Frakturrisiko som følge af sygdom

Doktorafhandlingen er baseret på 11 tidligere publicerede studier, udarbejdet under min ansættelse ved Osteoporoseklinikken, Århus Amtssygehus, i perioden 1997-2001.

Skelettet er blandt de største organer i kroppen og påvirkes af både ydre faktorer og sygdomme i kroppen. Patienter med forskellige sygdomme blev brugt som model for de skeletale effekter af disse faktorer.

Manglende ydre belastning af skelettet fører til tab af knoglemineral. To studier blev udført blandt patienter, der var immobiliserede som følge af rygmarvsskade eller muskelsvind. Blandt rygmarvsskadede sås fordobling af frakturrisikoen tre år efter rygmarvsskaden. En lignende men mere gradvis stigning fandtes blandt patienter med muskelsvind i overensstemmelse med det mere gradvise tab af muskel- kraft.

En øget tendens til traumer kan føre til en øget frakturrisiko selv hos patienter med normal knoglestyrke. Epilepsi kan øge risikoen for fald, og blandt disse patienter var der en øget brudrisiko efter diagnosen. Næsten hele den øgede frakturrisiko kunne tilskrives de epileptiske anfald.

Nedsat absorption eller indtagelse af calcium, øget dannelse af inflammatoriske cytokiner og behandling med kortikosteroider kan skade skelettet. Effekten af disse faktorer blev undersøgt blandt patienter med inflammatoriske tarmsygdomme. Ved Crohns sygdom, hvor alle tre faktorer kan være til stede, sås en stigning i frakturrisiko. Stigningen så ud til at blive modvirket af operativ fjernelse af inflammatorisk væv og dermed reduceret behov for kortikosteroidbehandling. Blandt patienter med ulcerøs colitis, som ikke har malabsorption, og som er udsat for mindre inflammation og som følge heraf også behandles med mindre doser kortikosteroider, var der ingen stigning i brudrisiko.

Ved anorexia nervosa er der udtalt underernæring, og disse patienter havde en stigning i brudrisiko, der persisterede længe efter diagnosen. Patienter med bulimia nervosa og andre spiseforstyrrelser taber oftest ikke i vægt, og der var en mindre stigning i brudrisiko end ved anorexia nervosa.

Thyroideahormoner øger knogleomsætningen. Ved hyperthyroidisme steg frakturrisikoen efter diagnosen var stillet. Ved hypothyroidisme sås en temporær stigning i brudrisiko de første to år efter start af substitutionsterapi.

Ved Cushings syndrom var der en stigning i brudrisiko. Blandt patienter med hypofysesygdomme var frakturrisikoen øget ved prolaktinomer og hos patienter med væksthormonmangel. Der sås et ikkesignifikant fald i antallet af brud hos patienter med akromegali tydende på en anabol effekt af væksthormon.

PTH øger knogleomsætningen. Ved primær hyperparathyroidisme sås der en stigning i frakturrisiko op til ti år før diagnose og behandling. Frakturrisikoen faldt til normale værdier efter operativ behandling.