> JAMA INT MED
Alkoholmisbrug øger risikoen for sygdom og tidlig død og belaster dermed samfundet og individet. Der findes p.t. meget lidt medicin, der er indiceret til alkoholafvænning, og generelt bliver kun en meget lille andel af alkoholmisbrugerne specifikt medicineret for deres misbrug.
Gabapentin anvendes bl.a. til behandling af neuropatiske smerter og epilepsi. Prækliniske studier har vist, at gabapentin normaliserer den stressinducerede gammaaminosmørsyreaktivering i amygdala, som ses ved alkoholafhængighed. Mindre studier har endvidere vist, at gabapentin kan forbedre søvn, humør og afhængighed hos alkoholikere.
I et 12-ugers, randomiseret, placebokontrolleret studie undersøgte amerikanske forskere, om behandling af alkoholikere med gabapentin (0 mg (placebo), 900 eller 1.800 mg pr. dag) og samtidig rådgivning reducerede alkoholindtaget og samtidig forbedrede humøret og søvnen.
Blandt de 150 inkluderede voksne, øgede gabapentinbehandling signifikant andelen af abstinente. Således var der 4,1% (95% konfidens-interval (KI): 1,1-13,7%) abstinente i placebogruppen, 11,1% (95% KI: 5,2-22,2%) i 900 mg-gruppen og 17,0% (95% KI: 8,9-30,1%) i 1.800 mg-gruppen. Number needed to treat var otte for 1.800 mg-gruppen. Ligeledes var der en signifikant effekt af gabapentin på humør, søvn og lyst til alkohol. Gabapentinindtag gav ikke i højere grad bivirkninger, og personer, der fik gabapentin, havde ikke mere ophør af medicinindtag end personer i placebogruppen. Forfatterne konkluderede derfor, at 1.800 mg gabapentin er effektivt til behandling af alkoholafhængighed.
Professor Anders Fink-Jensen, Psykiatrisk Center, Københavns Universitet, kommenterer: »Resultatet af studiet ser lovende ud. Der er også i Danmark brug for en øget evidensbaseret behandling af alkoholafhængighed, og det vil uden tvivl styrke den samlede behandlingsindsats, at der nu er yderligere et lægemidler (gabapentin) til rådighed med en virkningsmekanisme, der er forskellig fra de allerede anvendte præparaters. Det er dog værd at bemærke, at patienterne for at kunne indgå i studiet skulle være alkoholafholdende i mindst tre dage før randomisering og præsentere en urinprøve, der var negativ for benzodiazepiner. Dette betyder, at det ikke er dokumenteret, at gabapentin også er virksomt til behandling af svært alkoholmisbrug«.
Mason BJ, Quello S, Goodell V et al. Gabapentin treatment for alcohol dependence: a randomized clinical trial. JAMA Int Med 2014;174:70-7.