En 27-årig mand med skizofreni blev henvist til skadestuen pga. langvarige mavesmerter. En ultralydskanning viste et fremmedlegeme (FL) i ventriklen. En CT viste to tandbørster i ventriklen. Efterfølgende blev disse fjernet med endoskop. FL i ventriklen forekommer hyppigst hos børn fra et halvt til seks år. Hos voksne ser man tit FL hos psykisk syge. Typiske symptomer kan være irritabilitet, dysfagi, savlen, opkastning og retrosternal smerte. CT bør overvejes ved mistanke om multiple FL, perforation, absces eller ileus. Kontrastrøntgenoptagelse anbefales ikke pga. risiko for aspiration [1]. De fleste FL passerer spontant gennem gastrointestinalkanalen. Konservativ
behandling anvendes generelt hos asymptomatiske patienter med et lille stumt FL i ventrikel [1]. Ved store (> 5 × 2 cm) og skarpe FL i ventriklen anbefales endoskopisk fjernelse.
Publiceret på ugeskriftet.dk: 30. juli 2018
Interessekonflikter: ingen.
Referencer
Litteratur
-
Ikenberry S, Jue T, Anderson M et al. Management of ingested foreign bodies and food impactions. Gastrointest Endosc 2011;73:1085-91.