Skip to main content

Gastroesophageal reflux disease and cow's milk hypersensitivity in infants and children

Læge Rasmus Gaardskær Nielsen: Forf.s adresse: Stampesvej 70, DK-7100 Vejle. E-mail: rgn@dadlnet.dk Forsvaret fandt sted den 16. juni 2004. Bedømmere: Torben Barington, Anders Pærregaard og Marc A. Benninga , Holland. Vejledere: Steffen Husby, Claus Fenger og Søren Kruse-Andersen .

3. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen bygger på kliniske studier udført under min ansættelse ved Pædiatrisk forskningsenhed, Klinisk Institut, Syddansk Universitet, i perioden 2000 til 2003. Undersøgelserne omhandler metodologiske aspekter af esophageal pH monitorering samt associationen mellem gastroesophageal reflux sygdom (GERD) og fødevare hypersensitivitet for mælk hos børn i aldersgruppen 0-15 år. Esophagogastroduodenoskopi og prolongeret esophageal pH monitorering fremstår som centrale undersøgelser i evalueringen af børn mistænkt for moderat til svær GERD. Første delstudie har belyst reproducerbarheden at esophageal pH monitorering hos børn. 30 børn gennemførte 2 × 24 timers esophageal pH monitorering. Baseret på Bland og Altmans limits of agreement metode fandtes en udtalt dag til dag-variation såfremt monitoreringen gentages konsekutivt. I andet delstudie er undersøgt 42 børn mistænkt for svær GERD. Ud fra stringente kriterier for GERD og hypersensitivitet for mælk fandtes en association mellem de to sygdomsenheder hos 10 ud af 17 børn med svær GERD (median alder 7,8 år). Ved followupundersøgelse efter diæt behandling som monoterapi fandtes en signifikant reduktion af den esophageale syrebelastning. Infiltrationen af mast celler, eosinofile granulocytter og T-lymfocytter i biopsier fra øvre mave-tarm-kanal er belyst via immun-histokemiske undersøgelser og forskellige kvantitative metoder. Der fandtes signifikant flere inflammatoriske celler samt øget basal membrantykkelse og papillær længde i gruppen med endoskopisk esophagitis. Der fandtes ikke signifikant øget celle antal hos gruppen med provokationsverificeret hypersensitivitet for mælk. Undersøgelserne bekræfter en sammenhæng mellem GERD og hypersensitivitet for mælk hos både spædbørn og ældre børn.