktiv, fysisk aktiv, aldrig-ryger og i øvrigt uden kendte risikofaktorer for iskæmisk hjertesygdom. Han havde været syg med feber og hoste i en uges tid op til hjertestoppene. Symptomerne var taget til i de sidste par dage med en samtidig følelse af åndenød. Der var ingen klager over brystsmerter. Han havde konsulteret læger over telefon flere gange i forløbet, og fik dagen inden hjertestoppene udskrevet antibiotika på mistanke om pneumoni. Om aftenen inden indlæggelsen havde han tiltagende åndenød med respirationsbesvær og manglende hostekraft. Pga. yderligere forværring i løbet af natten, ringede hans hustru 112, og i forbindelse med opkaldet mistede han bevidstheden. Der blev konstateret hjertestop, og hustruen påbegyndte hjerte-lunge-redning (HLR). Ambulancen ankom ca. 10 minutter senere. Den første registreret hjerterytme på skadestedet var asystoli. Efter HLR og indgift af adrenalin konverterede patienten til pulsløs elektrisk aktivitet (PEA) og blev intuberet. Han opnåede genoprettelse af spontan cirkulation (ROSC) ca. 12 minutter efter ambulancens ankomst. Efter ROSC havde han fortsat respiratorisk svigt med svær hypoksi. Han var i øvrigt svært cirkulatorisk labil og fik efterfølgende kortvarigt hjertestop to gange på vej til hospitalet. Ved ankomsten var han fortsat svært cirkulatorisk labil og fik hjertestop yderligere fem gange i akutmodtagelsen. Under hjertestoppene var hjerterytmen hver gang PEA med 2-6 minutter til hver episode af ROSC. Han havde på intet tidspunkt i forløbet stødbar hjerterytme. Efter noget tid blev han stabiliseret på store doser adrenalin og kørt på intensivafdelingen, hvor der blev givet maksimal organunderstøttende behandling inklusive infusion af store doser noradrenalin og specielt adrenalin. Han blev respiratorbehandlet i henhold til acuterespiratorydistresssyndrome (ARDS)-guidelines [4], og samtidig blev der påbegyndt dialysebehandling pga. svær metabolisk acidose. Han havde nedsat bevidsthedsniveau med Glasgow comascale 3 i hele forløbet. Der var ingen klinisk mistanke om en intrakraniel katastrofe. Han afventede overflytning til Rigshospitalet med henblik på veno-arteriel ekstrakorporealmembraneoxygenering (VA-ECMO), men gik desværre ad mortem syv en halv time efter ankomsten til hospitalet trods maksimal organunderstøttende behandling. Han blev senere konstateret positiv for SARS-CoV-2.De øvrige parakliniske undersøgelsesresultater er vist i Tabel 1 og Figur 1.

DISKUSSION

På det foreliggende var der mistanke om hypoksiudløst hjertestop sekundært til svær COVID-19-pneumoni med udvikling af ARDS. I øvrigt havde patienten septisk shock og multiorgansvigt med involvering af både lunger, nyrer, lever og hjerte. Samlet set var der ingen mistanke om myokardieinfarkt eller lungeemboli.

Denne sygehistorie understreger, at COVID-19 er en potentielt dødelig sygdom, ikke kun for ældre og sårbare patientgrupper, men også for yngre raske populationer, hvis de ikke behandles i tide ved udvikling af svære forløb med tiltagende åndenød. Forløbet understreger således, at tiltagende åndenød er et alvorligt symptom, der bør handles på. Datamængden i denne kasuistik er begrænset pga. det rapide forløb, så vi kan ikke med sikkerhed afvise, at uerkendt underliggende sygdom kan have haft en rolle i sygdomsudviklingen hos patienten. En obduktion kunne have hjulpet med at afdække sygdomsbilledet nærmere, men blev ikke udført på grund af manglende samtykke.

KORRESPONDANCE: Mads Wissenberg. E-mail: Mads.Wissenberg.Joergensen@regionh.dk

ANTAGET: 2. april 2020

PUBLICERET PÅ UGESKRIFTET.DK: 3. april 2020

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk