Skip to main content

Gestational diabetes mellitus: consequence & inheritance

Læge Jeannet Lauenborg: Forf.s adresse: Snedronningvej 33, DK-2730 Herlev. E-mail: jeannet@lauenb.org Forsvaret finder sted den 6. januar 2005, kl. 15.00, Auditorium A, Teilum-bygningen, Frederik V's Vej 11, København. Bedømmere: Sten Madsbad, Kresten Rubeck Petersen og Henning Beck-Nielsen. Vejledere: Peter Damm, Peter Hornnes, Oluf Borbye Pedersen og Torben Hansen .

1. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen er baseret på en oversigt og tre originalarbejder. De kliniske studier er udført på Obstetrisk klinik, H:S Rigshospitalet, og de genetiske studier på Steno Diabetes Center i 2000-2002.

Formålene med undersøgelsen var at beskrive forekomsten af impaired fasting glucose (IFG), impaired glucose tolerance (IGT), diabetes og det metaboliske syndrom blandt kvinder med tidligere gestationel diabetes mellitus (GDM), at identificere prædiktorer for udvikling af manifest diabetes og at belyse aspekter af den genetiske patogenese for GDM. Studiepopulationen bestod af en gammel kohorte (n=151) med diætbehandlet GDM i 1978-1985 og en ny kohorte (n=330) med GDM i 1987-1996. Medianalder var 43 år. Resultaterne blev sammenlignet med en aldersmatchet kontrolgruppe (n=1.000).

40% havde diabetes og 26% IFG/IGT uden forskel i de to kohorter trods 11 år længere opfølgning af den gamle kohorte . Dette kunne primært forklares ved et markant højere BMI i den nye kohorte . En række uafhængige prædiktorer for diabetes blev identificeret. Det metaboliske syndrom blev fundet hos 38%, hvilket var tre gange så mange sammenlignet med den aldersmatchede kontrolgruppe. En polymorfi der er associeret til nedsat glukosestimuleret insulinsekretion - Ala/Val98 på HNF1α -genet - kunne ikke vises at være relateret til GDM.

Kvinder med tidligere GDM har en høj forekomst af IFG/IGT, diabetes og det metaboliske syndrom og er derfor en målgruppe for intervention for derved at kunne udskyde eller forhindre udviklingen af kardiovaskulære følgetilstande. Regelmæssig undersøgelse af glukosetolerancen efter graviditeten anbefales, og screening for det metaboliske syndrom kan overvejes.