Skip to main content

Fysisk inaktivitet - konsekvenser og sammenhænge

Professor Bente Kiens, koordinator Nina Beyer, forsker Søren Brage, overlæge Lars Hyldstrup, lektor Laila S. Ottesen, lektor Kristian Overgaard, professor Bente Klarlund Pedersen, centerleder Lis Puggaard & videnskabelig medarbejder Peter G. Aagaard Motions- og Ernæringsrådet

15. jun. 2007
8 min.


Det er veldokumenteret, at fysisk aktivitet både kan forebygge og indgå i behandlingen af en række sygdomme og dermed bidrage til et sundt helbred og et længere liv uden sygdom.

Til trods for adskillige forebyggende indsatser vurderer Sundhedsstyrelsen, at 30-40% af den voksne danske befolkning er fysisk inaktive. I en nylig publiceret rapport, udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed, har man påvist, at følgerne af fysisk inaktivitet har store konsekvenser, idet sundhedsvæsenets årlige nettoomkostninger relateret til fysisk inaktivitet er 2,88 mia. kr., og at fysisk inaktivitet årligt er årsag til 100.000 hospitalsindlæggelser og 2,6 mio. ekstra henvendelser til alment praktiserende læger [1].

Denne statusartikel er baseret på en rapport fra Motions- og Ernæringsrådet [2], hvori konsekvenserne af en fysisk inaktiv livsførelse behandles. Uanset at fysisk inaktivitet kan føre til overvægt og fedme, er fokus i rapporten på effekten af fysisk inaktivitet per se, og der tages derfor udgangspunkt i det normalvægtige individ.

Definition af fysisk inaktivitet

Fysisk inaktivitet kan med rimelighed defineres som: mindre end toenhalv times fysisk aktivitet af moderat intensitet pr. uge. Sundhedsstyrelsens anbefaling er »mindst 30 minutters fysisk aktivitet af moderat intensitet, helst alle ugens dage«. Ved ovenstående definition opnås der en operationel definition af fysisk inaktivitet: »Fysisk inaktive« er personer, der ikke lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet. Denne definition er i overensstemmelse med definitioner af fysisk inaktivitet fra The Center for Disease Control and Prevention og World Health Organization.

Monitorering af fysisk inaktivitet

I modsætning til fysisk form (kondition), der kan betegnes som en relativt statisk funktions- eller kapacitetsstatus, er fysisk aktivitet en adfærd og varierer som sådan hyppigt hos den enkelte person over tid. Dette forhold vanskeliggør målingen af det habituelle fysiske aktivitetsniveau.

Både subjektive og objektive målemetoder anvendes til bestemmelse af fysisk aktivitet og dermed også graden af fysisk inaktivitet. Subjektive metoder omfatter spørgeskemaer, aktivitetsdagbøger og direkte observationsmetoder. Tilgængelige objektive målemetoder inkluderer dobbeltmærket vand, bevægelsesregistrering (accelerometri), pulsmåling og metoder, hvor man kombinerer bevægelsesregistrering med eksempelvis puls- eller temperaturmåling. Generelt finder man statistisk signifikante, men ikke særlig stærke sammenhænge mellem spørgeskemabestemt fysisk aktivitet og objektive mål for aktivitet. I forskellige epidemiologiske undersøgelser, hvori spørgeskemaer har været anvendt, har man dog fundet generelt overensstemmende resultater, og metoden anses derfor for at være brugbar. Kombineret accelerometri og pulsmåling giver generelt den mest præcise bestemmelse af fysisk aktivitet [3].

Effekter af fysisk inaktivitet

Fysisk inaktivitet har en række negative effekter på kredsløb, muskler, knogler og stofskifte. Studier af personer, der har haft længerevarende sengeleje eller immobilisering, har illustreret effekterne af reduceret vægtbæring og nedsat aktivitet i bevægeapparatet.

Den maksimale iltoptagelseshastighed falder med 5-6% pr. uges sengeleje [4]. Denne reduktion kan i høj grad tilskrives tilpasninger i det centrale kredsløb. Allerede efter 1-2 ugers immobilisering ses der atrofi i musklerne. Eksempelvis reduceres muskelvolumen og tværsnitsareal med 2-3% pr. uge i benenes ekstensormuskler over de første 4-6 ugers sengeleje. Efter tre måneders sengeleje observeres der en reduktion af den maksimale muskelkraft på 40-60%, mens musklernes volumen kun reduceres med 18-29%. En del af krafttabet skyldes dermed en reduceret evne til at aktivere musklerne via nervesystemet og/eller en ringere muskelkvalitet.

Derudover ses der en reduktion af musklernes kapillarisering og indhold af oxidative enzymer. Herved reduceres musklernes evne til at oxidere fedt, mens musklernes potentiale for glykolyse øges. Dette medfører et skift mod højere kulhydratforbrug og mindre fedtoxidering til dækning af energiforbruget. Ophobning af fedt i muskelvævet og nedsat mængde af GLUT 4-protein medvirker til nedsat insulinfølsomhed.

Endelig nedbrydes knoglevæv i forskellige regioner af kroppen ved manglende stimulering under fysisk inaktivitet. Denne nedbrydning er mest udtalt i de store vægtbærende knogler i benene.

Fysisk inaktivitet og de store folkesygdomme

Der er fundet overbevisende sammenhæng mellem fysisk inaktivitet og forekomsten af type 2-diabetes hos både mænd og kvinder. Lavt konditionsniveau og fysisk inaktivitet er desuden uafhængige prædiktorer for tidlig død hos type 2-diabetes-patienter [5, 6].

Fysisk inaktivitet er en væsentlig faktor i udviklingen af hjerte-kar-sygdomme. På baggrund af en metaanalyse fra 2004 indeholdende 48 randomiserede, kontrollerede interventionsstudier, konkluderedes det, at fysisk træning for-bedrer overlevelsen og antages at have direkte effekt på sygdomsudviklingen [7]. Der er endvidere betydelig evidens for, at fysisk inaktivitet øger dødeligheden hos personer med isk-æmisk hjertesygdom.

Fysisk inaktivitet påvirker også flere former for kræft. I alt 400 årlige tilfælde af brystkræft skyldes fysisk inaktivitet, hvilket formodentlig kan tillægges effekten af hormoner, stofskifte, kropssammensætning og immunfunktion. Fysisk aktive mænd har formentlig 10-30% reduceret risiko for at få prostatakræft, mens fysisk aktive kvinder har 30-40% reduceret risiko for at få livmoderkræft med størst effekt hos de mest aktive [8]. Fysisk inaktivitet påvirker formentlig udviklingen af tarmkræft via talrige faktorer. Det er almindeligt antaget, at transittiden generelt er øget ved fysisk inaktivitet, og at tarmens eksposition over for karcinogener derfor er øget hos de fysisk inaktive.

Fysisk inaktivitet eller mangel på vægtbærende aktiviteter i barndommen øger risikoen for at få knogleskørhed og forværrer det aldersrelaterede knoglemineraltab hos voksne. Det er påpeget i flere metaanalyser, at fysisk træning har en positiv effekt på specielt mineralindhold i rygsøjlen, men også træningstype og belastningsform har indflydelse på opbygning og vedligeholdelse af knoglevæv. Således giver aktivitet med gentagne kraftige accelerationer og opbremsninger og dermed stor kraftpåvirkning den største knogleopbyggende effekt.

Der er indtil nu kun beskeden evidens for, at en fysisk inaktiv livsstil er associeret med andre muskel- og skeletlidelser, såsom »ondt i ryggen«. Ligeledes er en sammenhæng mellem fysisk inaktivitet og overfølsomhedssygdomme kun blevet belyst i få studier.

Der eksisterer kun få studier, hvori man har belyst sammenhængen mellem fysis k inaktivitet og psykiske lidelser. Der foreligger dog beskeden evidens for, at fysisk inaktivitet øger risikoen for senere udvikling af depression, og at fysisk inaktivitet kan forværre depressionstilstanden. Endvidere er der indirekte evidens for, at fysisk inaktivitet kan bidrage til at forværre symptomerne hos personer, der lider af skizofreni.

Fysisk inaktivitet alene er ikke associeret med, men forværrer symptomerne ved kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Der foreligger en international konsensus om, at fysisk træning er en vigtig bestanddel af KOL-behandlingen. Eksempelvis forbedrer konditionstræning livskvaliteten og reducerer både træthed og dyspnø hos KOL-patienter. Med tiltagende sværhedsgrad af KOL nedsættes funktionsniveauet, hvilket ofte medfører en inaktiv livsform og på længere sigt også muskelatrofi.

Fysisk inaktivitet og funktionsevne

Fysisk inaktivitet forøger risikoen for tab af funktionsevne hos ældre mennesker. Denne negative konsekvens er større hos ældre med nedsat mobilitet end hos raske ældre. Selv kortere perioder med fysisk inaktivitet i relation til sygdom og hospitalsindlæggelse øger risikoen for tab af funktionsevne, og restitutionsperioden er længere hos fysisk inaktive ældre (Figur 1 ). Nyere data tyder på, at tab af muskelmasse som resultat af immobilisering er mere udtalt hos ældre, som i forvejen har en reduceret muskelmasse.

Sarkopeni forekommer hos over 50% af ældre mennesker over 80 år og hos 13-24% af ældre 65-70-årige. Sarkopeni og dermed nedsat muskelstyrke medfører øget risiko for balanceproblemer, fald, funktionsevnetab og nedsat livskvalitet [9].

Op mod 50% af den kapacitetsreduktion, der ses hos fysisk inaktive ældre, kunne formentlig undgås, hvis de blev fysisk aktive.

Sociologiske aspekter

Den velundersøgte og veldokumenterede sociale ulighed i befolkningens sundhed, viser sig også, når det gælder fysisk inaktivitet. Man har i undersøgelser påvist, at der er en sammenhæng mellem uddannelseslængde og fysisk aktivitet i fritiden. Der er færrest fysisk aktive blandt personer med mindre end ti års uddannelse, mens den største andel af fysisk aktive findes blandt personer med en uddannelse på 15 år eller længere.

Kønsforskellene i sundhedsadfærd grundlægges tidligt, idet der allerede spores en kvantitativ forskel i motionsadfærden mellem drenge og piger i 15-16-års-alderen.

Der forekommer en række barrierer, ikke kun på individniveau, men også samfundsskabte barrierer, som spiller en afgørende rolle for det inaktive individs fastholdelse i denne livsstil [10]. Der er således behov for initiativer til at ændre på disse forhold.


Suzanne Møller, Motions- og Ernæringsrådet, Sydmarken 32 D, DK-2860 Søborg. E-mail: suzm@meraadet.dk

Antaget: 8. maj 2007

Interessekonflikter: Professor, dr.scient., ph.d. Bente Kiens (formand): Har forskningssamarbejde med Unilever UK, Rheoscience og AstraZeneca; tillidsposter i Dansk Selskab for Fysisk Aktivitet og Sundhed. Koordinator, fysioterapeut, ph.d. Nina Beyer: Samarbejde med Dansk Arbejder Idrætsforbund, Dansk Selskab for Fysisk Aktivitet og Sundhed, Dansk Gerontologisk Selskab og Gigtforeningen. Forsker, cand.scient., M.Phil., ph.d. Søren Brage: Konsulent for Life Systems Inc., Boulder, Colorado, USA: Datafortolkning af accelerometer og pulsmålinger. Overlæge, dr.med. Lars Hyldstrup: Forskningsstøtte fra Lilly- Danmark, Pfizer, Roche, Novartis, Novo Nordisk. Konsulentopgaver for: Lilly- Danmark, Nycomed, Roche, Novartis, Biogen-IDEC, Prescriba, Novo Nordisk. Professor, overlæge, dr.med. Bente Klarlund Pedersen: Videnskabeligt samarbejde med AstraZeneca, Unilever, Novo Nordisk, Rheoscience og POM Wonderful. Rådgivning/konsulentopgaver: for Sundhedsstyrelsen, Det Nationale Råd for Folkesundhed og Forebyggelsesfonden. Centerleder, cand.scient., ph.d. Lis Puggaard: Tillidsposter/repræsentation i følgende rådgivende organer: Dansk Selskab for Fysisk Aktivitet og Sundhed, Idrættens Analyseinstitut, Forskningsudvalget under Dansk Selskab for Folkesundhed, Nordisk Gerontologisk Forening. Forskningssamarbejde med Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Social Service.



Referencer

  1. Juel K, Sørensen K, Brønnum-Hansen H. Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark. København: Statens Institut for Folkesundhed (SIF), 2006.
  2. Kiens B, Beyer N, Brage S et al. Fysisk inaktivitet - konsekvenser og sammenhænge. København: Motions- og Ernæringsrådet, 2007.
  3. Strath SJ, Brage S, Ekelund U. Integration of physiological and accelerometer data to improve physical activity assessment. Med Sci Sports Exerc 2005; 37:S563-S571.
  4. Convertino VA. Cardiovascular consequences of bed rest: effect on maximal oxygen uptake. Med Sci Sports Exerc 1997;29:191-6.
  5. Pedersen BK, Saltin B. Evidence for prescribing exercise as therapy in chronic disease. Scand J Med Sci Sports 2006;16(suppl 1):3-63.
  6. Manson JE, Rimm EB, Stampfer MJ et al. Physical activity and incidence of non-insulin-dependent diabetes mellitus in women. Lancet 1991;338: 774-8.
  7. Taylor RS, Brown A, Ebrahim S et al. Exercise-based rehabilitation for patients with coronary heart disease: systematic review and meta-analysis of randomised controlled trials. Am J Med 2004;116:682-92.
  8. The Scientific Program Committee. Physical activity across the cancer continuum: report of a workshop: review of existing knowledge and innovative designs for future research. Cancer 2002;95:1134-43.
  9. Singh MA. Exercise comes of age: rationale and recommendations for a geriatric exercise prescription. J Gerontol A Biol Sci Med Sci 2002;57:M262-M282.
  10. Sundhedsstyrelsen. Fysisk aktivitet og Evidens - Livsstilssygdomme, folkesygdomme og risikofaktorer. Et opslagsværk til rådgivning og pressedækning. København: Sundhedsstyrelsen, 2006.