Genetiske og epidemiologiske aspekter af epitelial ovariecancer

Denne ph.d.-afhandling, der udgår fra Kræftens Bekæmpelse, afdækker forskellige aspekter af familiær disposition til epitelial ovariecancer, herunder validiteten af oplyste cancerdiagnoser hos førstegrads kvindelige slægtninge og risikoen for ovariecancer i forhold til en familiær cancerhistorie. Den tilgængelige litteratur om ovariecancer i relation til BRCA-generne (bryst- og ovariecancerfølsomme gener) er gennemgået, og der er skrevet et review med fokus på forekomst, klinisk vigtighed og interventionsmuligheder. Derudover ville vi kortlægge prævalensen og spektret af BRCA-mutationer i Danmark hos kvinder med ovariecancer. Studiet tager udgangspunkt i et populationsbaseret case-kontrol-studie om ovariecancer (MALOVA-studiet).

Vi fandt, at familiær cancerhistorie ikke altid rapporteres korrekt af hverken ovariecancerpatienter eller deres kontrolgruppe; sensitiviteten varierer med typen af cancer. Typen af relation, alder ved interview og uddannelseslængde påvirkede desuden sensitiviteten og specificiteten.

Vi fandt en signifikant øget risiko for ovariecancer blandt kvinder med en førstegradsslægtning med ovariecancer. Den forøgede risiko for ovariecancer associeret med ovariecancer i familien var mest udtalt for tidligt debuterende ovariecancer (≤50 år) og for nonmucinøse tumorer.

De nordiske lande har de højeste forekomster af ovariecancer i verden. Data fra den danske befolkning er begrænsede. Vi undersøgte derfor prævalensen af BRCA 1/2-mutationer i en befolkningsbaseret serie af 445 ovariecancer patienter fra Danmark ved hjælp af DNA-sekventering og multiplex ligation-dependent probe amplification (MLPA)-analyse. Patogene BRCA1-mutationer blev identificeret hos 22 cases (4,9%) og BRCA2-mutationer hos fire cases (0,9%). Fem forskellige mutationer blev identificeret hos mere end et individ og udgjorde tilsammen næsten 50% af alle mutationer, indikerende at de kunne være founder -mutationer i den danske befolkning. Den gennemsnitlige diagnosealder for ovariecancer var signifikant lavere for BRCA1/2-bærere i forhold til ikkebærere (medianalder ved diagnose 49 år versus 61 år). Ovariecancer hos mutationsbærere blev også diagnosticeret på et signifikant senere stadie, og tumorer var dårligere differentierede i forhold til hos ikkemutationsbærere.

Vores resultater indikerer, at den høje forekomst af ovariecancer i Danmark ikke skyldes en øget frekvens af BRCA-mutationer. Andre faktorer, sandsynligvis livsstilsfaktorer, må være involverede for at forklare den høje forekomst i vores del af verden. Dog ses stadig en let øget risiko for ovariecancer, når man har en førstegradsslægtning med ovariecancer, og ingen BRCA-mutationer er fundet. Yderligere forskning er nødvendig for at identificere risikofaktorer.