Fup eller fakta om løbesko

Idrættens Analyseinstitut vurderer, at 31% af den voksne danske befolkning løbetræner [1]. I 2007 var det 25% [2]. Stigningen må betragtes som en meget positiv udvikling, da det er veldokumenteret, at regelmæssig fysisk aktivitet er effektiv i forebyggelsen af flere sygdomme [3]. Da forekomsten af løbeskader er meget høj, nemlig 19-79% [4], er der en stor interesse i at forebygge og forhindre løbeskader. Her er der specielt megen opmærksomhed på løbeskoen, dens stødabsorberende egenskaber og dens evne til at kontrollere fodens pronation. Producenterne og sælgerne af løbesko bruger som salgsargument, at skader kan forebygges, hvis køberne vælger de løbesko, som passer bedst til køberens løbestil og fodens beskaffenhed, og der udføres derfor ofte en løbestilsanalyse.

Den megen interesse for løbeskoens opbygning og egenskaber står imidlertid i skærende kontrast til manglen på evidens i den videnskabelige litteratur for løbeskoens forebyggende effekt på skader [5]. Den gængse opfattelse er, at en løbesko skal købes efter, hvilken form køberens svang har: lav, normal eller høj. En lav svang antages at føre til mere pronation. En høj svang antages at være mere rigid og ufleksibel, hvilket fører til mindre pronation og udløser kraftigere stød ved landing. Opfattelsen er, at løbeskoens konstruktion vil korrigere for disse karakteristika og derved mindske risikoen for skader. En person med en lav svang vil blive anbefalet en motion control -sko, en person med høj svang anbefales en cushioned /neutral sko, og en med en normal svang anbefales en stability -sko [6, 7]. Disse anbefalinger har dog ikke kunnet bekræftes i kliniske studier.

FOREBYGGELSE AF SKADER

I det amerikanske forsvar har man udført tre randomiserede, kontrollede forsøg, hvor man ville undersøge, om skadesrisikoen kunne nedsættes ved at udlevere løbesko, der var baseret på aftrykket af deres fodsål, til de menige soldater. Studierne blev udført i tre forskellige værn og omfattede i alt 7.149 mænd og kvinder. Studiernes varighed var 6-12 uger (referenceværdi: 8-10). Den overordnede konklusion fra alle tre studier var, at udlevering af løbesko, der var baseret på fodaftryk, ikke havde nogen effekt på skadesrisikoen. Faktisk fandt man, at personer i de forsøgsgrupper, som havde fået udleveret sko baseret på forsøgspersonernes fodaftryk, havde en øget skadesrisiko i forhold til kontrolgruppen, som anvendte stability -sko. Dette gjaldt for mænd med såvel lav som høj svang [8, 9]. I en metaanalyse af de tre studier fandt man ingen signifikant forskel i skadesrisikoen mellem forsøgs- og kontrolgrupperne [10]. Nogle af forfatterne til de ovenstående studier havde tidligere udført en lignende undersøgelse som et historisk kohortestudie [11]. Soldaternes svanghøjde og føddernes smidighed blev vurderet, og på baggrund af dette fik de anbefalet en løbesko, som de selv skulle købe. Man fandt, at risikoen for skader faldt efter implementeringen af denne screening. Forfatterne fremhæver, at en del af det observerede fald i skader kunne skyldes overgangen til et andet diagnoseregistreringssystem. Ydermere viste en subgruppeanalyse, at 23% af soldaterne havde købte den løbesko, som de var blevet anbefalet [10, 11].

I et randomiseret kontrolleret studie [12] kategoriseredes 81 kvindelige løbere til neutral, proneret eller meget proneret fodstilling. Efterfølgende blev deltagerne ved lodtrækning tildelt en neutral, en motion control - eller en stability -sko. Forsøgspersonerne gennemgik efterfølgende et 13-ugers-halvmaratontræningsprogram, og herunder registreredes smerter og tabte træningsdage på grund af smerter. Man fandt, at de personer, som brugte motion control -sko havde flere smerter igennem hele studiet end de personer, som brugte de to andre typer sko. Brugen af motion control -sko resulterede også i et større antal skadede personer og færre træningsdage end brugen af de to andre typer sko. Dertil fandt man, at alle, der havde meget proneret fodstilling og brugte motion control -sko, rapporterede om skader. Hos dem, som havde meget proneret fodstilling og brugte en neutral sko, var antallet af skader mindre, og der var ingen skader i gruppen, der havde meget proneret fodstilling og brugte stability -sko. Forfatterne konkluderede, at motion control -sko til neutral eller proneret fodstilling indebar en betydelig risiko for at opleve smerter ved løbetræning. Deres resultater gav ikke støtte til opfattelsen af, at en meget proneret fodstilling kræver en motion control -sko. At effekten af motion control -sko er tvivlsom er i overensstemmelse med, at man aldrig entydigt har kunnet påvise, at pronation er en risikofaktor for udvikling af skader ved løb [13-15].

I et retrospektivt kohortestudie [16] havde man en forsøgsgruppe og en kontrolgruppe med henholdsvis 94 og 83 personer. I forsøgsgruppen blev der foretaget en biomekanisk vurdering, og forsøgspersonernes fødder blev klassificeret på en skala, der gik fra supination til megen pronation, og de fik på baggrund heraf anbefalet en løbesko. Via et spørgeskema, der omhandlede de 12 første måneder efter skokøbet, blev der indsamlet informationer om træning, skader og andet fra de to grupper. Man fandt, at forsøgsgruppen havde den samme risiko for at pådrage sig løbeskader som kontrolgruppen.

I et observationsstudie [17] med deltagere i et ultramaraton fandt man, at stability -løbesko var den type sko, som var korreleret til de færreste skader målt ved lægebesøg.

STØDABSORPTION

En anden almindelig anbefaling til løbere er, at deres løbesko skal skiftes ud efter et vist antal kilometer eller måneder, f.eks. efter 640-960 km eller efter 6-12 måneder [6]. Tanken bag denne anbefaling er, at skoens støddæmpning på grund af brug mindskes, hvorfor den er mindre effektiv til at dæmpe stødene mellem foden og underlaget. Denne antagelse finder dog ikke støtte i laboratoriestudier med løbere. I disse studier har man ikke fundet, at effekten af støddæmpningen ændres efter 320 km [18], 800 km [19] eller efter 78-156 ugers brug; man fandt faktisk, at støddæmpningen blev bedre [20]. Ydermere fandte man i et studie [21], at de billige og mellemdyre løbesko havde bedre støddæmpende egenskaber end de dyre løbesko. Disse fund blev gjort under gang, men forfatterne mener, at tallene kan overføres til løb.

Løbeskoens støddæmpende egenskaber er svære at føre bevis for. Dette skyldes for det første, at der ikke er overensstemmelse mellem de mekaniske målinger af den støddæmpende effekt og de målinger, der foretages på løbere [22]. For det andet varierer den målte grad af stødabsorption med målemetoden, og hvor i selve skoen der måles [19]. For det tredje er der forskelle i støddæmpningens effekt fra løber til løber [23, 24].

Hvad angår graden af stød, som man udsættes for, og risikoen for, at der udvikles løbeskader, har man i nogle studier fundet en sammenhæng [25-28] og i andre ikke [29, 30].

KONKLUSION

Efter gennemgang af den videnskabelige litteratur må det konstateres, at de gængse anbefalinger vedrørende løbesko ikke er baseret på videnskabelig evidens.

Der er således ikke dækning for, at løbesko skal anbefales efter højden af svangen for at forebygge skader, eller at støddæmpningen i skoen forringes efter længere tids brug. Der er heller ikke fundet en sikker årsagssammenhæng mellem pronation og udvikling af skader. På den baggrund kan en løbestilsanalyse for at vurdere pronation ikke anbefales, og der eksisterer ydermere ikke standardiserede målemetoder eller normalværdier for pronation [15].

I nogle af de gennemgåede studier er der fundet en øget risiko for at opleve skader eller smerter ved anvendelse af motion control - eller cushioned -sko. I forhold til disse sko medfører stability -sko en mindre risiko.

Der er imidlertid fortsat behov for at undersøge, om de forskellige typer løbesko er forebyggende, harmløse eller skadende [5], og her er randomiserede kontrollerede forsøg med mange deltagere og lang varighed at foretrække.

src="/LF/images_ufl/ufl_bla.gif">
Jacob Schelde , Arbejdsmedicinsk Klinik, Slagelse Sygehus, Ingemannsvej 18, 4200 Slagelse. E-mail: oj.schelde@gmail.com

ANTAGET: 16. august 2012

FØRST PÅ NETTET: 8. oktober 2012

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

TAKSIGELSER: Rolf Petersen , Arbejdsmedicinsk Klinik, Slagelse Sygehus, takkes for korrekturlæsning, vejledning mht. formulering og forslag til disponering af teksten.