Skip to main content

Fysisk træning i behandlingen af overvægt og fedme

Lektor Bente Stallknecht Københavns Universitet, Biomedicinsk Institut

4. jan. 2008
8 min.


Fysisk aktivitet er sundt. Dette er vist i utallige videnskabelige undersøgelser, og evidensen herfor er af Sundhedsstyrelsen for nyligt opsummeret i »Fysisk aktivitet - håndbog om forebyggelse og behandling« [1]. Fysisk aktivitet styrker hjertet, knoglerne og skeletmuskulaturen og øger den fysiske formåen. En væsentlig metabolisk virkning af fysisk aktivitet er, at kroppens insulinfølsomhed øges. Metabolismen bliver mere fleksibel, hvorved f.eks. blodlipidniveauer hurtigere kan adaptere til kroppens behov. En anden virkning af fysisk aktivitet er, at aktiviteten forskyder kroppens energibalance, hvorved et vægt- og fedtmassetab kan fremkaldes, såfremt kalorieindtaget holdes konstant [2, 3]. Sidstnævnte kunne i lyset af den vestlige verdens fedmeepidemi være en væsentlig motivation til fysisk aktivitet for mange mennesker. I en nyligt publiceret systematisk Cochrane-analyse [4] evaluerede forfatterne fysisk trænings evne til at inducere vægtttab og reducere risikoen for kardiovaskulær sygdom hos overvægtige og fede personer.

Metode

Randomiserede, kontrollerede kliniske studier, der omhandlede fysisk trænings effekt på kropsvægt, morbiditet, mortalitet, livskvalitet, serumlipider, fasteserumglukose, blodtryk og eventuelle sidevirkninger hos overvægtige og fede voksne blev opsporet i elektroniske databaser og oversigtsartiklers referencelister. Forfatterne definerede fysisk træning som »enhver form for fysisk aktivitet, der bliver gentaget regelmæssigt i en vis tidsperiode«, og et inklusionskrav til Cochrane-analysen [4] var, at den fysiske træning var kvantificerbar. Studier, i hvilke medikamina blev kombineret med fysisk træning, blev ekskluderet. Inklusion af et studie krævede endvidere en varighed på mindst tre måneder og et frafald på højst 15%.

Cochrane-analysen [4] bygger på data fra 3.476 overvægtige eller fede personer undersøgt i 41 randomiserede, kontrollerede kliniske studier offentliggjort i 43 publikationer. Studierne blev senest inkluderet i januar 2006. Gennemsnitsalderen for forsøgsdeltagerne var 42 år, og der indgik både mænd og kvinder i studierne. I 25 ud af 41 studier var interventionsperioden på 3-4 måneder. Størstedelen af studierne er udført i USA, men en del af dem er udført i Europa heriblandt et i Danmark [5]. Alle studier blev udført i ambulant regi (hospitalsambulatorier, alment praktiserende læger, universitet eller arbejdsplads), og størstedelen af forsøgsdeltagerne blev rekrutteret via lokale nyhedsmedier. Den fysiske træningsintervention bestod hyppigst af gang, motion på kondicykel, jogging og vægttræning. Træningsintensiteten var i størstedelen af studierne højere end 60% af den maksimale iltoptagelse/puls, og personerne trænede hyppigst 40-50 minutter pr. gang, 3-5 gange pr. uge. Studierne fordelte sig nogenlunde ligeligt på: 1) fysisk træning versus kontrolgruppe, 2) fysisk træning versus diætgruppe og 3) kombineret fysisk træning og diæt versus diætgruppe. I otte studier sammenlignede man grupper, som trænede ved forskellige træningsintensiteter med eller uden samtidig diætintervention.

Forfatterne anvendte metaanalyseteknik til at sammenligne effekterne af de enkelte interventioner, men desværre bevirkede heterogenitet af interventioner og sammenligninger, at kun et relativt beskedent antal analyser kunne gennemføres.

Hovedresultater

Fysisk træning inducerede i alle studier en mindre reduktion af kropsvægt og body mass index (BMI). Kombinationen af fysisk træning og diæt inducerede et større vægttab (differens: 1,0 kg, 95% konfidensinterval (KI): 0,7-1,3 kg, n = 2.157) og et større fald i BMI (differens: 0,4 kg/m2 , 95% KI: 0,1-0,7 kg/m2 , n = 452) end diæt alene. Uden diæt medførte fysisk træning ved høj intensitet (> 60% af den maksimale iltoptagelse/puls) et større vægttab (differens: 1,5 kg, 95% KI: 0,7-2,3 kg, n = 317) end fysisk træning ved lav intensitet. Heterogenitet bevirkede, at der ikke kunne laves metaanalytiske sammenligninger af kropsmasse imellem henholdsvis fysisk træning versus kontrolgruppe og fysisk træning versus diætgruppe.

I alle studier fandt man, at fysisk træning med eller uden diæt reducerede både systolisk og diastolisk blodtryk. Diæt alene reducerede systolisk blodtryk mere (differens: 2,2 mmHg, 95% KI: 0,3-4,2 mmHg, n = 361) end fysisk træning alene, og der var ikke forskel i reduktionen af det systoliske blodtryk imellem gruppen med kombineret fysisk træning og diæt og gruppen, som alene var på diæt. Det diastoliske blodtryk blev reduceret mere i gruppen, som lavede fysisk træning uden diæt (diferens: 2,1 mmHg, 95% KI: 0,5-3,7 mmHg, n = 259) end i kontrolgruppen, men der var ikke forskel i effekterne af fysisk træning og diæt på reduktionen i diastolisk blodtryk.

Fysisk træning både med og uden diæt reducerede serumtriglycerid, og serumtriglycerid blev reduceret mere i træning uden diæt-gruppen (differens: 0,2 mmol/l, 95% KI: 0,1-0,3 mmol/l, n = 348) end i kontrolgruppen. Intensiteten af træning havde ikke indflydelse på reduktionen af serumtriglycerid, og fysisk træning kombineret med diæt gav ikke en større reduktion i serumtriglycerid end diæt alene.

Totalserumkolesterol faldt generelt som følge af træning, men faldet var ikke signifikant større i træningsgruppen end i kontrolgruppen. Serumhøjdensitetslipoprotein (HDL) steg i alle studier som følge af fysisk træning uden diæt, mens effekterne af fysisk træning kombineret med diæt var mere uklare. Heterogeniteten i datamaterialet bevirkede, at den eneste metaanalytiske sammenligning, som forfatterne kunne lave for serum-HDL, var effekten af høj- versus lavintensitetstræning kombineret med diæt, og forfatterne fandt her ingen effekt af træningsintensitet. Serumlavdensitetslipoprotein (LDL) blev ikke undersøgt i Cochrane-analysen [4].

Fysisk træning reducerede fasteserumglukose mere (differens: 0,2 mmol/l, 95% KI: 0,1-0,3 mmol/l, n = 273) end ingen intervention, og træning ved høj intensitet reducerede fasteserumglukose mere (differens: 0,3 mmol/l, 95% KI: 0,2-0,5 mmol/l, n = 46) end træning ved lav intensitet. Diæt alene reducerede imidlertid fasteserumglukose mere (0,1 mmol/l, 0,0-0,2 mmol/l, n = 354) end fysisk træning alene, og fysisk træning oveni diæt reducerede ikke fasteserumglukose mere end diæt alene.

Forfatterne kunne ikke finde data om effekterne af fysisk træning på mortalitet, morbiditet, livskvalitet og sidevirkninger hos overvægtige og fede voksne.



Diskussion

Cochraneanalysen [4] viser, at fysisk træning af overvægtige og fede voksne havde positive effekter på både kropsvægt og risikofaktorer for kardiovaskulær sygdom. Fysisk træning kombineret med diæt reducerede kropsvægten lidt, men signifikant mere end diæt alene, og uden diæt reducerede højintensitetstræning kropsvægten mere end lavin tensitetstræning. Effekten af fysisk træning på kropssammensætning var ikke inddraget i Cochraneanalysen [4], men i en tidligere metaanalyse [6] blev det påvist, at fysisk træning kombineret med diæt bevarede fedtfri masse i forhold til diæt alene. Som risikofaktorer for kardiovaskulær sygdom anvendte man i Cochraneanalysen [4] systolisk og diastolisk blodtryk, serumtriglycerid, totalserumkolesterol, serum-HDL og fasteserumglukose, og for alle parametre blev der påvist positive effekter af fysisk træning. Fysisk træning uden diæt reducerede det diastoliske blodtryk, serumtriglycerid og serumfasteglukose mere end ingen intervention, og uden diæt reducerede højintensitetstræning faste serum glukose mere end lavintensitetstræning.

I Cochrane-analysen [4] fandt man, at diæt mere potent reducerede systolisk blodtryk og fasteserumglukose end fysisk træning. Forfatterne sammenlignede ikke direkte vægttabet som følge af henholdsvis diæt og fysisk træning, men i størstedelen af de inkluderede studier inducerede diæt et større vægttab end fysisk træning. At sammenligne effekter af diæt og fysisk træning er imidlertid vanskeligt, da kaloriedeficittet induceret af de to interventioner i forskellige studier er højst variabelt og oftest større i diæt- end i træningsgrupper. I to grundige, randomiserede, kontrollerede, kliniske undersøgelser af henholdsvis overvægtige/fede mænd [2] og kvinder [3] sammenlignede forfatterne direkte effekterne af tre måneders ækvikaloriske energideficit induceret af henholdsvis diæt og fysisk træning. De fandt, at det totale vægttab var uafhængigt af metoden, ved hvilken energideficittet blev induceret, men at personerne, der trænede, tabte mere fedtmasse end personerne, som var på diæt. At kaloriedeficittet induceret af fysisk træning er af stor vigtighed for effekterne af fysisk træning understreges endvidere af, at man i korttidsstudier ( 16 uger) af overvægtige og fede voksne har fundet en direkte sammenhæng imellem antallet af kalorier forbrændt via fysisk træning og vægttabet [7] (Figur 1 ), og i en nylig position statement fra European College of Sports Science [8] anbefaler man en øget forbrænding på mindst 1.500 kcal pr. uge (svarende til 35-45 minutters daglig gang) ved fysisk træning, hvis overvægtige/-fede personer ønsker at inducere et vægttab. At man i Cochrane-analysen [4] for flere parametre fandt højintensitetstræning mere effektiv end lavintensitetstræning kan meget vel skyldes, at det totale kaloriedeficit induceret af højintensitetstræningen var større end kaloriedeficittet induceret af lavintensitetstræningen.

Forfatterne til Cochrane-analysen valgte at ekskludere alle studier, hvor der var et frafald på over 15%. Dette bevirkede, at mange ellers velgennemførte studier ikke er inkluderet i analysen. Alt andet lige medfører et lavt antal studier en lav styrke i en metaanalyse, og man kunne have overvejet at svække kravet til frafaldsprocent.

En generel svaghed i studier af livsstilsintervention til behandling af fedme og i datamaterialet, som ligger til grund for Cochrane-analysen [4], er, at studierne er af relativt kort længde. I et studie fra Cochrane-analysen har man fulgt forsøgspersonerne i 18 måneder, men størstedelen af studierne er kun af 3-4 måneders varighed. Det er velkendt, at livsstilsændringer og dermed bl.a. varige vægttab er vanskelige at opretholde, og en langtidsholdbar positiv effekt af fysisk træning kræver, at træningen gennemføres livslangt, hvilket fordrer, at de berørte personer er motiverede for dette. En vurdering af fysisk trænings effekt på de ultimative tegn på kardiovaskulær sygdom, nemlig morbiditet og mortalitet, kræver ligeledes længerevarende studier.

Konklusion

Fysisk træning af overvægtige og fede voksne har positive effekter på risikofaktorer for kardiovaskulær sygdom. Fysisk træning kan endvidere inducere vægttab, især når træningen kombineres med diæt.



Korrespondance: Bente Stallknecht, Biomedicinsk Institut, Panum Instituttet, DK-2200 København N. E-mail: bstall@mfi.ku.dk.

Antaget: 18. juni 2007

Interessekonflikter: Ingen



Referencer

  1. Pedersen BK, Saltin B. Fysisk aktivitet - håndbog om forebyggelse og behandling. København: Sundhedsstyrelsen, Center for Forebyggelse, 2003.
  2. Ross R, Dagnone D, Jones PJ et al. Reduction in obesity and related comorbid conditions after diet-induced weight loss or exercise-induced weight loss in men. Ann Intern Med 2000;133:92-103.
  3. Ross R, Janssen I, Dawson J et al. Exercise-induced reduction in obesity and insulin resistance in women: a randomized controlled trial. Obes Res 2004; 12:789-98.
  4. Shaw K, Gennat H, O'Rourke P et al. Exercise for overweight or obesity. Art. No.: CD003817. DOI: 10.1002/14651858.CD003817.pub3
  5. Svendsen OL, Hassager C, Christiansen C. Effect of an energy-restrictive diet, with or without exercise, on lean tissue mass, resting metabolic rate, cardiovascular risk factors, and bone in overweight postmenopausal women. Am J Med 1993;95:131-40.
  6. Ballor DL, Poehlman ET. Exercise-training enhances fat-free mass preservation during diet-induced weight loss - a meta-analytical finding. Int J Obes 1994; 18:35-40.
  7. Ross R, Janssen I. Physical activity, total and regional obesity: dose-response considerations. Med Sci Sports Exerc 2001;33:S521-7.
  8. Fogelholm M, Stallknecht B, van Baak M. ECSS position statement: Exercise and obesity. Eur J Sport Sci 2006;6:15-24.