Content area

|
|

Fysisk træning i behandlingen af det metaboliske syndrom

Forfatter(e)
Flemming Dela


Øget daglig fysisk aktivitet er et effektivt middel til forebyggelse af både type 2-diabetes og flere af komponenterne i det metaboliske syndrom. En målrettet indsats i form af superviseret træning (udholdenhedstræning og/eller styrketræning) vil imidlertid også med fordel kunne bruges i behandlingen af det metaboliske syndrom. Effekten af glykæmisk kontrol er af samme størrelsesorden, som man kan opnå ved antidiabetisk tabletbehandling, men derudover ses som noget unikt ved træning også positive effekter på insulinfølsomheden og på legemsmassekompositionen. Hvad angår dyslipidæmien og blodtrykket, er effekten af træning alene mere usikker. Hvis man kombinerer med passende diætbehandling, ses der dog også her favorable effekter.

.

I indledningen til dette særnummer (1) er det metaboliske syndrom defineret i henhold til den definition, som er anvendt i klaringsrapporten for type 2-diabetes (2). Oversigten i denne artikel vil derfor også tage dette udgangspunkt, men med en vis skelen til den af WHO foreslåede definition, som også inkluderer regulært målt insulinresistens.

Der er set bort fra det store område, som omfatter forebyggelse af type 2-diabetes og komponenterne i det metaboliske syndrom ved hjælp af fysisk træning og diæt, da det ligger uden for nærværende artikels rammer. Alligevel bør det kort nævnes, at der nu ikke synes at være tvivl om, at type 2-diabetes og flere (måske alle) af komponenterne i det metaboliske syndrom kan forebygges ved livsstilsændringer - selv i de tidlige faser af udviklingen, dvs. hos personer med øget risiko, fx personer med nedsat glukosetolerans. Læseren henvises derfor til en enkelt, nyere artikel på dette område (3).

I nærværende oversigt er der fokuseret på patienter med type 2-diabetes. Effekten af træning hos personer, som i øvrigt opfylder kriterierne for det metaboliske syndrom, men som ikke har manifest type 2-diabetes vil dog ikke være mindre - snarere tværtimod. Ved gennemgang af den eksisterende litteratur er der således fundet en række originalarbejder (Tabel 1), som alle inkluderer patienter med type 2-diabetes mellitus, og hvor effekten af fysisk træning på et eller flere af de parametre, som indgår i det metaboliske syndrom, er undersøgt. I disse studier er der anvendt aerob, dynamisk træning (udholdenhedstræning); effekter af styrketræning omtales særskilt nedenfor. Udeladt er de artikler, hvor træningsperioden er så kortvarig (<5 dage), at der reelt er tale om effekten af enkeltstående træningssessioner (akut arbejde), hvor træningsinducerede adaptationer i insulinfølsomme væv ikke vil kunne nå at indtræffe (fx ændringer af mange enzymers aktivitet/mængde eller øget kapillarisering af skeletmuskelvæv). Ligeledes er de artikler udeladt, hvor træningen ikke enten har været superviseret, eller hvor det på anden måde er godtgjort (fx ved træningsdagbøger), at den reelt har fundet sted i det anførte omfang og ved den anførte intensitet. Endelig findes der artikler, fx (34) og (35), hvori man rapporterer om resultater fra et stort antal (50-200) personer, som er blevet tilbudt livsstilsprogrammer i hospitalsregi, men hvor komplians er ringe, og/eller hvor den fysiske træning ikke er en fast komponent. Sådanne er også udeladt, idet fortolkningen af effekten af et givet træningsprogram umuliggøres. Dette er ikke for at negligere de velkendte problemer med komplians i en storskalaintervention, men fordi der ønskes et så klart budskab som muligt: Ved at følge et givet træningsprogram kan man forvente de og de effekter.

De anførte artikler er ikke alle lige vægtige. Der findes således kun en enkelt metaanalyse af randomiserede, kontrollerede undersøgelser (36) (se nedenfor) (videnskabelig evidens af kategori 1a), men flere enkeltstående, randomiserede, kontrollerede undersøgelser (kategori 1b), og endelig en del ikkerandomiserede, kontrollerede undersøgelser (kategori 2a). Undersøgelser med mindre grad af videnskabelig evidens (kategorierne 2b, 3 og 4) er ikke medtaget og omfatter typisk deskriptive undersøgelser, korrelationsundersøgelser og caserapporter. En skelnen mellem kategori 1a og 1b er ikke ligegyldig. Mange studier mangler nemlig en ikketrænende kontrolgruppe, og det kan ikke udelukkes, at den intensiverede læge-patient-kontakt, der følger med træningsprogrammet, vil kunne påvirke den glykæmiske kontrol og andre komponenter i det metaboliske syndrom i positiv retning.

  • Fysisk træning har en selvstændig, positiv virkning på hovedparten af komponenterne i det metaboliske syndrom. I kombination med diæt giver det ofte yderligere effekt, men det kan være vanskeligt at gennemføre i praksis.

Gruppen af patienter med type 2-diabetes og et eller flere komponenter af det metaboliske syndrom er heterogen, fx kan iskæmisk hjertesygdom eller arteriel hypertension jo eksistere i alle grader. Derfor kan der ikke gives meningsfulde, specifikke retningslinjer for intensiteten, typen og omfanget af den fysiske træning, som gælder for alle patienter. Principielt skal træningen tilpasses den enkelte persons fysiske formåen, men der findes ingen absolutte kontraindikationer - kun relative. De bedste resultater opnås især, hvor træningen er superviseret, fx ved inddragelse af fysioterapeuter i det diabetiske behandlerteam.

De enkelte komponenter i det metaboliske syndrom

Glykæmisk kontrol (fasteglukose og/eller HbA1C)

En betydelig effekt af fysisk træning er en øget insulinfølsomhed. Dette ses hos både raske mennesker, unge såvel som ældre, og hos patienter med type 2-diabetes. Da en øgning af insulinfølsomheden betyder, at en større mængde glukose kan optages i de insulinfølsomme væv under et mindre »forbrug« af insulin, vil man intuitivt forvente, at det glykæmiske niveau vil være uændret eller svagt faldende. Omvendt må man forvente en reduktion af hyperinsulinæmien - i fald en sådan er til stede. Uændret og/eller faldende glykæmisk niveau er da også, hvad der ses som respons på fysisk træning (Tabel 1), men der synes ikke at være et åbenbart dosis-respons-forhold, ud over at der som minimum kræves dedikeret fysisk træning/motion tre gange om ugen. Effekten på det glykæmiske niveau bekræftes i en nyere metaanalyse (36), hvor man fandt, at fysisk træning medfører et fald i HbA1C på 0,66 procentpoint, hvilket ikke umiddelbart kan syne af meget. Hvis man imidlertid sammenligner dette med de reduktioner, som blev fundet i det engelske United Kingdom Prospective Diabetes Study (UKPDS) (0,6-0,9 procentpoint, afhængig af interventionen) (37, 38), hvor der samtidig blev fundet betydelige reduktioner i diabetesrelaterede kliniske effektmål og diabetesrelateret død, ses det træningsinducerede fald i HbA1C at have god klinisk relevans.

Fasteinsulin og C-peptid

I og med fysisk træning hos raske personer i høj grad påvirker også β-cellefunktionen (insulin sekretionen på et givet stimulus falder), må man også forvente effekt på β-cellen hos patienter med type 2-diabetes. Som ovenfor anført må man generelt forvente et fald i fasteinsulinkoncentrationer. Men patienter med type 2-diabetes udgør ikke en homogen gruppe. β-cellefunktionsniveauet spænder fra en hyperfungerende (medførende hyperinsulinæmi) til en næsten udslukt funktion, hvor insulinbehandling er nært forestående. Kun sjældent er de patienter, der indgår i artiklerne (Tabel 1), karakteriseret mht. β-cellefunktion, fx ved en simpel glukagontest. Billedet er derfor ikke helt klart, men en tendens til en reduktion af hyperinsulinæmien synes at fremgå. I den ovenfor omtalte metaanalyse af effekten af træning på hyperglykæmien (36), søgte man også at beskrive effekten på insulinniveauet, men måtte opgive netop pga. manglende information om β-cellefunktionen (personlig meddelelse).

Insulinresistens/følsomhed

Fysisk træning medfører nedsættelse af insulinresistensen (dvs. øget insulinfølsomhed), og dette kan opnås ved træning tre gange om ugen á 30-45 min med en moderat belastning - selv almindelig gang (om end ganske langt) vil have effekt i mange tilfælde (Tabel 1). Kun to studier viser uændret insulinfølsomhed. Den øgede helkropsinsulinfølsomhed skyldes langt overvejende en effekt i skeletmuskulaturen (12); effekten på leveren og i fedtvæv er kun dårligt belyst. Insulin har imidlertid også en vasodilatorisk effekt, som er nedsat hos patienter med type 2-diabetes, der er undersøgt ved euglykæmi (39), men ikke ved den habituelle hyperglykæmi (40). Man kan derfor også tale om en insulinresistens på endotelniveau, som imidlertid kompenseres ved forhøjet plasmaglukose. Fysisk træning øger både insulins (12) og acetylkolins (41) evne til vasodilation i skeletmuskulaturen hos patienter med type 2-diabetes, ligesom fysisk træning også øger den endotelafhængige vasodilation i koronarkarrene hos patienter med aterosklerotisk koronarkarsygdom (42).

Dyslipidæmi

Oversigten tager udgangspunkt i effekten hos patienter med manifest type 2-diabetes. Der mangler således alle de studier, hvor de indgående patienter »blot« har nedsat glukosetolerans eller dyslipidæmi alene. Man kan dog nok med stor sikkerhed regne med, at hvor der ses en positiv effekt af træning hos type 2-diabetikere, vil der givetvis kunne findes en tilsvarende effekt hos ikke type 2-diabetikere.

Hvor effekten på triglyceridkoncentrationen i blodet er målt, er der overvejende tale om et fald (12 ud af 20 studier) som følge af fysisk træning (Tabel 1).

I relativt få studier er der målt lipoproteiner og kolesterol, og hvor der ses en gunstig ændring (stigning i HDL-, og fald i LDL-kolesterol og totalkolesterol), er der ofte også samtidig diætintervention. Det er således ikke muligt at konkludere noget sikkert om effekten af fysisk træning per se. Sandsynligvis kræver en ændring af lipidprofilen hos patienter med type 2-diabetes også diætintervention.

Blodtryk

I Tabel 1 ses det, at blodtryksreduktion opnås i seks ud af 11 studier. Det kan undre, at ikke flere studier har medtaget dette simple mål, og man kan ikke afvise, at der til en vis grad er tale om publikationsbias. Dvs. hvor forfatterne ikke finder blodtryksreduktion, undlader de at rapportere om dette. Hvor blodtrykket reduceres, er der generelt tale om ca. 10 mmHg hos både hypertonikere og normotensive.

BMI eller vægt

I oversigten (Tabel 1) er en ændring af vægten og ændring af BMI ligestillet, idet man jo må formode, at højden ikke ændres med træning. Det er ikke ligetil at vurdere effekten af træning per se på kropsvægten ud fra de i Tabel 1 anførte studier. Dels er der virkningen af evt. samtidig diæt, dels er den daglige energiindtagelse mere vigtigt sjældent registreret. Det er klart, at kropsvægten altid vil falde, når energiforbruget stiger (= træning), og energiindtaget ikke ændres. Men netop når et træningsprogram iværksættes, stiger energiindtaget ofte - personerne føler simpelthen større sult. Det kræver en særlig grad af motivation at øge energiforbruget uden at øge energiindtaget, endsige at sænke dette. Man bør endvidere næppe fokusere intenst på selve legemsvægten, men også i høj grad skele til vægtens fordelingen på fedt og fedtfri legemsvægt. For eksempel vil en øget muskelmasse på bekostning af fedtmassen - med bevaret legemsvægt - klart være gunstig i enhver henseende.

  • Udholdenhedstræning (aerob træning) skal udføres tre gange om ugen i 30-45 min, inkl. tid til opvarmning og evt. udstrækning. Det er tilstrækkeligt med moderat intensitet, hvilket i praksis betyder, at samtale er besværliggjort.

Livvidde/talje-hofte-mål

Disse mål er i virkeligheden surrogatmål for den abdominale fedme, der består både af det subkutane og af det viscerale fedt. Igen er der tale om simple mål, hvor det må undre, at det ikke er udført i næsten alle studier. Hvor det er målt (Tabel 1), er resultatet ikke opløftende, idet der sjældent ses en effekt. Derimod ses der næsten altid en effekt på den fedtfri legemsvægt, hvor denne er målt med undervandsvejning eller ved dual X-ray absorptiometry (DXA)-scanning. Fordelingen af det abdominale fedt er også af interesse, men det kræver mere sofistikerede undersøgelser, såsom CT eller MR-scanninger, og mht. fysisk træning er det især tab af det viscerale fedt, som finder sted ikke blot hos isoleret overvægtige, men også hos patienter med type 2-diabetes (17). Det viscerale fedt anses i særlig grad for at være skadeligt, pga. dets sekretion af bl.a. TNF-a, som negativt påvirker insulinfølsomheden.

Styrketræning

Effekten af styrketræning på insulinfølsomheden og lipidprofilen er ikke undersøgt i mange studier, og i endnu mindre grad hos patienter med type 2-diabetes. Der findes kun fem undersøgelser, der inkluderer sådanne patienter; tre med (43-45) og to uden ( 18, 46) en ikketrænende kontrolgruppe. I lighed med hos raske, øges også insulinfølsomheden hos patienter med type 2-diabetes med styrketræning (43, 44)(egne upublicerede data), og sandsynligvis også den glykæmiske kontrol (fasteglukose og/eller HgA1C ) (to ud af fire studier). Data på lipidprofilen er for sparsomme til at tillade konklusioner. Legemsvægten og blodtrykket ændres ikke. Karakteristisk for styrketræningsprogrammerne er, at der anvendes mange forskellige øvelser med vægttræningsudstyr og af moderat intensitet. Dvs. »cirkeltræning« med 2-3 sæt a 10-20 repetitioner med en belastning svarende til 50% repetitionsmaksimum (RM). 1 RM defineres som den maksimale vægt, der kan løftes korrekt én, men ikke to gange. Denne type styrketræning (moderate intensity - high volume) ligger langt fra klassisk styrkeløft (høj vægtbelastning udført få gange), som medfører betydelig muskelhypertrofi. Styrketræningsprogrammer er ofte attraktive for mange patienter med type 2-diabetes - patienter som det i øvrigt kan være svært at motivere til løb, jogging og cykling. Samtidig medfører styrketræning af denne type ikke voldsomme stigninger i blodtrykket - et forhold man ellers skal være opmærksom på hos patienter med sendiabetiske komplikationer.

  • Styrketræning er ofte en attraktiv træningsform. Den kan kombineres med udholdenhedstræning og skal udføres efter princippet moderate intensity - high volume, dvs. cirkeltræning med 2- 3 sæt a 10-20 repetitioner med en belastning på 50%'s repetitionsmaksimum (RM). 1 RM defineres som den maksimale vægt, der kan løftes korrekt én, men ikke to gange.

Konklusion

Fysisk træning i form af udholdenhedstræning - i mange tilfælde også styrketræning - medfører betydelige positive ændringer af komponenterne i det metaboliske syndrom hos patienter med type 2-diabetes. Effekten er klar, hvad angår glykæmisk kontrol, insulinresistens og legemsmassekomposition, men lidt mere usikker hvad angår lipidprofilen og blodtrykket. Hvis man kombinerer fysisk træning med en passende diæt, er der imidlertid favorable virkninger på alle komponenterne. Styrketræningsprægede elementer kan med fordel inddrages i et træningsprogram.

Reprint: Flemming Dela, Center for Muskelforskning, Medicinsk Fysiologisk Institut, Panum Instituttet 12.4.7., Københavns Universitet, DK-2200 København N.

E-mail: F.Dela@mfi.ku.dk

Antaget den 13. marts 2002.

Københavns Universitet, Panum Instituttet, Medicinsk Fysiologisk Institut, Center for Muskelforskning.



  1. Borch-Johnsen K. Det metaboliske syndrom og motion. Ugeskr Læger 2002; 164: 2119.
  2. Beck-Nielsen H, Henriksen JE, Hermansen K, Madsen LD, de Fine Olivarius N, Mandrup-Poulsen TR et al. Type 2-diabetes og det metaboliske syndrom - diagnostik og behandling. Ugeskr Læger 2000; 162 (suppl 6).
  3. Tuomilehto J, Lindstrom J, Eriksson JG, Valle TT, Hamalainen H, Ilanne-Parikka P et al. Prevention of type 2 diabetes mellitus by changes in lifestyle among subjects with impaired glucose tolerance. N Engl J Med 2001; 344: 1343-50.
  4. Bogardus C, Ravussin E, Robbins DC, Wolfe RR, Horton ES, Sims EAH. Effects of physical training and diet theraphy on carbohydrate metabolism in patients with glucose intolerance and non-insulin-dependent diabetes mellitus. Diabetes 1984; 33: 311-8.
  5. Krotkiewski M, Lönnroth P, Mandroukas K, Wroblewski Z, Rebuffé-Scrive M. The effects of physical training on insulin secretion and effectiveness and on glucose metabolism in obesity and type 2 (non-insulin-dependent) diabetes mellitus. Diabetologia 1985; 28: 881-90.
  6. Rönnemaa T, Mattila K, Lehtonen A, Kallio V. A controlled randomized study on the effect of long-term physical exercise on the metabolic control in type 2 diabetic patients. Acta Med Scand 1986; 220: 219-24.
  7. Wing RR, Epstein LH, Paternostro-Bayles M, Kriska A, Nowalk MP, Gooding W. Exercise in a behavioural weight control programme for obese patients with Type 2 (non-insulin-dependent) diabetes. Diabetologia 1988; 31: 902-9.
  8. Yeater RA, Ullrich IH, Maxwell LP, Goetsch VL. Coronary risk factors in type II diabetes: response to low-intensity aerobic exercise. W V Med J 1990; 86: 287-90.
  9. Vanninen E, Uusitupa M, Siitonen O, Laitinen J, Lansimies E. Habitual physical activity, aerobic capacity and metabolic control in patients with newly-diagnosed type 2 (non-insulin-dependent) diabetes mellitus: effect of 1-year diet and exercise intervention. Diabetologia 1992; 35: 340-6.
  10. Raz I, Hauser E, Bursztyn M. Moderate exercise improves glucose metabolism in uncontrolled elderly patients with non-insulin-dependent diabetes mellitus. Isr J Med Sci 1994; 30: 766-70.
  11. Khan S, Rupp J. The effect of exercise conditioning, diet, and drug therapy on glycosylated hemoglobin levels in type 2 (NIDDM) diabetics. J Sports Med Phys Fitness 1995; 35: 281-8.
  12. Dela F, Mikines KJ, Larsen JJ, Ploug T, Petersen LN, Galbo H. Insulin stimulated muscle glucose clearance in patients with type 2 diabetes mellitus. Effects of one-legged physical training. Diabetes 1995; 44: 1010-20.
  13. Lehmann R, Vokac A, Niedermann K, Agosti K, Spinas GA. Loss of abdominal fat and improvement of the cardiovascular risk profile by regular moderate exercise training in patients with NIDDM. Diabetologia 1995; 38: 1313-9.
  14. Agurs-Collins TD, Kumanyika SK, Ten Have TR, Adams-Campbell LL. A randomized controlled trial of weight reduction and exercise for diabetes management in older African-American subjects. Diabetes Care 1997; 20: 1503-11.
  15. Ligtenberg PC, Hoekstra JB, Bol E, Zonderland ML, Erkelens DW. Effects of physical training on metabolic control in elderly type 2 diabetes mellitus patients. Clinical Science 1997; 93: 127-35.
  16. Dunstan DW, Mori TA, Puddey IB, Beilin LJ, Burke V, Morton AR et al. The independent and combined effects of aerobic exercise and dietary fish intake on serum lipids and glycemic control in NIDDM. A randomized controlled study. Diabetes Care 1997; 20: 913-21.
  17. Mourier A, Gautier JF, de Kerviler E, Bigard AX, Villette JM, Garnier JP et al. Mobilization of visceral adipose tissue related to the improvement in insulin sensitivity in response to physical training in NIDDM. Effects of branched-chain amino acid supplements. Diabetes Care 1997; 20: 385-91.
  18. Eriksson J, Tuominen J, Valle T, Sundberg S, Sovijarvi, Lindholm H et al. Aerobic endurance exercise or circuit-type resistance training for individuals with impaired glucose tolerance? Hormone & Metabolic Research 1998; 30: 37-41.
  19. Tessier D, Ménard J, Fülöp T, Ardilouze J-L, Roy M-A, Dubuc N et al. Effects of aerobic physical exercise in th elderly with type 2 diabetes mellitus. Archives of Gerontology and Geriatrics 2000; 31: 121-32.
  20. Lehmann R, Engler H, Honegger R, Riesen W, Spinas GA. Alterations of lipolytic enzymes and high-density lipoprotein subfractions induced by physical activity in type 2 diabetes mellitus. Eur J Clin Invest 2001; 31: 37-44.
  21. Ruderman NB, Ganda OP, Johansen K. The effect of physical training on glucose tolerance and plasma lipids in maturity-onset diabetes. Diabetes 1979; 28 (suppl 1): 89-92.
  22. Schneider SH, Amorosa LF, Khachadurian AK, Ruderman NB. Studies on the mechanism of improved glucose control during regular exercise in type 2 (non-insulin-dependent) diabetes. Diabetologia 1984; 26: 355-60.
  23. Reitman JS, Vasquez B, Klimes I, Nagulesparan M. Improvement of glucose homeostasis after exercise training in non-insulin-dependent diabetes. Diabetes Care 1984; 7: 434-41.
  24. Trovati M, Carta Q, Cavalot F, Vitali S, Banaudi C, Lucchina PG et al. Influence of physical training on blood glucose control, glucose tolerance, insulin secretion, and insulin action in non-insulin-dependent diabetic patients. Diabetes Care 1984; 7: 416-20.
  25. Allenberg K, Johansen K, Saltin B. Skeletal muscle adaptations to physical training in type II (non-insulin-dependent) diabetes mellitus. Acta Med Scand 1988; 223: 365-73.
  26. Hornsby WG, Boggess KA, Lyons TJ, Barnwell WH, Lazarchick J, Colwell JA. Hemostatic alterations with exercise conditioning in
Reference: 
Ugeskr Læger 2002;164(16): 2147-52.
Blad nummer: 
Sidetal: 
52.- 2147
  1. Borch-Johnsen K. Det metaboliske syndrom og motion. Ugeskr Læger 2002; 164: 2119.
  2. Beck-Nielsen H, Henriksen JE, Hermansen K, Madsen LD, de Fine Olivarius N, Mandrup-Poulsen TR et al. Type 2-diabetes og det metaboliske syndrom - diagnostik og behandling. Ugeskr Læger 2000; 162 (suppl 6).
  3. Tuomilehto J, Lindstrom J, Eriksson JG, Valle TT, Hamalainen H, Ilanne-Parikka P et al. Prevention of type 2 diabetes mellitus by changes in lifestyle among subjects with impaired glucose tolerance. N Engl J Med 2001; 344: 1343-50.
  4. Bogardus C, Ravussin E, Robbins DC, Wolfe RR, Horton ES, Sims EAH. Effects of physical training and diet theraphy on carbohydrate metabolism in patients with glucose intolerance and non-insulin-dependent diabetes mellitus. Diabetes 1984; 33: 311-8.
  5. Krotkiewski M, Lönnroth P, Mandroukas K, Wroblewski Z, Rebuffé-Scrive M. The effects of physical training on insulin secretion and effectiveness and on glucose metabolism in obesity and type 2 (non-insulin-dependent) diabetes mellitus. Diabetologia 1985; 28: 881-90.
  6. Rönnemaa T, Mattila K, Lehtonen A, Kallio V. A controlled randomized study on the effect of long-term physical exercise on the metabolic control in type 2 diabetic patients. Acta Med Scand 1986; 220: 219-24.
  7. Wing RR, Epstein LH, Paternostro-Bayles M, Kriska A, Nowalk MP, Gooding W. Exercise in a behavioural weight control programme for obese patients with Type 2 (non-insulin-dependent) diabetes. Diabetologia 1988; 31: 902-9.
  8. Yeater RA, Ullrich IH, Maxwell LP, Goetsch VL. Coronary risk factors in type II diabetes: response to low-intensity aerobic exercise. W V Med J 1990; 86: 287-90.
  9. Vanninen E, Uusitupa M, Siitonen O, Laitinen J, Lansimies E. Habitual physical activity, aerobic capacity and metabolic control in patients with newly-diagnosed type 2 (non-insulin-dependent) diabetes mellitus: effect of 1-year diet and exercise intervention. Diabetologia 1992; 35: 340-6.
  10. Raz I, Hauser E, Bursztyn M. Moderate exercise improves glucose metabolism in uncontrolled elderly patients with non-insulin-dependent diabetes mellitus. Isr J Med Sci 1994; 30: 766-70.
  11. Khan S, Rupp J. The effect of exercise conditioning, diet, and drug therapy on glycosylated hemoglobin levels in type 2 (NIDDM) diabetics. J Sports Med Phys Fitness 1995; 35: 281-8.
  12. Dela F, Mikines KJ, Larsen JJ, Ploug T, Petersen LN, Galbo H. Insulin stimulated muscle glucose clearance in patients with type 2 diabetes mellitus. Effects of one-legged physical training. Diabetes 1995; 44: 1010-20.
  13. Lehmann R, Vokac A, Niedermann K, Agosti K, Spinas GA. Loss of abdominal fat and improvement of the cardiovascular risk profile by regular moderate exercise training in patients with NIDDM. Diabetologia 1995; 38: 1313-9.
  14. Agurs-Collins TD, Kumanyika SK, Ten Have TR, Adams-Campbell LL. A randomized controlled trial of weight reduction and exercise for diabetes management in older African-American subjects. Diabetes Care 1997; 20: 1503-11.
  15. Ligtenberg PC, Hoekstra JB, Bol E, Zonderland ML, Erkelens DW. Effects of physical training on metabolic control in elderly type 2 diabetes mellitus patients. Clinical Science 1997; 93: 127-35.
  16. Dunstan DW, Mori TA, Puddey IB, Beilin LJ, Burke V, Morton AR et al. The independent and combined effects of aerobic exercise and dietary fish intake on serum lipids and glycemic control in NIDDM. A randomized controlled study. Diabetes Care 1997; 20: 913-21.
  17. Mourier A, Gautier JF, de Kerviler E, Bigard AX, Villette JM, Garnier JP et al. Mobilization of visceral adipose tissue related to the improvement in insulin sensitivity in response to physical training in NIDDM. Effects of branched-chain amino acid supplements. Diabetes Care 1997; 20: 385-91.
  18. Eriksson J, Tuominen J, Valle T, Sundberg S, Sovijarvi, Lindholm H et al. Aerobic endurance exercise or circuit-type resistance training for individuals with impaired glucose tolerance? Hormone & Metabolic Research 1998; 30: 37-41.
  19. Tessier D, Ménard J, Fülöp T, Ardilouze J-L, Roy M-A, Dubuc N et al. Effects of aerobic physical exercise in th elderly with type 2 diabetes mellitus. Archives of Gerontology and Geriatrics 2000; 31: 121-32.
  20. Lehmann R, Engler H, Honegger R, Riesen W, Spinas GA. Alterations of lipolytic enzymes and high-density lipoprotein subfractions induced by physical activity in type 2 diabetes mellitus. Eur J Clin Invest 2001; 31: 37-44.
  21. Ruderman NB, Ganda OP, Johansen K. The effect of physical training on glucose tolerance and plasma lipids in maturity-onset diabetes. Diabetes 1979; 28 (suppl 1): 89-92.
  22. Schneider SH, Amorosa LF, Khachadurian AK, Ruderman NB. Studies on the mechanism of improved glucose control during regular exercise in type 2 (non-insulin-dependent) diabetes. Diabetologia 1984; 26: 355-60.
  23. Reitman JS, Vasquez B, Klimes I, Nagulesparan M. Improvement of glucose homeostasis after exercise training in non-insulin-dependent diabetes. Diabetes Care 1984; 7: 434-41.
  24. Trovati M, Carta Q, Cavalot F, Vitali S, Banaudi C, Lucchina PG et al. Influence of physical training on blood glucose control, glucose tolerance, insulin secretion, and insulin action in non-insulin-dependent diabetic patients. Diabetes Care 1984; 7: 416-20.
  25. Allenberg K, Johansen K, Saltin B. Skeletal muscle adaptations to physical training in type II (non-insulin-dependent) diabetes mellitus. Acta Med Scand 1988; 223: 365-73.
  26. Hornsby WG, Boggess KA, Lyons TJ, Barnwell WH, Lazarchick J, Colwell JA. Hemostatic alterations with exercise conditioning in NIDDM. Diabetes Care 1990; 13: 87-92.
  27. Barnard RJ, Ugianskis EJ, Martin DA, Inkeles SB. Role of diet and exercise in the management of hyperinsulinemia and associated atherosclerotic risk factors. Am J Cardiol 1992; 69: 440-4.
  28. Di GX, Teng WP, Zhang J, Fu PY. Exercise therapy of non-insulin dependent diabetes mellitus a report of 10 year studies. The efficacy of exercise therapy. Chinese Medical Journal 1993; 106: 757-9.
  29. Barnard RJ, Jung T, Inkeles SB. Diet and exercise in the treatment of NIDDM. The need for early emphasis. Diabetes Care 1994; 17: 1469-72.
  30. Yamanouchi K, Shinozaki T, Chikada K, Nishikawa T, Ito K, Shimizu S et al. Daily walking combined with diet therapy is a useful means for obese NIDDM patients not only to reduce body weight but also to improve insulin sensitivity. Diabetes Care 1995; 18: 775-8.
  31. Halle M, Berg A, Garwers U, Baumstark MW, Knisel W, Grathwohl D et al. Influence of 4 weeks' intervention by exercise and diet on low-density lipoprotein subfractions in obese men with type 2 diabetes. Metabolism 1999; 48: 641-4.
  32. Walker KZ, Piers LS, Putt RS, Jones JA, O'Dea K. Effects of regular walking on cardiovascular risk factors and body composition in normoglycemic women and women with type 2 diabetes. Diabetes Care 1999; 22: 555-61.
  33. Rigla M, Sanchez-Quesada JL, Ordonez-Llanos J, Prat T, Caixas A, Jorba O et al. Effect of physical exercise on lipoprotein(a) and low-density lipoprotein modifications in type 1 and type 2 diabetic patients. Metabolism: Clinical & Experimental 2000; 49: 640-64.
  34. Schneider SH, Khachadurian AK, Amorosa LF, Clemow L, Ruderman NB. Ten-year experience with an exercise-based outpatient life-style modification program in the treatment of diabetes mellitus. Diabetes Care 1992; 15: 1800-10.
  35. Blonk MC, Jacobs MA, Biesheuvel EH, Weeda-Mannak WL, Heine RJ. Influences on weight loss in type 2 diabetic patients: little long-term benefit from group behaviour therapy and exercise training. Diabet Med 1994; 11: 449-57.
  36. Boule NG, Haddad E, Kenny GP, Wells GA, Sigal RJ. Effects of exercise on glycemic control and body mass in type 2 diabetes mellitus - a meta-analysis of controlled clinical trials. JAMA 2001; 286: 1218-27.

Right side

af Susanne Backman Nøhr | 04/10
3 kommentarer
af Stephan Alpiger | 03/10
1 Kommentar
af Lars Søgaard-Jensen | 03/10
1 Kommentar
af Simon Hjerrild | 03/10
7 kommentarer
af Bodil Jessen | 01/10
5 kommentarer
af Elo Aagaard Rasmussen | 01/10
1 Kommentar
af Jesper Peter Schou | 30/09
2 kommentarer
af Simon Graff | 27/09
2 kommentarer
af Jonathan Dahl | 26/09
1 Kommentar