Skip to main content

God effekt af infliximab ved behandlingsrefraktær sarkoidose

Matilde Ørum1, Ole Hilberg2, Susanne Krag3 & Elisabeth Bendstrup2 1) Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet 2) Lungemedicinsk Afdeling B, Aarhus Universitetshospital 3) Øjenafdelingen, Aarhus Universitetshospital

7. dec. 2012
3 min.

INTRODUKTION

Sarkoidose er en ikkenekrotiserende granulomatøs sygdom, som ofte involverer lungerne. Ætiologien er ukendt, men dannelse af granulomer skyldes et immunrespons, som blandt andre medieres af tumornekrosefaktor (TNF)-α. Førstevalget i behandlingen af sarkoidose er kortikosteroider, men TNF-α-hæmmere som infliximab bruges i stigende grad. I Danmark anvendes infliximab til behandling af refraktær sarkoidose eller i tilfælde, hvor bivirkninger til standardbehandling har været uacceptable. Formålet med denne undersøgelse var retrospektivt at vurdere effekten af infliximab på refraktær sarkoidose hos patienter, der var behandlet på Lungemedicinsk Afdeling B, Aarhus Universitetshospital.

MATERIALE OG METODER

Journaler fra infliximabbehandlede sarkoidosepatienter blev gennemgået, og effekten af behandlingen blev vurderet ud fra ændringer i lungefunktionsundersøgelse (forced expiratory volume in the first second (FEV1), forced vital capacity (FVC), total lung capacity (TLC) og diffusion capacity for carbon monoxide (DL CO), Pangiotensin-converting enzyme (P-ACE) og P-interleukin-2 (P-Il-2) samt røntgen af thorax (stadium I-IV). Effekten af infliximab på ekstrapulmonal sarkoidose er beskrevet separat for okulær og kutan sarkoidose.

RESULTATER

Tolv patienter (syv mænd og fem kvinder) med symptomer fra lungerne (n = 9), øjnene (n = 2), huden (n = 2), øsofagus (n = 1), nyrerne (n = 1), knoglemarven (n = 1), næsen (n = 1) og perifere lymfeknuder (n = 1) blev behandlet med infliximab enten på grund af manglende respons på traditionel immunsupprimerende behandling (n = 2), bivirkninger hertil (n = 2) eller en kombination heraf (n = 8). Yderligere karakteristik af populationen kan ses i artiklens Tabel 1 . Patienter med pulmonale symptomer opnåede en gennemsnitlig stigning i procent af forventet og i observerede værdier efter behandling med infliximab: ΔFEV1 (4,38 procentpoint og 0,15 l), ΔFVC (7,12 procentpoint og 0,35 l), ΔTLC (5,68 procentpoint og 0,35 l) og ΔDL CO (7,10 procentpoint og 0,84 mmol/kPa/min). Seks patienter havde før behandlingen med infli-ximab forhøjet P-ACE og/eller P-Il-2; deres middelværdi blev beregnet, og begge markører faldt til referenceintervallet efter endt behandling. En patient med radiologisk stadium I opnåede efter endt behandling et normalt røntgen af thorax, mens de andre patienter havde uændret radiologisk stadium. Effekten af infliximab på okulær sarkoidose viste sig ved sygdomskontrol af den uveale inflammation uden samtidig behov for steroid og for kutan sarkoidose ved regression af de kutane elementer. Endelig rapporterede alle patienter om en subjektiv effekt af behandlingen.

KONKLUSION

Denne danske undersøgelse viste god effekt af infliximab på refraktær pulmonal og ekstrapulmonal sarkoidose og i tilfælde, hvor bivirkningerne til traditionel behandling var uacceptable. Samme effekt beskrives også i flere publicerede patientserier, hvilket yderligere støttes af to randomiserede, dobbeltblindede og placebokontrollerede studier. I begge disse studier påvistes en stigning i lungefunktionen i gruppen, der blev behandlet med infliximab, i forhold til placebogruppen, hvilket dog kun var signifikant i det ene studie. Infliximab er effektiv mod i øvrigt behandlingsrefraktær sarkoidose og er et væsentligt tilbud til denne patientgruppe. Der opfordres til, at behandling med infliximab foretages på højtspecialiserede afdelinger grundet det lave patientantal.

DANISH MEDICAL JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2012;59(12):A4535.